Dansk
Gamereactor
hardware-tekster

Acezone A-Spire Wireless

AceZones billigste headset er blevet trådløst og trækker fra konkurrenterne.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

AceZone har lavet en ret solid opgradering af deres A-Spire headset, der nu kører med 2.4 GHz og med Qualcomms nye åbne chipsets. Præcis hvad skriver AceZone ikke, men et bud kunne være Qualcomms QCC 5181 eller 5151 chipset. De er dyre, det er rigtig dyre i indkøb, så jeg håber lidt, at det ikke er dem. Til gengæld er det en relativt åben og ekstremt fleksibel platform, som Qualcomm uofficielt forsøger at presse til at blive en integreret del af blandt andet Bluetooth-standarden. Det er sådan noget, man kan, når man er de facto industrileder.
I praksis betyder det, at du har Bluetooth 5.4 med LE Audio, der byder på meget lav forsinkelse. Vores test er dog lavet med dongle og 2.4 GHz radiobølger. Jeg er ikke top-eSportsatlet, og må erkende, at det i praksis næppe gør den store forskel. Musiktest er lavet med Bluetooth, da dette headset rent faktisk understøtter både AptX HD og Lossless, hvilket vil sige, at det er en no-brainer, hvis man som jeg har brug for et headset til både gaming og musik - men det er ganske enkelt uacceptabelt, at der ikke er ret mange andre end AceZone, der tilbyder understøttelse af high-res musikgengivelse. AceZone skal også roses for at have valgt en platform, der bruger 24-bit/384 kHz DAC.

En uforudset fordel er, at højere opløsning i kombination med god støjreduktion giver mindre lyttetræthed, også derhjemme, da man ikke behøver at skrue så højt op for at høre de samme lydeffekter, fx skiftende magasiner eller fodtrin. Jeg var faktisk overrasket over, hvor lavt jeg egentlig spillede generelt, og den forbedrede ro giver bedre mening, når AceZone snakker om, at man med deres headsets kan høre modstanderen længere væk. AceZone kalder det, at man kan høre tingene tidligere, og om man målbart kan det, er måske muligt, men det føles i hvert fald sådan.

Acezone A-Spire Wireless
Dette er en annonce:

Den trådløse udgave har en del fordele over den almindelige, heriblandt DSP, spilspecifikke profiler, ørepuder der kan skiftes, og to farver. Herudover vil man teoretisk også kunne trylle en del med mikrofonen. AceZone har til min store glæde valgt ikke at kræve en driver; man sætter headsettet op via en mobil app, og det er også denne, der styrer opdateringer, EQ, DSP-funktioner etc. ved at uploade dem til headsettet og så ellers slukke forbindelsen og lukke appen. Skriv det ned, alle andre: Når en konfiguration er lavet, skal man ikke længere have en app eller en driver kørende hos kunden - det er udelukkende til at indstille, og intet andet! AceZone lover også, at de snart vil opdatere, så man kan få flere spilspecifikke profiler ind og bedre understøttelse af brugernes egne specialprofiler. Min eneste kritik af appen er, at man død og pine skal være tilsluttet headsettet, imens man bruger den. Her havde det været fedt, at man kunne sidde i toget og fifle med indstillingerne og så uploade dem, når man kom hjem.
Designet er det samme, og det fungerer fint med knapper i forskellige former, og de er solide og trykkes ikke ind ved et uheld. Nogle vil kalde designet lidt kedeligt, jeg synes derimod godt om, at et headset ikke gør alt for meget opmærksom på sig selv.

Opsætningen føles også lidt mere professionel, da man hele tiden bliver mindet om korrekt mikrofonplacering, en del af hemmeligheden omkring den gode mikrofongengivelse, der ikke overraskende er med meget klar tale til følge. Men det er også det helt store fokus, så den er knap så lineær som andres, til gengæld er talegengivelsen i top - og det er lidt pointen med et semi-professionelt gaming-headset.

Det er stadig nogle gedigne 40 mm drivere, der sidder i, samme hardcase med inkluderede kabler, og det er samme hybrid støjreduktion. Kort sagt, hvor traditionel støjreduktion optager støjen udefra og afspiller den i modfase inde i headsettet, er der også mikrofoner, der optager støjen i headsettet og får filtreret det fra igennem DSP'en, lidt som man kender det fra headsets, der bruges til lange flyture. Det burde man nu også sagtens bruge sit AceZone headset til, nu hvor man alligevel har brugt penge på det, og rent designmæssigt kan man sagtens være det bekendt. Det skriger knap så meget gamer som de store modeller og er noget nemmere at håndtere i det hele taget.

Vægten er på 270 gram i runde tal, og hvis man ikke spiller alt for højt, nærmer man sig næsten 40 timers batterilevetid. Jeg lå på omkring 32-33 timer, men har også en dårlig vane med at skrue op i skydespil. De kan i øvrigt klappes sammen, så de passer fint i deres hardcase, der følger med.

Dette er en annonce:
Acezone A-Spire Wireless

Byggekvaliteten er fornuftig for prisen, 2.799 kroner, men ikke på niveau med den store A-Rise - den koster så også over det dobbelte. En ting man heldigvis har beholdt, er den metalforstærkede mikrofon. Jeg elsker den, ikke så meget fordi det er klassisk "flip-to-mute", som alle med Sennheiser-headsets i 00'erne elskede, men fordi det er sjældent, man ikke er bange for at smadre mikrofonarmen, da det typisk er et sted, der er sparet penge og materialer. Der er stadig mulighed for kablede forbindelser også, men det ser jeg ikke rigtig nogen grund til, når det trådløse er på dette niveau.

Lyden er gennemført lineær, der er ikke den tunge pumpende bas, man ellers hører, men heller ikke de skrigende diskant - er man til den slags, kan man EQ'e sig ud af det. Det har desuden fordelen af, at alt fremstår væsentligt mere klart og tydeligt end i mange andre headsets, med stor sandsynlighed hjulpet godt på vej af den indbyggede 24-bit DAC. Det gør headsettet ekstremt velegnet til afbalanceret musikafspilning også - men det primære for de fleste vil nok være den meget rene og direkte lyd, som AceZone selv kalder "hurtig" - man hører i hvert fald klart og tydeligt, hvad modstanderen laver, og hvor han befinder sig, og det er det væsentligste.

AceZone skuffer ikke.

10 Gamereactor Danmark
10 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold