Afro Samurai

Afhuggede lemmer, knivskarpe sværd, en storpulsende samurai med et enormt hår og en klassisk historie om hævn? Hvis ikke Tekashi Okazakis Afro Samurai er det naturlige førstevalg til en konsolbehandling, så ved jeg ikke, hvad det er. Her er det hele; lejemordere, døde fædre, ekstravagante og ofte underlige bosser, et anderledes, men stadig feudalt Japan, og så selvfølgelig det altoverskyggende katana-sværd.

Og netop katana-sværdet er herligt at svinge rundt med i Afro Samurai, mens man gør kort proces af de nærmest endeløse rækker af fortabte soldater og snigmordere, der vælger at træde ind foran verdens anden bedste lejemorder. Ja, den er faktisk god nok. Selvom jeg allerede har spandevis af indvolde, blod og afhuggede kropsdele på samvittigheden, så er der en, der gør det bedre end mig, når livet skal klemmes ud af et mål - og han er tilfældigvis også min fars morder. Derfor er optikken også stillet ind på at få fat i ham. Hvis både hævnen og pladsen som verdens bedste lejesvend kan blive min i bytte nogle uger som slagteriarbejder, så er jeg med på den.

Indrømmet, Afro Samurai kan ikke vifte med eksamensbeviset fra manuskript-linien på Danmarks Filmskole, uden at få buksevand i frikvarteret, men det behøver spillet heller ikke. Mens historien kunne stå på et frimærke, så er det i volden og ikke mindst billedsiden, at Namco Bandais seneste projekt har sin berettigelse - og her kan det godt få min stemme... Okay, så næsten da.

Som oplevelse er Afro Samurai lineær og blottet for egentlig dybde. Hvis du vil fremad i Okazakis flotte animé-verden, så er du nødt til at lade sværdet tale. Helt enkle knapkombinationer lader dig skære, save og hugge fine kødskulpturer ud af de vedholdne fjender, og som du kommer længere i spillet, får du flere finesser at lege med. Det er et rudimentært spildesign, og det er ikke fordi opskriften ikke er set mange gange før - dog jeg har svært ved at huske sidste gang, jeg i sådan en grad nød at se tegneserieblodet flyde.

For hvis der er noget som Afro Samurai er, både i manga-, animé-, og nu også spil-form, så er det betagende. Mens realismen trænger sig på mange andre steder i spiludviklingen og snedige programmører overvejer, om de nu skal presse endnu flere lyskilder og detaljerede overflader ned i ramkredsene, så er Namco Bandais projekt stærkt ophidsende, netop fordi det forkaster disse trends. I stedet er figurerne nærmest håndtegnede med en sjusket blyantstreg, de er langlemmede og så er de præget af en usædvanlig fandenivoldskhed. De pløjer nemlig frem mod dig, og det er uanset om du lige har sendt deres syv kollegaer til det nærmeste shinto-tempel. Den slags giver pote, i hvert fald hos mig, for jeg elsker at se regulære springvand af rhesus-negativ sprøjte frem på fladskærmen mens jeg ivrigt tæver løs på knapperne. Billedsiden er i det hele taget pragtfuld, og selv når oplevelsen bliver noget rutinepræget, så er det ikke til at hive øjnene væk fra spillet.

Har du en forkærlighed for hiphop, bliver oplevelsen endnu bedre. Personligt har jeg aldrig været den store fan af det enorme og helt uoverskuelige rap-kollektiv Wu-Tang Clan, men når RZA sidder ved pulten og producerer numre, der til forveksling ligner det han afstedkom til Ghost Dog og Kill Bill, så får volume-knappen lige en tand mere. Lydkulisserne er i det hele taget ret vellykkede, og når Afro Samurai åbner munden, for det meste blot for at sige noget åndet, så er det selveste Hr. røvfuld Samuel L. Jackson, der lægger stemmebånd til. Og kan man så være andet end solgt?

Lad mig slutte med at besvare mit eget spørgsmål; Ja, det kan man faktisk godt. Til trods for Afro Samurais vidunderlige kunstneriske side, de uendelige mængder af blod og det fnuglette kampsystem, så er det ikke svært at få øje på de underliggende mekanismer, dem der skal holde spillet kørende, når den første eufori har lagt sig - og der havde Namco Bandai svært ved at holde mig fanget. Der er ganske vist et par sekvenser med timede hop, og når spillet anstrenger sig, så kan du også blive bedt om at finde et eller andet, der er vigtigt for at komme videre. Men det er nærmere undtagelsen end reglen.

Om det forholder sig anderledes, hvis du har hyldemeter efter hyldemeter af animé-film eller manga-tegneserier, skal jeg lade være usagt, da jeg netop ikke har Tekashi Okazakis værker stående. En ting er dog sikker; Afro Samurai er flot, aggressivt og ikke mindst blodigt, og har du nydt genre-kollegaerne Devil May Cry og Ninja Gaiden, så kan det være at det feudale Japan står og mangler dit skarpslebne sværd.