Afterparty

Jeg har altid elsket eventyrspil, og for mig har der igennem årene ikke været noget bedre end at være i disse fantasifulde verdener for at løse gåder, og møde fede karakterer. Jeg husker især spil som Monkey Island og Sam & Max: Hit the Road, som har betydet meget for mig. Desværre er eventyrgenren faldet lidt af på den sidenhen, og i dag er det meget sjældent at man faktisk møder et rigtig gammeldags eventyrspil, som man kender dem fra 90'erne. Det synes er jeg synd. Så derfor var det med stor glæde at jeg fik Afterparty til anmeldelse her for noget tid siden. Afterparty er udviklet af Night School Studios, som også står på udgivelsen af spillet, og som også står bag det glimrende Oxenfree. Spillet kan desuden findes på PlayStation 4, Xbox One, Nintendo Switch, og PC, som jeg har spillet spillet på.

I Afterparty spiller man som de to bedste venner, Lola og Milo, som begge er døde inden for en kort periode, og som nu befinder sig i helvede. De er begge to mildest talt overraskede over at befinde sig i det meget syrede miljø, som helvede er i denne spilverden. De finder begge hurtigt ud af, at den eneste måde de kan undslippe helvede på, er at drikke djævelen under bordet. Dette er i sig selv en meget usædvanlig præmis, og man må sige at spillet i det hele taget er en meget interessant oplevelse. Der findes nemlig to slags kreaturer i helvede, der er Dæmoner, der skal sørge for at menneskene bliver afskaffet for deres synder i den levende verden, og så er der de mennesker, som er kommet til helvede, og som skal afskaffes. Lola og Milo er derfor nødt til at begive sig igennem helvedes ti ringe, for at finde djævelen, og drikke ham under bordet, som nævnt, hvilket er den eneste måde hvorpå de kan undslippe de straffe, der venter dem i underverdenen. Igennem rejsen møder de mange underlige karakterer, som enten vil dem det godt, eller som forsøger at forhindre dem i at undslippe helvedet. Historien er meget intelligent skrevet, og særligt når den tager sig selv seriøst, så lykkedes det med at skabe spændende dialog, og effektiv dramaturgi. Der er dog også forsøg på humor, og hvis man skal sammenligne med noget, så ville Deadpool være perfekt, da historien godt er klar over, at det er et computerspil.

De to hovedpersoner har deres egen personlige dæmon, som undervejs stopper handlingen for at torturere dem. Det er denne dæmons første dag på arbejdet, og derfor er hun en smule dårlig til sit job. Hvilket fører til nogle ret underholdende situationer, hvor Milo og Lola kommer op og skændes med dæmonen. Denne form for samspil imellem karaktererne finder man med alle de karakterer, som Milo og Lola møder igennem deres rejse.

Persongalleriet er meget kreativt, og man møder alt fra dæmoner som prøver at klare sig i helvede og få succes, til andre mennesker som prøver at undslippe deres straffe, eller er ved at blive straffet. Personlig nød jeg dette samspil mellem mennesker og dæmoner, men også samspillet imellem Milo og Lola er underholdende, da de to er bedste venner som har kendt hinanden siden de var små børn. De to hovedpersoner skiftes til at være der for hinanden, hvorefter de kan finde på at være imod hinanden og drille hinanden. Deres forhold føles meget naturligt, og de to er rigtig gode til at beskrive den bizarre verden. Det største problem i historien for mig, er at humoren ikke altid rammer plet. Rent faktisk synes jeg ikke på noget tidspunkt at jeg grinede selvom historien gerne vil have at jeg skulle. Dette er virkelig synd. Det kan sagtens være at den rammer andre mennesker, men personligt synes jeg ikke på noget tidspunkt at humoren virkede på mig. Dette er især et problem fordi spillet prøver at være sjovt hele tiden. Heldigvis opvejes denne mangel på humor for mig, igennem den meget intelligente historie, som under overfladen har en masse lag, som blandt andet omhandler død, mobning, familieproblemer, og andre dybe temaer, som er spændende.

Afterparty af egentlig ikke et specielt kompliceret spil, faktisk er det ikke engang specielt kompliceret for eventyrgenren. Man kan vælge at styre med keyboard eller controller, men det gør ikke en stor forskel, fordi man kun kan gå til højre og venstre, og kun i sjældne tilfælde skal bruge knapperne på controlleren. Udover at snakke med folk er der egentlig ikke så meget andet, man skal i spillet. Der er nogle små minispil, som man skal spille undervejs for at komme igennem historien, men de gør ikke den store forskel når alt kommer til alt. Man skal for eksempel stable glas oven på hinanden, og man skal i en sekvens, spille beer pong for at komme videre med fortællingen. Faktisk er gåderne heller ikke specielt udfordrende, da man kan løse alle opgaverne der kommer i spillet, igennem den dialog man har med de andre karakterer og dæmoner i helvede. Så det føles faktisk lidt som spillet spiller sig selv på en eller anden måde, hvilket jeg synes var irreterende. Så det eneste man skal i stedet, er egentlig bare at styre karaktererne i den rigtige retning, også lytte til den gode dialog. Det gør, man til sidst egentlig bare sidder tilbage med følelsen af, at man har været med i en interaktiv historie, uden nogen rigtig indflydelse på hvad historien har handlet om. Det var ikke helt tilfældet i Oxenfree, der alligevel gav spilleren lidt flere værktøjer, som sikrede at der var bare minimal interaktion med spillets verden.

Heldigvis har du indflydelse på dialogen med de mange karakterer man møder, her har man normalt flere valgmuligheder imellem hvad man kan sige, og hvis man drikker, kommer der en helt tredje mulighed, som er meget mere ekstrem end de to andre muligheder. Jeg prøvede alle tre muligheder af flere gange, og dialogen ændrede sig ikke meget alt efter hvad man valgte. Dette ikke er så godt, da spillet i sig selv ikke er specielt svært.

Afterparty har et meget specielt grafisk udtryk, hvor helvede blandt andet er meget farverigt, hvilket jo man ikke skulle tro. Man ser ikke karaktererne tæt på, så derfor er det svært at se detaljer på dem, men de er trods afstanden stadig godt lavet. Man får en Grim Fandango-følelse, når man sidder og ser grafikken, hvilket i sig selv jo er ret fedt. Faktisk føles helvede mere som Las Vegas, end det sted hvor djævelen blev forvist til af gud. Lyden er desuden også med til at give spillet en helt speciel følelse, da musikken er dejlig jazzet og frisk.

Stemmeskuespillet er derudover ganske glimrende, og man kan genkende mange af stemme skuespillerne, som har lagt stemmer til de meget farverige dæmoner og undertrykte mennesker. Specielt skal Dave Fennoy nævnes i rollen som djævlen, som man vil kunne genkende, som ham der leverer stemme til Lee Everett i Telltale's The Walking Dead.

Så alt i alt er Afterparty en sjov lille oplevelse, som har nogle ret store problemer. Spillet mangler simpelthen interaktivitet for min smag. Gåderne er enormt nemme, og spillet spiller nærmest dig selv. Jeg vil dog ikke have været foruden oplevelsen at prøve Afterparty, da historien er rigtig godt og intelligent skrevet, men humoren rammer mig bare ikke, desværre. Derudover var der på PC-versionen en del fejl også, som ikke forhindrede fremskridt, men som bare irriterede. Jeg nød dog min tid sammen med Lola og Milo, og takket være flot grafik, fed musik og et effektivt manuskript når Night School akkurat at hive den hjem, men det er også kun akkurat. Køb derfor kun Afterparty hvis du har hang til oplevelser der er narrativt tilfredsstillende, uden at være det mekanisk.