Alan Wake 2

Du kravler ud af det dunkle søvand, forvirret og bange. Du er opsvulmet, nøgen, sårbar og du kan ikke høre en lyd udover vinden, der river i træerne langs søens bred. Du forsøger febrilsk at orientere dig, men natten har lagt sig som et tykt tæppe omkring Cauldron Lake. Du sætter i løb, men dine ben vil ikke rigtig lystre, oppe af skråningen mod skovens yderste kant ser du lyskegler fra lommelygter. Der er noget ondt der er efter dig, noget du ikke kan beskrive, eller ved hvad er, men pludselig er det over dig.

Efter et par minutters intens, Lynch-agtig gys i skoven panorerer kameraet rundt over Cauldron Lake, og med tre øresønderrivende dunk står der i klar, hvid font; "ALAN"- "WAKE"- "II". Vi er i gang.

Alan Wake 2 er et af de mest modige AAA-spil, jeg nogensinde har spillet. Det er ikke modigt i den forstand at et utal af mekanikker og systemer er blevet presset sammen for at illustrere en form for avanceret ophøjethed, for spillet vi har her er på mange måder ret simpelt. Det er modigt fordi det er så uadskilleligt fra det studie der har skabt det, en vision så rendyrket, at det er svært at se hvordan Remedy har overtalt partneren Epic Games til at finansiere det, i det stort set samtlige designmæssige beslutninger aktivt skader spillets massemarkedsappel. Hvis A24, der har betalt regningen til nogle af de mest skelsættende gyserfilm de seneste 10 år, pludselig fik $250 millioner at lege med, og ikke behøvede at kompromittere på en specifik vision som resultat? Sådan er det at spille Alan Wake 2.

Okay, vi åbner med ros, og det er velfortjent, for Alan Wake 2 er ikke som andre AAA-produktioner, idet det føles som rendyrket arthouse, men pardannet med de episke proportioner vi kender fra selv de dyreste produktioner. Det her er Remedy (og måske mest afgørende Sam Lake) på den mest "Remedyske" måde, og det er svært ikke at føle sig begejstret over at et studie med så klar en idé om hvad de vil lave, tilsidesætter al markedsmæssig logik i en direkte jagt på at lave den bedste udgave af netop det spil de ønsker at lave - intet mindre, og intet mere.

Okay, vi stopper nu. Hvad handler Alan Wake 2 så om? Efterfølgeren samler sjovt nok op 13 år efter begivenhederne ved Cauldron Lake i det første spil (som er samme periode der er gået siden lanceringen i 2010). FBI-agent Saga Anderson ankommer til Bright Falls for at efterforske en række ritualistiske mord rundt om søen begået af hvad der ligner en slags kult. Ligene lader til at indikere at de har været i søen i en længere periode, men de er ikke druknet, og hvorfor er der manuskriptsider rundt omkring gerningsstederne, der beskriver præcis hvad efterforskerne tænker og ønsker? Samtidig med det forsøger Alan, efter alle disse år, at undslippe det overnaturlige fængsel ved navn The Dark Place, som han placerede sig selv i for så mange år siden, og via Saga bliver han inspireret til at grave dybere efter en vej ud.

Alan Wake 2 er et Survival Horror-spil med stort "S"... og "H". Styringen er tungere, direkte konfrontationer med fjender er mere sparsomme og et utal af adrenalinpumpende effekter er blevet blandet sammen med den genkendelige gameplay-formular for at sikre at et tungt kludetæppe af næsten håndgribelig atmosfære omslutter spilleren fra ende til anden. Den måde du reelt set spiller Alan Wake 2 på vil, som sagt, fremstå familiær for de fleste, idet du udforsker ofte store, ofte trange og lineære områder efter opgraderinger, afgørende ressourcer og ekstra information om Bright Falls og omegn, samtidig med at du bruger din lommelygte til at bryde fjendtlige skjold, og så skyde bagefter for at "seal the deal", så at sige. Nogle ville kalde det for rudimentært rent mekanisk, og man ville blive nødt til at give dem ret, men bare fordi at det basale gameplay er genkendeligt, behøver det ikke nødvendigvis at være en hæmsko. I Alan Wake 2 eksisterer mekanikker, systemer, storytelling og verdenen omkring dig i perfekt harmoni, og takket være små rettelser hist og her, så er spillet altid uhyggeligt, aldrig for let, og heller ej for svært. Det er ret tydeligt at Remedy har fokuseret mere på afstand imellem fjender og positionering for at holde dig på tæerne altid og til sidst på at sikre at hvert møde med en fjende føles meningsfuldt.

Områderne er tilpas store til at der er ekstra information og ressourcer at hente, hvis du er tilpas eventyrlysten, og hver eneste gang jeg drog væk fra den lineære sti, blev jeg belønnet med unikke perspektiver på de her bizarre begivenheder, velrealiserede mini events der fik hjertet til at sidde tilpas langt oppe i halsen, og en solid mængde adspredelse der gjorde det at fortsætte hvorfra jeg slap til en fryd. Samleobjekter, i form af manuskriptsider for Saga (der advarer om kommende farer og beskriver sjove vinkler) og ekkoer for Alan (der giver dig små mellemscener med Sam Lake med Max Paynes stemme) er ligeledes underholdende. Der er også simple opgraderinger af både Saga og Alan, som købes med to forskellige valutaer fundet i deres respektive verdener. Det er fikst uden at være prangende, simpelt uden at blive for basalt. Remedy spiller på deres styrker, og introducerer ikke et eneste system, der ikke tjener den samlede helhed. Igen, nogle vil måske kalde det en kende for simpelt, men det er altså ikke mig.

Begge karakterer har desuden et slags "mind palace", om man vil, hvor de kan opholde sig mentalt for yderligere at udforske deres nuværende virkelighed. For Saga er det et efterforskningslokale, hvor spor, udtalelser, profiler og anden information sammensættes for enten at udvide spillerens narrative perspektiv, eller for mere direkte at hjælpe hende finde vejen fremad. Det er ikke som sådan rent strukturelt dybt, og kræver bare at du positionerer informationer korrekt for at skabe sammenhæng imellem dem, men det føles uhyre tilfredsstillende hele vejen til slut. Alan er forfatter, og han tænker udelukkende på hvordan han kan manipulere den historie, han både skriver til sig selv og udlever, så han kan komme derhen han skal. Begge disse processer er øjeblikkelige, som i nul loading-tid, begge systemer giver et afbræk og synes at tjene helheden på utrolig organisk vis.

At spille Alan Wake 2 er en tung, virkningsfuld og intentionel rejse ind i ondskabens hjerte, hvor to personer der tackler en problemstilling fra to vidt forskellige udgangspunkter samarbejder på tværs af virkeligheder for at udfordre mørket. Det er en hårrejsende historie, der hverken sparer på effektive, fysiske detaljer (eller "gore", som gyser-aficionadoer opsummerer det) eller adrenalinpumpende effekter. Karaktererne er velskrevede og velrealiserede og vigtigst af alt emmer det hele af en Twin Peaks-agtig "weirdness"-faktor, som er unik for Remedy. Ét eksempel er at Sagas partner er Alex Casey - det har det samme navn som Wakes hovedkarakter i hans bøger. Ikke bare det, han har instruktør Sam Lakes ansigt og krop og Max Paynes stemme (James McCaffrey). Hvorfor? Ja, jeg vil ikke ødelægge noget, men det er ikke alle åbenlyse spørgsmål der besvares, og når de besvares sker det ikke rigtig lineært. Som David Lynch har gjort tidligere med både Twin Peaks, men også med mange andre værker som eksempelvis Inland Empire, så bliver det bizarre kogt sammen med det konventionelle og mondæne, der skaber en slags konstant foruroligende fornemmelse, der sætter sig på rygsøjlen hele vejen igennem. Med andre ord; det virker.

Der er nogle enkelte replikker, der dog bliver for direkte, som om at Remedy ikke har fået plastret det hele til i deres stil, og disse kommer ofte fra Saga, som særligt i spillets første kapitel fremstår lidt mere blåøjet end hun uden tvivl er. Der er dog kun tale om enkelte instanser hist og her, og i brede træk præsterer Remedy et fremragende manuskript der fastholder mystikken, det ukurante og det dragende hele vejen igennem.

For at vende tilbage til A24-analogien, så er det decideret vildt at Remedy ikke bare laver spil baseret på så kompromisløse visioner, og formår at kombinere det med tydeligvis avanceret teknologi. Den nye udgave af Northlight-grafikmotoren præsterer ikke bare relativt flotte karaktermodeller, men måske mest afgørende skelsættende, bjergtagende omgivelser der kun forbedres yderligere af studiets mesterlige sans for lyssætning, positionering af interiør og strukturering af sekvenser og scener. Ligesom Control er alt solidt timet og tilrettelagt, og ser fabelagtigt ud, men ulig Controls Oldest House finder Remedy magien ved at indsætte uhyggen under huden på det mondæne, præcis som i Twin Peaks, og som resultat er Alan Wake 2 både en dyd at se på, og at høre på. Desuden kører det tilforladeligt i Performance Mode på PlayStation 5 med kun få fald i billedehastigheden. Det skal dog siges at de i hvert fald forekom mere end en gang, og selvom at jeg ikke har noget imod at kalde Alan Wake 2 veloptimeret set ud fra mit personlige perspektiv, så kan det være at mere udførlige tekniske tests afslører sandheder jeg ikke har kunne spotte.

Det kan være, at jeg ender med at fortryde, hvor meget jeg er faldet for Alan Wake 2. Nu er denne anmeldelse så sandelig ikke skrevet med henblik på at passe ind i en kritisk konsensus jeg endnu ikke kender noget til, men det er altid sårbart at træde ud fra skyggerne og proklamere at man anser et givent spil for at være et mesterværk. Men Remedy fortjener den hæder, de fortjener al ros jeg kan mønstre for at være modige nok til at træffe nogle spændende designbeslutninger, der begrænser Alan Wake 2's masseappel, men som forøger spilleglæden for dem af os der er tilbage. De fortjener at jeg kalder det her spil hvad jeg synes det er - et mesterværk. De fortjener et 10-tal, og selvom at spilbranchens prinsedreng vil bade i Game of the Year-priser i december, så vil jeg tænke på Cauldron Lake.