Skip to main content
Gamereactor Hardware Alienware 15 R3
Hardware

Alienware 15 R3

Alienwares nyeste bærbare kan konfigureres fuldt ud, og det skal man så sandelig også betale for. 

Kim Olsen 21 november 2017

Alienware leverer en serie gaming-computere kaldet 13, 15 og 17, og ikke overraskende er det størrelsen på skærmen der dikterer navnet. De er, som sædvanlig i Dell/Alienware-stil, fuldt konfigurerbare, og ellers er de ret ens.

Vi har taget et kig på mellemsegmentet, 15-serien, og fået R3-udgaven af denne med et GTX 1080MQ til låns. Grundet det kraftige kort starter denne serie på lidt over 17.000, så selvom det kan blive meget værre, hvis du er på udkig efter en kraftig gaming-bærbar, så skal man så sandelig betale for det her bæst.

Computeren kommer ikke overraskende med Windows10, diskret koksgrå/mat aluminiumsoverflade, og er omkring tastaturet beklædt med et tyndt lag mørkegråt gummi. Kikset, måske, men det er dog usædvanligt behageligt at røre ved, og lade sine hænder hvile på. Med en vægt på 3,5 kg ligger den lige på grænsen til at være en kende for tung, men det går an. Den er meget industriel og stilren, og lugter en lille smule af gamer, uden at være en neonfarvet teenagefest.

Siden har RGB-belysning, og det styrer man som alt andet lys med AlienFX-softwaren. Finish og stil er ret gennemført - selv for en maskine i det her prislag. Der er naturligvis også software til at styre overclocking og blæserne. Det er fint og nydeligt udført uden at være forvirrende.

I modsætning til hvad man anser som "normalt" i branchen, så har man dog ikke alle tilslutningerne i siden. Bag på sidder nemlig "udsugningen" som Alienware selv kalder en "Termisk Hylde", der udover blæsere og køleprofiler også huser en del kabler. Det gør også at skærmen sidder usædvanligt godt fast. Når nu kablerne ikke skal monteres i siden, og at der heller ikke bliver smidt varm luft ud af siden, så sparer man både plads og støj, og det virker det fremragende. Den højre side har dog en type A USB 3.0-port, der er spejlet i venstre side også, begge med Super-Speed. Der er også en ekstra USB 3.0-C-port med Power-Share, der gør det muligt at oplade eksterne ting - men med en brugerfastsat begrænsning. Der er også hovedtelefon og mikrofonstik.

Bagsiden har netværksport fra Killer, Minidisplay-port, HDMI-udgang, Thunderbolt3, strøm og udgang til Alienwares egen grafikforstærker. Der er så køleindtag i siderne - men uden blæsere, således at al støjen er smidt om bag computeren. Også undersiden bærer præg af at man har tænkt på køling som det første.

Der understøttes op til 32Gb DDR 4 RAM - vores havde 16 - og for dem der vil have mere, så passer den også til Alienwares eksterne grafikkortkabinet. Med et GTX1080 bør der dog gå lidt tid før end at det er nødvendigt.

Tastaturet er Alienwares eget TacTX. Det er fint, med en meget kort vandring på 2.2mm, og fuld RGB. Det er fint som bærbart tastatur, men ingen større revolution. Det er forstærket med en stålplade, og det sker, ifølge marketingmaterialet, for at opnå større ensartethed, det giver god mening, men mon ikke det også tjener til at afstive hele computeren.

Skærmen kommer i to versioner, enten et 15,6" IPS-panel eller et 120 Hz TN-Panel. Begge med G-sync, dog er TN-panelet på 400 nit i stedet for 300 nit for IPS-panelet. Nit er i øvrigt det samme som cd/cm2. Lysstyrke var dog ikke noget der manglede i det IPS-panel som den testede computer havde, tværtimod. Den har et ansigtsgenkendelsessystem indbygget også - det er sikkert super, men i starten er man bare irriteret over et lille rødt lys der blinker.

Batteriet holder ikke overraskende kun 2.5 timer med standardindstillinger, men er man villig til at skrue ned for lysstyrke og indmaden, så kan man presse en hel del mere ud af den.

Højttalerne er den eneste del der skuffer lidt, her runger det kraftigt og hele kabinettet vibrerer når lydstyrken kommer op på 70% eller over.

Musepladen, ja den har naturligvis også fuld RGB. Unødvendigt - men ganske blæret.

Bagsiden er i øvrigt nem at få af, og der er 2x M.2-pladser klar, og der er nemt adgang til RAM også. Det er sjældent det er så nemt med en bærbar.

Vores testeksemplar er som sagt en i7.7820HK, 16 GB DDR4 Ram, 1 TB SATA, og 256 GB SSD til ca. 21.000,-.

Det giver følgende resultater:

3D Mark Benchmark
Time Spy: 5723
Fire Strike Ultra: 4079
Fire Strike:7741
Fire Strike: 13979
Sky Diver: 26454

Vi snakker ganske potent præstation for en bærbar - men flydende 4K gaming er vi langt fra.

The Division:
Ultra: 82,9 FPS
High: 104,9 FPS

Middle-earth: Shadow of war
Very high: 97FPS
Ultra: 85 FPS

Total War: Warhammer
Ultra: 84,5 FPS
High: 108,5 FPS

Total War: Warhammer 2
High: 84,9 FPS
Ultra: 62,6 FPS

Støjniveauet overrasker dog voldsomt. Grundet at blæserne vender bagud - og er bag ved skærmen, så målte vi kun 34 dB i snit, med små peaks på 36 dB - det er meget støjsvagt for et GTX 1080.

Temperaturerne er også ganske interessante, her målte vi lidt overraskende max GPU til 75 grader, mens CPU'en kom op på hele 98 grader - det er altså i overkanten - og det må kraftigt anbefales at man skruer blæserne op på konstant maksimum hvis man vil presse maskinen.

Ved mindre krævende spil som eksempelvis Fortnite kom hverken CPU eller GPU dog over 65 grader.

Samlet set er Alienware 15 R3 virkeligt lækkert lavet. Det er dejligt at man selv kan vælge om man vil have en skærm til FPS- eller RTS-spil, så ekstra point for fleksibiliteten. Prisen er ok uden at være billig med indmaden in mente. Vægten er lige på grænsen, batterilevetiden ligeså, og da højttalere og tastatur er fine - men ikke imponerende, så rammer vi ikke et 10 tal - men det er tæt på. Der er dog rigtigt mange ting ved grunddesignet der påskønnes, især den "termiske hylde" der både giver bedre støjforhold, og også køler GPU'en. Så mangler vi bare en lige så god køling af CPU'en.

Fuld profil 1.173 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.