Der manglede ikke drama, da Eden Studios og Atari tidligere på året "glemte" at udsende Alone in the Dark til alverdens mange spilmedier forud for lanceringen af spillet, og dramaet blev ikke mindre efter at en håndfuld spilsites (her i blandt Gamereactor) publicerede anmeldelser i den laveste ende af skalaen.
Men Eden Studios har tilsyneladende lært af affæren, og på årets Games Convention i Leipzig, brugte holdet mere tid på at fremvise PlayStation 3-udgaven af spillet samt at forsikre spiljournalisterne om, at samtlige fejl ville være rettet i denne, end at forsvare de tidligere udgaver. Således var vi vidne til et spil, der både havde et langt bedre kamera, hurtigere og mere glidende kontrol samt en bedre fungerende bilfysik.
Samtidig kunne Eden Studios fortælle, at man via en patch, ville rette disse fejl i den allerede udsendte Xbox 360-udgave. Der blev ikke nævnt nogen dato for denne opdatering, men vi forventer at det sker indenfor den nærmeste fremtid.
PlayStation 3-udgaven er på gaden i november.