Der skulle gå næsten 3 år siden hendes vidunderlige debut "This Is The Life" før Amy MacDonald vendte tilbage til musikscenen med nyt. Denne gang vender hun tilbage med en håndfuld finurlige og dejlige indie pop sange, der oser af uskyldighed og selvsikkerhed på samme tid.
Den succes Macdonald har nydt siden hendes debut, har ikke bremset hendes evne til at skrive gode og lyrisk fine sange, der viser en modenhed man sjældent finder hos en 22- årig pige. De mest hårdkogte blues-sangere vil nemt misunde hendes sans for sjæl i teksterne og det er ganske beundringsværdigt, at hun viser en fornyet styrke på sit andet udspil.
Rent musikalsk er der ikke sket meget, siden vi sidst hørte fra Amy Macdonald. Der er intet progressivt i den stil hun ligger for døren, selvom numrene måske har en tendens til at blive en anelse mere rockede end tidligere. Men hvis der ikke er noget ødelagt, er der jo heller intet at reparere. Hendes sangskrivning, både i stil og substans, minder meget om Kirsty MacColl, men hendes dybe og mere melankolske vokal giver teksterne mere dybde og det er et smukt sammenspil.
Hendes største talent ligger i at bygge mange lag på de ellers så enkelte sange. De smukke melodier har en evne til tage lytteren med ned til et mere drømmende stadie, hvor man føler sig et med musikkens kompositioner. Fra Give It All Up til de kondolerende gisp fra Your Time Will Come synger den unge pige om steder, hun håber alrdig selv at ende. Hun giver dermed sig selv en stor modenhed og hun udtrykker lyriske tanker og forestillinger om livet, og hvordan forskellige handlinger fører til forskellige udfald af skæbnen. Under denne overflade mærker man de skotske og folkelige rødder som giver musikken en enorme dybde, og som vil holde en god grobund under det unge talent.
Det burde misunde enhver, at en 22-årig pige er ekstremt selvsikker om sig selv og sit eget talent. Og hun har bestemt noget at have det i. For et bevise sit værd slutter hun albummet af med den fantastisk skrøbelige og smukke What Happiness Means to Me, der flyder ud i et hemmeligt nummer som dækker over Bruce Springsteens klassiske "Dancing In The Dark"
Faktisk har Amy Macdonald meget tilfælles med Bruce Springsteen. De evner begge at tale direkte fra hjertet om håb, fortrydelse, kærlighed og meningen med livet, uden det bliver klichefyldt, og de skriver begge sange som evner at udfolde sig mere og mere hver gang de rammer øresneglen.
Amy Macdonald er kun i begyndelsen af sin karriere og har allerede haft en utrolig debut og en ligeså god opfølger. Det på et popmarked hvor de fleste kunstnere mangler substans. Jeg kan med glæde anbefale albummet og med tiden, vil disse sange og Amy Macdonald med garanti modnes til noget ganske utroligt.