Menneskeheden har efterhånden en del år på bagen, men det var ikke indtil for ganske nyligt, at man sådan rigtigt kunne opleve vores kollektive origin story i spilformat.
Ancestors: The Humankind Odyssey udkom i 2019 og blev skabt under ledelse af Patrice Désilets, der er kendt for sit arbejde som game director på Prince of Persia: The Sands of Time, Assassin's Creed og Assassin's Creed II. Her spiller du som en linje af primater i det præhistoriske Afrika, der skal forsøge at overleve i det smukke, men barske junglemiljø.
Kombinationen af open-world og survival-elementer har som så mange før vist sig effektiv, og derfor kan udvikleren Panache Digital Games i en ny trailer afsløre, at over en million spillere har prøvet kræfter med spillet.
Det er pæne tal for et spil, der lidt blev glemt blandt de mange solide lanceringer tilbage i 2019. Det bliver derfor spændende at se, om udvikleren kan bygge videre på succesen med et endnu mere ambitiøst spil i fremtiden.
Du kan se "takke"-videoen herunder, men vær dog opmærksom på, at den er fyldt med højrystede streamere, der om noget beviser, at evolution ikke nødvendigvis er en lineær proces.