Skip to main content

And You Will Know Us By The Trail Of Dead – Source Tags & Codes

Et to år gammelt album lander på Gamereactors bord, og skaber mindst lige så meget glæde som da det kom ud for to år siden.
Jannik Tai Mosholt 8 juli 2004

Udover at have et helt fantastisk navn, står "And You Will Know Us By The Trail Of Dead" for yderst tilfredsstillende, om end fuldstændig kompromisløst, garagerock. Albummet "Source Tags & Codes" er egentlig fra 2002, men her er det igen - og det er fandeme godt. Uigennemskuelige sangstrukturer, larm fra alle sider, og kun afbrudt af få øjeblikkes absolut skønhed. "Source Tags & Codes" er et gennemført album og guf for fans af amerikansk støjrock.

Åbningen "Invocation" byder dig varmt velkommen, før "It Was There That I Saw You" fejer benene væk med sine abrupte start-stop-start-mekanismer, der kortslutter hjernen og ikke giver meget plads til at finde rundt i det musikalske landskab. Som album er det hård kost, men det vinder ved koncentrerede gennemlytninger, og langsomt åbner "Source Tags and Codes" sig op som en af forårets allersmukkeste blomster, fyldt til randen med modhager.

Vi befinder os meget langt fra den ypperligt trendy "The Scene", melodierne er hos Trail Of Dead langtfra så ligefremme som hos andre "garage"-bands, som BRMC og The Walkmen. Til gengæld bliver du ikke træt af Trail Of Dead lige med det samme, de er nærmere beslægtet med hedengangne "At The Drive In", og placerer sig bare i kraft af det helt i top af den alternative rocks snævre hierarki. Var du en af de mange der ikke opdagede Trail Of Dead da "Source Tags & Codes" kom ud første gang, har du chancen nu. Grib den, det kunne være dette supersoniske lydbombardement var lige noget for dig!

Fuld profil 142 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.