Anja Kickbush' debutalbum Don't Pretend, er en svær størrelse. Den låner fra alle mulige forskellige genrer, som klassisk rock, folk og garage og forsøger sammen med sin mørke personlige vokal, at få denne tilsyneladende musikalske rodebutik til at gå op i en højere enhed. Heldigvis lykkedes dette eksperiment et langt stykke hen ad vejen.
Anja Kickbush' personlige, nærmest dystre vokal guider lytteren gennem en række numre, der adskiller sig fra hinanden i både genre, tempo og udtryk, og netop vokalen formår at skille sig ud fra mængden og det er efterhånden en svær opgave.
Det er til gengæld også svært at danne sig et helhedsindtryk, da pladens præmis er konstant at danne indtryk for derefter at bryde dem og skabe nye. Det er en modig tilgang til en plade, der på den ene side virker konventionel og harmløs og på den anden side er uhyre kreativ og aggressiv. Det er klart at med sådan et mangefacetteret udtryk, at noget virker bedre end noget andet, men succesfuldt er det, specielt fordi eksperimentet pardannes med en stor følelse for musikalsk detalje.
Smukt skrevne ballader akkompagneret af løse taktslag og blød elektrisk guitar på I've Changed My Mind og old school rock n' roll med larmende bækkener og skurrende guitarer på Have It Your Way, imponerende er de forskellige komponeringer, men aldrig helstøbte og dette holder Don't Pretend fra at nå de højder, den så ivrigt stræber efter.
Når det så er på plads er pladens velspillet med en masse gode ideer, der står i kø for at vise sig frem, og med en mørk og personlig vokal til at følge de rockede toner er Don't Pretend et vellykket eksperiment.