Anmeldelse: Bubsy 4D - til alles overraskelse et kærkomment gensyn

Lad os spole båndet tilbage til 1995, hvor mine to storebrødre og jeg for første gang stiftede bekendtskab med rødlossen Bubsy. Jeg var syv år gammel og husker, hvordan vi omhyggeligt bladrede igennem udvalget af udlejningsspil i den lokale videobutik i Ystad, hvor jeg voksede op. Af en eller anden grund faldt vi for den glade kat, der kom flyvende imod os på coveret. Derefter er mit stærkeste minde en blanding af frustration, skuffelse og opgivenhed. Spillet var simpelthen for besværligt for mit syvårige jeg, og jeg mener ikke, at vi nåede igennem særlig mange baner.

Bekendtskabet med Bubsy kunne have sluttet dér, og mange anmeldelser af de senere spil indikerer, at det nok også burde have været tilfældet. Men visse spilserier har en evne til at kløe sig fast og poppe op igen i tide og utide som en trold af en æske. Nogle gange mindede Bubsy om sig selv via YouTube-kanaler som Angry Video Game Nerd, og andre gange på deciderede lister over rædselsfulde spil. Trods denne dystre forhistorie var der alligevel noget, der lokkede, da Bubsy 4D dukkede op på listen over kommende anmeldelseskoder.

Nu, godt tredive år senere, har Bubsy landet hos det New York-baserede spilstudie Fabraz. Dette efter at Atari lavede en bulk-aftale med den tidligere udgiver Accolade i 2023. Fabraz er et indiestudie, der er kendt for titler som Demon Turf, Slime-san og Planet Diver. Med facit i hånd kan jeg med glæde meddele, at Ataris satsning med at overlade ansvaret til netop dem har givet os noget så sjældent som et oprigtigt godt Bubsy-spil.

Fabraz har virkelig lavet deres hjemmearbejde. Bubsy er lynhurtig, Woolies elsker stadig garn, og verdenerne suser forbi i et hæsblæsende tempo. På overfladen føles alt meget velkendt for os, der har erfaring med seriens tidligere kapitler. Men udviklerne har også dykket dybt i arkiverne og fisket karakterer frem som Oblivia, Terry og Terri, som oprindeligt optrådte i den mislykkede tv-serie fra 1993.

Væk er de mareridtsagtige placeringer af fjenderne. Væk er vildkatten, der løber ud af billedet. Væk er det, at du opløses i den blå luft efter blot et enkelt uheldigt sammenstød med en fjende. Fabraz har bidt mærke i det, der var mest frustrerende ved originalspillene, og ladet noget nyt blomstre op.

Bubsy 4D indledes med, at slænget sidder hjemme hos Bubsy og leger med hans gamle videokamera. Pludselig braser rotte-forskeren Virgil ind og forkynder, at Woolies er tilbage. Denne gang stjæler de planetens får i stedet for garn med det formål at skabe deres eget gyldne supergarn. Planen slår dog fejl; fårene vælter deres fangevogtere og bygger "Baabots" - en armé af fårelignende robotter, som vender tilbage for at lægge beslag på alt det gyldne garn. Dette kan selvfølgelig ikke få lov at fortsætte, og snart hvirvles slænget ind i en intergalaktisk klapjagt.

Handlingen er bevidst banal, og dialogen gør tykt grin med både dette og spilseriens brogede historie. Stemmeskuespillet er for det meste rigtig underholdende, og karakterens klassiske signaturreplik "What could possibly go wrong?" leveres med mere finesse end nogensinde før.

En demo har været tilgængelig i godt en måned på konsol og siden efteråret på PC. Reaktionerne har været overraskende positive, især sammenlignet med seriens tidligere lavpunkter. En detalje, der for alvor har stukket ud, er hyldesten af spillets stramme styring - noget, jeg i begyndelsen var en smule skeptisk overfor. En central del af Bubsy 4D er nemlig speedrunning; at slide banerne op for at klatre op ad de globale ranglister.

Nogle baner inde gik det op for mig, at det tog mig hele 25 minutter at gennemføre et niveau, kun for efterfølgende at opdage, at verdensrekorden lå på godt to og et halvt minut. Jeg nåede at tænke: Hvad er det, der er så fantastisk ved den styring? Nogle timer senere, da spillet var gennemført, faldt tiøren endelig. Det handler simpelthen om at give slip, slide knapkombinationerne ind i muskelhukommelsen og vove at satse hele butikken.

Der er så meget positivt at sige om spillets styring, at jeg vil starte med det helt grundlæggende: Responsen føles hundrede procent præcis. Bubsy kan vende på en tallerken, udføre hurtige angreb i farten og svæve yndefuldt gennem luften. Derudover introduceres en evne, hvor katten ruller sig sammen til en bold og suser afsted gennem niveauerne. Det krævede ganske vist en hel del genstarter og en solid strøm af edder, før jeg mestrede systemet, men når styringen først sidder på rygraden, vokser spillet enormt. Så bliver det en sand fornøjelse at genbesøge de forskellige planeter.

Undervejs på rejsen kan man desuden købe nye evner og kosmetiske genstande af nevøen og nien Terry og Terri. Visse opgraderinger forbedrer klatring og hop, hvilket ændrer hele spildynamikken, mens kosmetiske valg lader dig pifte Bubsys udseende op - eller sågar få ham til at se ud nøjagtig, som du husker ham fra gamle dage (!).

Bubsy holder sig ikke tilbage for at bryde den fjerde væg. Han kommenterer på ting, der sker, mens du spiller, og endda når du pauser eller foretager ændringer i spillets menuer. Slår du hans dialog fra, anklager han dig for censur. Pauser du på et uheldigt tidspunkt, beklager han sig over din timing. Derudover er der masser af andre små skjulte perler, som du selv må gå på opdagelse efter.

Grafisk set har Fabraz satset på en cel-shading-stil, som giver spillet en herlig, tegneserieagtig følelse. Dette fungerer glimrende for persongalleriet og fjenderne, men desværre en smule ringere for miljøerne, de befinder sig i. Jeg har fuld forståelse for, at et spil med så stærkt fokus på speedrunning må prioritere en upåklagelig billedhastighed (framerate). Men når dette sker på bekostnad af detaljerigdommen, trækker det ned i min bog.

Verdenerne er ganske vist farverige og charmerende, men føles indimellem ret tomme. Banedesignet er dog åbent med masser af alternative ruter til den eventyrlystne og tydeligt afmærkede veje til den, der vil spille sikkert. Eventyret strækker sig over tre unikke planeter, der er bygget af henholdsvis garn, bølgepap og affald. For hver ny verden introduceres nye udfordringer og fjender, som gør kattens liv til en svedig prøvelse.

Med årene er jeg blevet ret mæt af platformspil, der holder spilleren i hånden. Super Mario er for eksempel ikke længere lige så utilgivende, som dengang vi gamle rotter sled Super Mario Bros. op på NES. I Bubsy 4D blev jeg dog hurtigt klar over, at Fabraz har gået en snorlige balancegang og er landet på den helt rigtige side af sværhedsgraden. Et platformspil skal være udfordrende, men det skal ikke give os grå hår eller posttraumatisk stress.

Der var absolut tidspunkter, hvor jeg slukkede for spillet i ren udmattelse over sværhedsgraden. Men når jeg senere vendte tilbage til samme bane, udrustet med en bedre forståelse for styringen, blev det i stedet afløst af en enorm glæde over, hvor langt jeg var kommet. Med det sagt er spillet ikke helt nådesløst. Der er gavmilde gemmepunkter i form af kattebakker, og du behøver sjældent at spille store passager om for at komme tilbage. Inden styringen sidder helt i skabet, kan visse forhindringer dog føles på grænsen til uoverkommelige.

Opbygningen følger en traditionel platformsformel: Du klarer fire-fem baner og står derefter over for en boss. I min bog er en god bosskamp en, der kræver flere forsøg. Du fejler fatalt i begyndelsen, men for hver runde lærer du bæstets mønstre at kende og finder en vej frem. Når bossen endelig falder, spreder der sig en utrolig fed følelse i gamer-hjertet, og nøjagtig sådan er det her. Bubsy 4D er udfordrende på den absolut bedste måde. Desværre er eventyret i den korte ende, og jeg krydser fingre for en fremtidig DLC, der tilføjer flere verdener. Alt i alt tog spillet mig 4-5 timer at gennemføre. Ved en anden gennemspilning tror jeg, at de fleste snildt kan halvere den tid.

At skulle opsummere Bubsy 4D er en langt hyggeligere opgave, end jeg nogensinde havde turdet håbe på. Ja, den korte spilletid, de til tider tomme miljøer og de visuelle kompromiser af hensyn til billedhastigheden afholder titlen fra at nå den absolutte platformshimmel. Men når styringen først sidder lige i skabet, og man suser hen over skærmen med et smil på læben, blegner de grafiske mangler betydeligt.

Fabraz har præsteret det tilsyneladende umulige: De har fjernet den gamle skamstøtte og gjort rødlossen Bubsy relevant igen. Der er måske ikke tale om et banebrydende og fejlfrit mesterværk, men det er en genuint stærk, udfordrende og utrolig underholdende platformsperle, som langt overgår forventningerne. For den syvårige, der i sin tid sukkede opgivende foran udlejningsspillet, er genoprejsningen total. "What could possibly go wrong?" spurgte Bubsy sig selv engang. Denne gang er svaret: Forbløffende lidt.