Der er få skabere, der har været lige så effektive til at filmatisere videospil som Adi Shankar. Det, der startede med Castlevania - som fortsat står som en af de bedste spil-adaptationer til dato - eskalerede hurtigt til den fremragende og særprægede Captain Laserhawk: A Blood Dragon Remix, opfølgeren Castlevania: Nocturne og nu anime-versionen af Capcoms Devil May Cry. Shankar ved, hvad der skal til for at forvandle spil til fængslende tv, hvilket hans portefølje beviser, også selvom jeg personligt følte, at første sæson af Devil May Cry lod en smule tilbage at ønske.
Misforstå mig ikke; første sæson bød på masser af underholdning og slående action, men jeg synes, den var for længe om at komme i gang og brugte for meget tid på en ineffektiv introduktion af karaktererne og deres motivationer. Den havde sine fejl, men fungerede som et stærkt fundament, og derfor overrasker det nok ikke, at anden sæson står som en betydningsfuld evolution.
Dette næste kapitel i historien starter umiddelbart efter begivenhederne i første sæson. Dante og resten af holdet forsøger at forpurre endnu et plot om at åbne en portal til dæmonriget Makai, hvilket ville kaste menneskeheden ud i en helvedesagtig invasion. Den store forskel denne gang er den langt større rolle, som Vergil spiller, og hvordan dæmonherskeren Mundus er flettet ind i Sparda-brødrenes fortid. Det hele trækker tråde til Argosax, en tidligere dæmongud, der forsøger at genvinde sin magt. Den kringlede, næsten spionage-agtige fortælling om "The White Rabbit" er blevet skubbet til side til fordel for langt mere storslåede kampe mellem guder og mennesker. Det betyder naturligvis, at anden sæson er stopfyldt med visuelt imponerende actionsekvenser, der får en til at tabe underkæben.
Hvor første sæson var mere taktfuld og næsten langsom i sin historiefortælling, er anden sæson det modsatte. Disse episoder kører uden bremser, mens man kastes mellem slagkraftige plotpunkter og scener, hvor verdens skæbne altid føles på spil. Det bliver måske en kende for hektisk og kaotisk til tider, hvilket efterlader lidt for lidt plads til, at historien kan simre og følelserne boble op til overfladen. Men som underholdningsprodukt - og især som en serie baseret på Devil May Cry - føles det som en mere passende og engagerende retning.

Fortællingen har stadig sine mere indviklede og bevidste twists, selvom nogle af dem bliver tiltagende gennemskuelige, som sæsonen skrider frem. Der er afsløringer, som vil overraske de uindviede, hvilket i sidste ende fører til en overbevisende karakterudvikling - i det mindste for de kernefigurer, der stjæler rampelyset denne gang. Og det er måske her, anden sæson er svagest: Der lægges så stor vægt på Dante, Vergil, Lady/Mary, Mundus og Arius, at næsten alle andre karakterer føles som en eftertanke. Hovedpersonerne føles bedre sammensat denne gang med stærkere motivationer og skarpere dialog, men for en serie, der tydeligvis har en tredje sæson i tankerne, må man bekymre sig over manglen på biroller, der får plads til at skille sig ud (eller overhovedet overleve...).
Men hey, det Shankar og Netflix har flikket sammen med denne anden omgang episoder, er en virkelig spændende action-rutsjebanetur. Animationen er i topklasse, tempoet taber aldrig pusten, og musikken sørger for at holde pulsen oppe. Det er underholdende og spændende, og man kunne reelt ikke bede om meget mere af en Devil May Cry-adaptation.