Anmeldelse: Elden Ring: Tarnished Edition - langt, langt bedre end frygtet

Der, der skulle have været en launch-window udgivelse til Switch 2, endte med at blive forsinket op imod et helt år. Men det glæder mig at kunne meddele, at Elden Ring: Tarnished Edition har været ventetiden værd, da der er tale om en bundsolid port af det gigantiske rollespil. Kører det perfekt på Nintendos håndholdte maskine? Naturligvis ikke, men en håndfuld skønhedsfejl er et acceptabelt kompromis for at kunne have det enorme eventyr med på farten.

Elden Ring behøver næppe en lang introduktion. Open world-spillet er et af de bedst anmeldte nogensinde, har solgt over 30 millioner eksemplarer og høstede utallige GOTY-awards tilbage i 2022, inklusive Gamereactors. Derfor forestiller jeg mig ikke, at der er mange gamere tilbage, der ikke allerede har spillet det. Hvis du er en af de få, der ikke har, og Nintendo Switch 2 er din eneste konsol, så er Tarnished Edition den største no-brainer nogensinde. Her får du en genialt designet spilverden med en dybt fascinerende mytologi, et utal af formidable fjender og bosser at kæmpe imod, og en utrolig frihed til at udforske uden begrænsninger og finde din helt egen spillestil. Forbered dig på, at dette massive eventyr vil tryllebinde dig i månedsvis.

Har du derimod endnu ikke spillet Elden Ring, men ejer flere konsoller, så synes jeg personligt, at spillet fortjener en første gennemspilning på en anden konsol og storskærm. Dog er den visuelle nedgradering på Switch 2 ikke vanvittigt mærkbar. Værst synes jeg, det er gået ud over spillets vegetation. Træer og buske har aldrig været en af Elden Rings visuelt stærke sider, men i Tarnished Edition er de ekstra uskønne og kan til tider næsten se lidt todimensionelle ud. Desuden loader vegetation og de skygger, den kaster, nogle gange lidt for langsomt ind, hvis du rider hurtigt igennem et åbent område, men det er et forventeligt kompromis, når der er tale om en enorm verden næsten uden loadetider.

Så er der arkitekturen. Elden Ring byder på et utal af fortryllende og ildevarslende slotte, katedraler, borge, kirker, templer osv., og det er en af de helt store glæder ved spillet at se en gigantisk struktur tårne sig op i horisonten og vide, at den ikke bare er til pynt, men at man med garanti kan komme derind og udforske den. Langt hen ad vejen ser disse pejlemærker lige så imponerende ud som i spillets andre versioner, men jeg bemærkede både i Stormveil Castle, spillets første store dungeon, og Leyndell, spillets majestætiske hovedstad, at Switch 2 kan have lidt svært ved at rendere de mange tårne og spir ordentligt i baggrunden, så de kan komme til at fremstå lidt lego-agtige - i hvert fald, når man spiller håndholdt. Den sidste visuelle knast, jeg har bemærket, er, at visse karaktermodeller kan se lidt blanke og skinnende ud. Dette gælder i særdeleshed karakterer med pels, såsom menneskeulven Blaidd, og større, mere avancerede 3D-modeller som drager.

Med hensyn til billedhastighed er jeg ikke den mest teknisk kyndige dommer, men i mine utrænede øjne lader spillet til at køre i ulåste 30 frames - jeg lader mig glædeligt korrigere, hvis det ikke er sandt. Dog virker performance for det meste relativt stabil, på nær når man befinder sig i en åben zone med mange fjender og effekter på skærmen på én gang. Vil du vide spillets nøjagtige opløsning og billedhastighed håndholdt og docked, må jeg henvise til andre anmeldelser, men jeg kan i hvert fald med sikkerhed konstatere, at spillets kerneoplevelse er bevaret. De bjergtagende udsigtspunkter og den konstante følelse af at være en lille, sårbar skikkelse i en gigantisk, mystisk og faretruende verden er i lige så høj grad til stede på Switch 2 som i andre versioner.

Og ærligt talt er det svært for mig at være for kritisk. Jeg tror, vi alle godt var klar over, at dette enorme spil, der i forvejen ikke kører fantastisk på langt stærkere konsoller, ikke på magisk vis ville køre i 4k/60 fps på Nintendos lille maskine, og at der måtte gås på kompromis visse steder. Man kunne eksempelvis have frygtet, at antallet af fjender og dyr i den åbne verden var blevet drastisk reduceret, eller at loading screens ville vare mellem et halvt og et helt minut (som i pre-patch Bloodborne), men heldigvis er ingen af delene tilfældet.

Tarnished Edition byder desuden på små stykker kærkomment nyt indhold. Der er to nye startklasser: Heavy Knight, en intimiderende ridder i tung rustning, og den elegante Idus Knight, der starter med et light greatsword - en af de våbenkategorier, der først blev tilføjet i udvidelsen Shadow of the Erdtree. Ydermere findes der nu forskellige stilede outfits til Torrent - din trofaste dobbelthoppende hest med gedehorn. Det skal nævnes, at disse små tilføjelser også vil være tilgængelige på andre platforme i form af en lille addon.

Tarnished Edition indeholder også førnævnte udvidelse, Shadow of the Erdtree, 20-30 timers særdeles udfordrende indhold i en helt ny verden, der låses op for sent i hovedspillet. Jeg anmeldte i sin tid udvidelsen og gav den 10/10; i dag er jeg ikke helt lige så begejstret og ville nok have givet den 9, men jeg mener stadig, at den med sit skarpe fokus på vertikalt design og endnu mere dystre og undertrykkende atmosfære fungerer som et fantastisk supplement til hovedspillet.

Switch 2 er ikke det bedste sted at opleve Elden Ring for første gang, men det ændrer ikke på den ganske utrolige følelse af at kunne spille et spil af denne skala og kaliber håndholdt og på farten - det havde jeg som lille dreng, der spillede Gameboy-spil, ikke troet ville være muligt. De forventelige skønhedsfejl er i det store hele det eneste kompromis, som jeg personligt er mere end villig til at acceptere for at kunne spille et af mine yndlingsspil når som helst, hvor som helst. Alt i alt en yderst kompetent port af det mesterlige rollespil, der langt hen ad vejen bevarer den bjergtagende verden og den usammenlignelige følelse af eventyr, fare og mystik.