Anmeldelse: Halo: Campaign Evolved

Min historie med Halo begyndte allerede før spillet var blevet udgivet i Europa. Jeg havde en ven der skulle til New York i 2001, og jeg bad ham om at tage en Xbox og Dead or Alive 3 med hjem. Det ville han gerne, men kun hvis han også kunne købe Halo: Combat Evolved og prøve det. Jo, jeg var fuldstændig uinteresseret, men jeg indvilligede.

Dead or Alive 3 blev bestemt spillet meget og var et førsteklasses beat 'em up-spil, men det var Master Chiefs eventyr der viste sig at være det bedste spil af de to. Jeg indså hvor nysgerrige folk var på det, da venner, online bekendte og endda den lokale presse kontaktede mig for at tjekke den legendariske og helt nye (og endnu ikke udgivet i Europa) Xbox ud, sammen med dens killer-app, Halo: Combat Evolved.

Selvom Halo: Campaign Evolved ikke er den første remake af spillet, er det langt den mest overdådige, og den kommer på et tidspunkt hvor Master Chief måske har passeret lidt sin bedste alder, ligesom hele Xbox-projektet har, forøvrigt. Nu hvor 343 Industries er blevet til Halo Studios, skal grafikmotoren erstattes af Unreal Engine 5, og både spilserien og Xboxen kunne godt bruge et lille boost. Det er det perfekte tidspunkt at vende tilbage til eventyret der startede det hele: Halo: Combat Evolved.

Denne pakke indeholder det første eventyr i en kraftigt genskabt form, samt en ny prequel-kampagne. Hvad der dog ikke er inkluderet, er multiplayer. Originalen tilbød split-screen action og understøttede endda LAN-spil, funktioner der er fuldstændig fraværende her.

For mit vedkommende tøvede jeg lidt med hvad jeg skulle prøve først, før jeg besluttede at det trods alt er det originale spil der appellerer mest. Så jeg vendte tilbage til Pillar of Autumn som netop havde trukket Covenant i sit kølvand og opdaget en mærkelig ringverden midt ude i ingenting. For alle der er bekendt med Halo, er det spændende at se hvor meget der har ændret sig, og rækkefølgen af ​​begivenheder der fører op til skibets endelige styrt på ringens overflade, har aldrig været så dramatisk som nu.

Bungies dødseriøse historiefortælling har sat farten op, og det føles også som om at meget sker med et glimt i øjet, ikke mindst takket være Sergeant Major Avery Johnson (spillet af Keston John, der overtager fra David Scully). Jeg er lidt usikker på hvad jeg skal mene om dette, men måske er det nødvendigt med en fortælling, der matcher alle de farverige monstre, ikke mindst de komiske Grunts.

Hvor om alting er, giver det mig stadig gåsehud at træde ud i ringverdenen og se det frodige, paradisiske landskab kun for at blive mødt af spejdende Covenant-styrker på jagt efter overlevende. Ligesom i originalen er der understøttelse af to-spiller split-screen co-op, samt muligheden for at spille med op til fire spillere online. Historien kommer virkelig til sin ret når man spiller solo, men med flere spillere er det naturligvis sjovere at kæmpe sig igennem - og frem for alt at køre Warthogs med rigtige mennesker der bemander maskingeværet.

Halo Studios har også bevaret adskillige funktioner fra senere dele af serien, såsom muligheden for at spurte og sigte ved hjælp af L-aftrækkeren hvilket, for at være ærlig, føles meget naturligt. Det slår mig at det føles som at spille Halo som jeg husker det, ikke som det rent faktisk var. Hvis jeg lukker øjnene, er det omtrent så imponerende grafikken føles, og hvor innovativt og poleret gameplayet var. Så jeg er taknemmelig for at disse funktioner er der, men for dem der ønsker det, er det også muligt at deaktivere de fleste af dem, og du kan endda tilpasse hvor fjender, våben og andre elementer vises, hvilket er en fin detalje. Nogle dele af banerne er også blevet redesignet, i nogle tilfælde ret markant (ikke mindst "Biblioteket"), hvilket umiddelbart er en forbedring, selvom jeg på visse steder har mistanke om at tingene er blevet skaleret op til at rumme fire spillere i co-op - noget originalen, som vi ved, aldrig understøttede - og det får dem til at føles lidt tomme når jeg spiller alene.

Kort sagt, det føles som Halo på alle de rigtige måder, og at høre Martin O'Donnells og Michael Salvatores kompositioner minder mig endnu engang meget tydeligt om hvorfor jeg blev så forelsket i dette univers i første omgang. Halo: Combat Evolved var virkelig et mesterværk fra start til slut, og den følelse har overlevet i denne remake.

Det vigtigste aspekt ved en remake er måske grafikken. Det er trods alt sådan vi visuelt kan se at noget har ændret sig siden sidst. Jeg har skiftet lidt mellem remaken og spilsessioner i Halo Infinite for at se hvor meget der har ændret sig siden da med skiftet til Unreal Engine 5. Og... der er ingen tvivl om at dette er flere kilometer mere imponerende. Nogle sektioner er absolut slående, og de senere dele af spillet med The Flood er særligt imponerende. Kort sagt, ser det ud til at skiftet til en ny grafikmotor var det helt rigtige træk.

Den nye minikampagne der er inkluderet, hedder Operation: Meteorite og består af tre niveauer. Historien følger Master Chief og Sergeant Johnson på en mission før hovedkampagnen, der foregår over den nyligt ødelagte planet Promise. Dette skaber en ret skæbnesvanger mission, men som nævnt er der taler om et lidt mere let stemning med mere humoristiske toner i dialogen karaktererne i mellem. Den byder stadig på hektisk action og adskillige virkelig intense møder, ikke mindst med Brutes (som vi ellers først ville have mødt senere i serien), før det hele kulminerer i en virkelig genial finale som jeg ikke vil afsløre!

At Halo Studios er i stand til at levere noget der føles så meget som klassisk Halo, lover godt for fremtiden. Bortset fra den åbenlyse kendsgerning at multiplayer mangler, noget der kunne have givet spillet meget længere levetid og tilladt os at genskabe de glorværdige Blood Gulch-kampe på en split-screen. Men på trods af det faktum at tonen føles lidt mere let og som en actionpastiche snarere end Bungies stramt kontrollerede univers, er dette Halo som det skal føles.

Fjenderne er ikoniske, våbnene føles konsekvent gode, køretøjerne i dette spil er stadig bedre end stort set alt andet i genren, grafikken er fremragende, og eventyret og variationen er i topklasse. At opleve "The Silent Cartographer" som jeg husker banen gennem rosenrøde retrobriller, fik mig næsten til at få tårer i øjnene. Kort sagt, dette er et spil der er nemt at anbefale til Halo-fans, men også til dem af jer der endnu ikke har haft chancen for at opleve Master Chiefs første, og måske stadig bedste, øjeblik.