I 1987 mødte vi ham i Italien. I 2004 dukkede han op i Mexico City. Nu er turen kommet til Rio de Janeiro. A.J. Quinnells bogserie om John Creasy er blevet filmatiseret to gange før, men nu er det Netflix' tur til at kaste sig over karakteren - denne gang i form af en tv-serie. At skifte miljø og skuespillere er ofte et effektivt greb til at puste nyt liv i en velkendt historie, men i dette tilfælde er slutresultatet en blandet oplevelse.
I denne fortolkning af Man on Fire løfter Yahya Abdul-Mateen II rollen som John Creasy, en tidligere elitesoldat, hvis største evne var at overleve det umulige. Denne heroiske aura er dog fortid; nu møder vi en mand, der kæmper med svær PTSD efter en traumatisk og bekostelig mission i Mexico City. Da Creasy står på afgrundens rand, rækker hans gamle ven Paul Rayburn en hjælpende hånd ud i et forsøg på at få ham på fode igen. Trods Creasys egne protester om, at han ikke er klar til felten, bliver han overtalt til at tage en opgave som livvagt. Men på trods af sin modvilje suges han ubønhørligt tilbage i voldens spiral, da Rayburns datter havner i skudlinjen og har brug for hans beskyttelse.
Beslutningen om at flytte handlingen fra bogens Italien til hjertet af Brasiliens Rio de Janeiro føles logisk, især da serieskaberen Kyle Killen lader til at have haft en ambition om at skabe en geopolitisk thriller snarere end en rendyrket hævnhistorie. Serien stiller interessante spørgsmål om konsekvenserne af USA's indblanding i andre landes indenrigspolitik, og hvordan det rammer individet. Problemet er, at ligningen aldrig rigtig går op. Creasys personlige dæmoner reduceres til et vedhæng, som aldrig får lov til at blive udforsket i dybden. Ved at forsøge at knytte Brasiliens øverste politiske ledelse sammen med Creasys mere intime drama, risikerer man både at formindske den store sammenhæng og overkomplicere en grundlæggende simpel fortælling.
Yahya Abdul-Mateen II gør, hvad han kan, med et spredt manuskript, hvor karakterernes drivkræfter ofte forbliver diffuse. Han og det øvrige ensemble leverer solide præstationer, men de modarbejdes af en handling, der føles forceret i sin stræben efter politisk tyngde. Den røde tråd mellem præsidentpaladsets korridorer og Rio de Janeiros favelaer er langt fra snorlige. Creasys psykiske helbred har også en tendens til at blive behandlet mere som en dramaturgisk gimmick end et ægte karaktertræk - et værktøj til at skrue op for spændingen i enkelte scener snarere end at give tyngde til hans traume. Blandt de øvrige præstationer lyser britiske Billie Boullet og brasilianske Alice Braga stærkest.
I Tony Scotts hyldede filmatisering fra 2004 føltes både atmosfæren og hovedkarakteren rå og autentisk. Her i 2026 fremstår Creasy mere som en karikatur, formet efter samtidens forventninger til en moderne actionhelt: Hvor det før var alkohol, er det nu PTSD, og hvor drivkraften var hævn, handler det nu om sorg, tab og vejen tilbage. Tv-serien snubler i mødet mellem den lille fortælling og den store konflikt. Det er netop denne splittelse, der gør, at serien taber fokus, og at engagementet i karaktererne aldrig rigtig bliver dybere. Hvad vi får, er en stabil actionproduktion, som med et strammere manuskript og en tydeligere identitet havde haft potentialet til faktisk at overgå sine forgængere.
