Anmeldelse: Mina the Hollower - en master class i spildesign

Kære læser, er det ikke egentlig lidt mærkeligt, hvordan visse spil kan føles nostalgiske uden overhovedet at være gamle? Mina the Hollower ligner noget, man kunne have spillet på en overclocket Game Boy Color i 1999, men samtidig er der en moderne spilfornemmelse, design og quality of life-funktioner, som definitivt hører mere hjemme i 2020'erne. Og til de utålmodige: Ja, jeg kan med det samme slå fast, at det her er en seriøs udfordrer til titlen som årets mest charmerende og gennemarbejdede indie-eventyr!

Konceptet er, for dem der har misset det, en smule anderledes. Du spiller som den geniale mus Mina, en såkaldt "hollower", der er bevæbnet med en pisk og evnen til at grave sig ned under jorden for at komme frem i verden. Selve gravningen lyder måske som en gimmick, men faktum er, at det er hele spillets rygrad. Du kommer til at bruge det konstant. Til at undvige angreb, komme forbi forhindringer, finde skjulte gange eller bare forøge farten i den ekspansive spilverden. Det bliver hurtigt et lige så naturligt element som platformshopperiet i Super Mario eller dodge-roll-mekanikken i Dark Souls. Fremfor alt giver det også Mina the Hollower sin helt egen krog i denne proppede genre af actioneventyr med rollespilselementer. Det er ligesom ikke længere nok med lidt lækre sprites, fede chiptunes og et nik i retning af Zelda for at få folk til at tabe mælet. I dag kræves der noget mere, og heldigvis besidder Mina the Hollower præcis de kvaliteter, der får det til at skille sig ud fra mængden!

Dette er et mørkere spil, end den enkle Game Boy-æstetik umiddelbart lægger op til. Ganske vist finder man udviklernes specielle charme og humor fra Shovel Knight, men fortællingen tager også nogle uventede drejninger og formår at formidle utrolig meget med meget få midler. Jeg elsker især den tætte atmosfære, som bedst kan beskrives som, at udviklerne har taget alverdens klichéer fra klassiske, gotiske gyserfilm og pakket dem om til et spil - og mod alle odds skabt noget helt unikt ud af det. Spilmæssigt er det, som om fundamentet er rørt sammen af drømmende og surrealistisk Zelda: Link's Awakening-gameplay, fyldet er Castlevania-stil, og glasuren er den nådesløse og kompromisløse sværhedsgrad fra Dark Souls. Verdenen er stor og levende og opfordrer hele tiden til at afprøve nye ting. Da man hurtigt får adgang til et stort arsenal af evner, bliver spilverdenen oprigtigt spændende at udforske. Man har lyst til at tabe sig selv i den, lære genvejene at kende og konstant lede efter den næste hemmelighed.

Det hjælper naturligvis, at styringen er fejlfri. Mina reagerer prompte på hvert eneste tryk, og kampene har et flow og en præcision, der gør, at selv de simpleste fjender føles tilfredsstillende at mase. Udover pisken er der flere alternativer, såsom knive (mere fokus på nærkamp) og hammeren (langsommere, men kraftfulre), og våbnene kan desuden opgraderes på interessante måder, så Mina forvandles til en hvirvlende tornado af ødelæggelse. Spillet indeholder en del old school-DNA på den måde, at det forventer, at du observerer verdenen, lærer fjendernes mønstre og eksperimenterer med alle de værktøjer, du har ved hånden. Der er - heldigvis - ikke meget hjælp at hente, men det bliver heller aldrig forvirrende, da det knivskarpe spildesign hele tiden skubber dig i den rigtige retning. I kampene finder man hurtigt en nærmest hypnotisk rytme, hvor man konstant skifter mellem angreb undvigemanøvrer. Bosserne er desuden gennemgående geniale! Ikke kun visuelt, men også rent spilmekanisk. Yacht Club Games har opbygget bosskampe, der er udfordrende uden at blive frustrerende, og selvom jeg døde mange gange, kunne jeg aldrig skyde skylden på andre end mig selv.

Jeg skrev tidligere, at Mina the Hollower føles som et overclocket Game Boy Color-spil, og det er absolut ingen overdrivelse! Pixelgrafikken her er fuldstændig fænomenal og særpræget. Det er næsten provokerende, hvor mange detaljer og hvor meget personlighed udviklerne har formået at klemme ind i denne begrænsede visuelle stil. Animationerne er i absolut topklasse, miljøerne emmer af små finesser, og fjendedesignet er måske nok velkendt, men stadig utrolig hyggeligt og charmerende. Spillet formidler en mørk og skæbnesvanger stemning og får det til at se legende let ud - hvilket er lettere sagt end gjort! Grafikken smelter perfekt sammen med det fantastiske soundtrack, der er komponeret af veteranen Jake Kaufman (som passende nok startede sin professionelle karriere med netop et Game Boy Color-spil). Og nu vi taler om spilmusikveteraner, så bidrager den levende legende Yuzo Koshiro også med et par gæstenumre! Tilsammen har disse herrer skabt et lydbillede, der er både melankolsk, truende og mærkeligt hyggeligt på én og samme tid.

Det, der for alvor får Mina the Hollower til at fungere, er dog ikke noget, man præcist kan pege på. Det er snarere følelsen af, at dette er et ægte hjertebarn - et eventyr, der er minutiøst håndlavet af udviklere, som virkelig forstår og elsker denne type spil. Hver lille animation, hver hemmelighed og hver lydeffekt føles både omsorgsfuldt placeret og samtidig så naturlig, som om de altid har været der.

Yacht Club Games kunne have gjort det nemt for sig selv.

De kunne have spyttet endnu et Shovel Knight-spil ud.

I stedet valgte de at lave noget nyt, noget anderledes og måske en smule mørkere.

Mina the Hollower føles derfor aldrig som et billigt forsøg på at ride med på den nemme nostalgibølge. Det er ikke bare endnu et spil i et hav af nygamle indie-titler med påklistret retrografik. I stedet føles det som et spil, der virkelig forstår, hvorfor mange af os forelskede os i den æra til at begynde med. Det var ikke kun takket være imponerende pixelarbejde eller iørefaldende bippe-lyde, men på grund af følelsen af eventyr og udforskning. Følelsen af, at der lå en fantastisk VERDEN presset ned på en lille kassette. En verden fyldt med begrænsninger, jovist, men som også føltes som noget større end blot en samling pixler på en skærm. Og den følelse... Den følelse fanger Mina the Hollower perfekt.

Mina løber gennem natten, som om månen selv har lånt hende sit hjerte. Dette er ikke bare et spil i mængden. Det er et spil, der dufter af dug en sommermorgen. Som regn mod gamle sten. Det fanger en følelse af barndommens tegnefilm, en tid, hvor verden stadig gemte på skatte og mystik bag enhver skygge.