Anmeldelse: The Super Mario Galaxy Movie føles som DLC

Da jeg skrev anmeldelsen af The Super Mario Bros. Movie for præcis tre år siden, roste jeg det, jeg mente var en strålende filmatisering af det særprægede fantasiunivers, som Shigeru Miyamoto, Takashi Tezuka og Koji Kondo har skabt i Mushroom Kingdom. Men jeg kritiserede én ting over alt andet: at den ikke gav sig afgørende tid til at tage en pause i ny og næ, og måske af den grund føltes en smule hul. Så snart den forlod Brooklyn, bombarderede den dig med den ene actionsekvens efter den anden, tabte tråden undervejs og satsede udelukkende på nostalgiske referencer. Men hey, den var så smuk, og nogle af karaktererne var så velformede, at den var værd at anbefale selv til dem, der ikke kender spillene - hvis der overhovedet er nogen tilbage derude.

The Super Mario Galaxy Movie tager overhovedet ikke ved lære af den ofte gentagne kritik. Faktisk gentager den denne "dopamin-bombardements-formel", skræddersyet til ADD-generationen, med endnu mere vanvid, hvis det overhovedet er muligt. Problemet er, at den denne gang gør det næsten uden at have lagt et fundament for sig selv.

Det ville være hyklerisk at forvente, at denne animationsfilm skulle have samme troværdighed og karakterdybde eller tyngde som The Godfather, men for at kunne identificere dem eller blot skelne dem fra hinanden - og for at deres utallige jokes skal lande mere effektivt - krævede castet lidt mere pleje og dialog på skærmen. Med andre ord; for at flyet kan lette effektivt, så kræver det lidt landingsbane først.

Det afgørende memo har den her film bare ikke rigtig fået, for eksempelvis Rosalina bliver fuldstændig skubbet ud på sidelinjen efter en lovende introduktion. Yoshi går fra at være en spændende opdagelse til at være en baggrundsstatist. Og selvom karakteren og hans sekvenser er endt med at være rigtig fede, føles det mærkeligt, at Fox McCloud stjæler rampelyset i en længere periode, som en cameo der bliver lidt for længe. Hvis man piller personligheden ud af efterfølgeren fra Donkey Kong og hans familie, hvis Lumaerne ender med blot at være endnu en barnlig version af Toads, og hvis de mest unikke højdepunkter fra den første film forsvinder, så bliver dette blot en række gags holdt oppe af visuelt spektakulære scener.

Og så er der en anden afgørende faktor, som jeg havde håbet, de ville udnytte: legen med tyngdekraften fra Super Mario Galaxy-spillene. Der er et par enkelte nik i den retning, især i Casino-delen, men hvor er følelsen af vægtløshed fra spillene? Den omvendte verden, "tre-legeme-problemet" eller den skiftende tyngdekraft... På Wii, og selv for dem, der har spillet det for nylig på Switch og Switch 2, var og er dette fantastiske, mavesugende fornemmelser, som filmen ikke formår at udnytte. Ja, du ser asteroider og store planeter, der er inspireret af eller direkte kopieret fra spillene, og der er naturligvis masser af rumrejser og hop, men selve essensen - den rene opfindsomhed fra de spil - bliver udvandet.

I stedet ser man naturligvis meget mere fra Super Mario Odyssey, men også her som hurtige klip (Cascade, Sand) eller endda helt malplaceret (en bestemt sang, hvor den overhovedet ikke passede ind). Den her mikstur trækker også på Mario Sunshine eller Wonder, men ofte uden at etablere referencen ordentligt. Af den grund kommer de visuelt bedste elementer stadig fra de ældre spil, og sandheden er, at de langt bedre slutscener gør rigtig god brug af pixel-art fra Super Mario Bros. og Super Mario World. Endelig noget overraskende, næsten helt til sidst.

Og det er måske det, The Super Mario Galaxy Movie mangler mest: overraskelse og mystik, uanset om det er på det narrative eller kunstneriske plan. Den er utrolig flad sammenlignet med det fantastiske kildemateriale og formår at udviske linjerne for flere karakterer, herunder Mario selv, den formodede hovedperson. Ganske vist er der et par forsigtige antydninger af romance, Princess Peachs oprindelse bliver afsløret som forventet, og Bowser og hans historie stjæler endnu en gang billedet: Selvom de ikke helt når niveauet fra første omgang, udvikler de sig hylende morsomt og i tråd med spillene.

Når alt det er sagt, er det naturligvis en essentiel film for fans. Hvis du vil se de flotteste gengivelser af Marios verdener, er det en fest for øjnene. Og selvom den tager for meget for givet, er der altid små detaljer at klamre sig til, når kedsomheden melder sig (selvom de skjulte "easter eggs" ikke er så talrige eller gode denne gang). Og Brian Tyler leverer endnu en gang den bedst mulige hyldest til Koji Kondo og Mahito Yokota - alene for soundtracket ville det være værd at se Mario Galaxy-filmen, selv med lukkede øjne.

Men jeg mistænker, at denne gentagende formel, der skal dække over manglen på substans, ikke vil fungere lige så godt som første gang, og at filmen desværre er mindre egnet til alle målgrupper. Den er spektakulær, men det fungerer bare ikke lige så godt anden gang.