Anmeldelse: Ultrapool - enkel idé, solidt loop

Der er noget næsten provokerende simpelt over Ultrapool. Nogen har kigget på et spil billard, skrællet stort set alt det væk, der gør billard til billard, og derefter hældt Balatro direkte ned i hullet, hvor resten skulle have været. Resultatet burde egentlig være et håbløst miskmask, men på forunderlig vis fungerer det - og det gør det frem for alt, fordi Icedrop Games har forstået en helt central pointe: Billard er i forvejen det perfekte fundament for et roguelike. Du sigter, støder, håber på et godt bande-træf og ser kuglerne danse rundt på klædet. I Ultrapool handler det bare ikke længere om at sænke den rigtige kugle, men om at bygge en lille velsmurt maskine af effekter, bonusser og kombinationer, der gradvist udvikler sig i en mere og mere absurd retning.

Det er netop følelsen af, at en harmløs situation pludselig eskalerer fuldstændig, der gør spillet så pokkers vanedannende. Én kugle kan give dig penge, en anden kan ændre måden, dit næste stød fungerer på, og en tredje gør noget, der i første omgang virker ret meningsløst - lige indtil du et par runder senere opdager, at den i samspil med to andre effekter danner en synergi, der får pointtavlen til at eksplodere på næsten komisk vis. Ultrapool er allerbedst, når du holder op med at spille billard og i stedet kaster dig ud i dit eget lille økonomiske eksperiment på det grønne filt.

Selve billarddelen er desuden væsentligt mere tilgængelig, end jeg umiddelbart havde frygtet. Der er intet krav om at være en Ronnie O'Sullivan-aspirant, der kan udregne vinkler med kirurgisk præcision, for det vigtigste bliver hurtigt at lure, hvad de enkelte kugler gør, og hvordan du bedst udnytter dem. Det flytter fokus fra ren millimeterpræcision over på overblik og planlægning, og det er netop her, spillet finder sin sande identitet. Omvendt er styringen ikke altid helt så responsiv og smidig, som man kunne have ønsket sig - især når man forsøger at foretage de bittesmå mikrojusteringer, der kan være forskellen på en fænomenal kombination og en kugle, der ryger i en helt forkert retning. På mobilen fungerer touch-styringen formentlig fuldstændig naturligt, mens pc-udgaven til tider efterlader en snert af en fornemmelse af at være udviklet med en anden platform for øje.

Og så er der selve den audiovisuelle præsentation, som rammer plet. Ultrapool ligner et resultat af, at nogen har kastet en håndfuld farverige 90'er-arkadespil igennem en moderne roguelike-maskine og beholdt alt, hvad der klistrede fast undervejs. Det er legesygt, kulørt og charmerende uden at virke anmassende, og lydeffekterne løfter oplevelsen med den helt rigtige form for tyngde ved hvert stød, bandeslag og sænket kugle. Det er ikke en teknisk magtdemonstration, men det behøver det heller ikke at være. Det er et spil, der gerne vil føles som en digital legetøjskasse, og den mission lykkes til fulde.

Udfordringen er, at Ultrapool indimellem føles som et spil med en fremragende grundidé, der stadig leder efter, hvor langt den egentlig kan strækkes. Der er rig mulighed for at skabe skæve kombinationer, men efter et stykke tid begynder man at ane konturerne af systemets grænser og savne endnu flere bindegale synergier at låse op for. Mere variation i udvalget kunne have gjort en markant forskel, for det er netop håbet om, at det næste run bliver fuldstændig vanvittigt, der holder et roguelike i live. Når den gnist er til stede, er Ultrapool genialt; når den udebliver, bliver det en smule for mekanisk.

Der er også en vis tilfældighedsfaktor, som indimellem kan drive én til vanvid. Roguelikes har brug for uforudsigelighed, men når et ellers stærkt run pludselig smuldrer på grund af bundelendige forudsætninger, er det let at sidde tilbage og knurre over, at spillet snyder - selvom man udmærket ved, at det er en fast præmis i genren. Omvendt er det netop den frustration, der får en til at starte en ny omgang med det samme. "Lige én gang til" er måske den største ros, man kan give et spil i denne genre, og Ultrapool mestrer i den grad kunsten at fremkalde den følelse.

Det mest imponerende er egentlig, hvor få virkemidler Ultrapool behøver for at blive stærkt vanedannende. Det er billard, men så alligevel slet ikke. Det er et roguelike, men væsentligt mere lettilgængeligt end mange af genrens mere systemtunge sværvægtere. Og så er det frem for alt den type spil, der virker fuldstændig uskyldigt, når man sætter sig med det, hvorefter 45 minutter pludselig er fordampet foran skærmen uden den store forklaring. Det er måske ikke det mest indholdsmættede spil i klassen, men det byder på en knivskarp idé, en charmerende præsentation og ikke mindst en spilmekanisk kerne, der er langt stærkere, end man umiddelbart turde håbe på.

Ultrapool er kort sagt et lille spil med store ambitioner, og selvom det ikke altid rammer plet hele vejen, er det svært ikke at lette på hatten for, hvad Icedrop Games har skabt. Der er en oprigtig tilfredsstillelse i at se en kugle tage tre ture i banden, ramme en anden kugle, udløse en kædereaktion og indse, at man lige akkurat fik bygget den helt igennem skøre billardmaskine, man drømte om. Når Ultrapool rammer plet, rammer det for alvor.