Anmeldelse: Warhammer 40,000: Mechanicus II - mere 40K, tak!

Det sker af og til, at man spiller en efterfølger og føler sig frustreret over oplevelsen. Denne dystopiske efterfølger til en fantastisk forgænger er et glimrende eksempel på netop det. Der gemmer sig et eventyr under overfladen, som oprigtigt er godt, og netop derfor er det en skam, at udviklerne af og til har valgt den forkerte vej at gå. Mechanicus II gør præcis det, som alle efterfølgere gør - skruer op for tempoet, skalaen og storladenheden. Det sker dog i høj grad på bekostning af spillets unikke karakter som et Warhammer 40K-strategispil. Endnu en gang forkæles vi med et levende soundtrack, der er fantastisk, kombineret med en herlig blanding af fænomenalt lyddesign. Denne gang skal vi igen udstikke ordrer til både Adeptus Mechanicus og Necrons. Alt er dog ikke, som det ser ud, og meget har ændret sig, siden vi første gang fik lov til at plyndre ældgamle, højteknologiske baser fra en svunden tid.

Det første, der falder i øjnene, er, at der nu er to kampagner. Begge tilbyder et unikt perspektiv på den samme konflikt. Adeptus Mechanicus slår sig ned på en verden, der tilfældigvis viser sig at være hvilested for de ældgamle Necrons - en form for højteknologiske maskiner, der minder om Egyptens faraoer. Vargard Nefershah er vågnet og forsøger at mobilisere sine styrker mod dem, hun ser som indtrængere. Dette udløser en massiv konflikt, der opsluger hele planeten. Det er op til dig at løse situationen, enten som indtrængerne eller som de oprindelige beboere. Begge kampagner er underholdende, og de tilbyder hver især et unikt blik på konflikten.
Jeg startede som Adeptus Mechanicus, hvilket giver os mulighed for at gense nogle kendte ansigter fra det forrige spil. Denne gang er vi udpeget som choktropper, og vores opgave er at slå til mod mål, som ingen andre kan nå hurtigt nok. Det første, der slog mig, var, at alle talte engelsk, hvilket er en fuldstændig kovending fra det forrige spil. Det var dog nemt at ændre indstillingerne, så de talte kodesproget, præcis som i forgængeren. Det samme gør sig dog ikke gældende for Necrons; de taler engelsk med accent. Jeg ville gerne have set, at de også havde fået deres eget sprog i samme stil.

En af de største ændringer er din indflydelse, og hvordan kampene fungerer. I dette spil vælger du en helt fra Adeptus Mechanicus. De er alle designet med forskellige evner og opgraderingstræer. Det betyder, at du efter missionerne kan vælge, hvordan du vil udvikle disse karakterer. Hver mission går ud på at vælge en helt og derefter unavngivne troppetyper med forskellige evner. Dette er også min største kritik; jeg ville have foretrukket flere helte med mere dialog og kommentarer til hinanden under missionerne.

Du har et vist antal troppetyper at vælge imellem, og disse kan opgraderes via et teknologitræ. Det er også her, du låser op for flere og stærkere soldater. For at gøre dette skal du bruge specielle ressourcer, som du får gennem missioner, missionsmodifikatorer og bygninger i kampagneverdenen. Jeg kan godt lide ressourcestyringen; man skal virkelig tænke over, hvor meget man bruger på hver mission, så de senere missioner ikke tvinger en til udelukkende at bruge de troppetyper, der er gratis. Det kan være katastrofalt for en kampagne, hvis man mangler evnen til at rekruttere mere avancerede enheder.

Når du starter en mission, begynder din karakter at bevæge sig efter en kort intro. Du har ingen kontrol over begivenhederne; i stedet kigger du på en tidslinje, der viser, hvornår begivenheder og kampe vil finde sted. Efter min mening er dette en fejl. En af de store glæder ved det første spil var at kunne vælge rum, undgå fælder, udforske omgivelserne og af og til helt undgå kampe. I efterfølgeren er alt endnu mere scriptet og på skinner. Det betyder også, at risikoen for tab og fejlslagne missioner stiger. Du kan ikke undgå kampene og må derfor få det bedste ud af begivenhederne og undgå dyre tab undervejs. Du skal også holde øje med en måler, som - hvis den fyldes op - resulterer i flere fjender i den næste kamp. Hvis dine tropper er sårede, kan kampen blive unødvendigt svær.

Kampene er en smule anderledes end i det første spil, idet du har flere troppetyper på slagmarken og færre helte. Fordi kampene ikke tilbyder samme kompleksitet som hos konkurrenterne, såsom XCOM 2, bliver de hurtigt ensformige. Som nævnt er kampene uundgåelige og hyppige. Selve kampene er ikke dårlige, men der er simpelthen for mange af dem. Jeg tror, at Mechanicus II havde været bedre tjent med færre, men mere betydningsfulde kampe samt flere begivenheder i løbet af missionerne. Du kan dog udnytte terrænet på en måde, som det første spil aldrig tillod, og begge fraktioner spiller så forskelligt, at det under alle omstændigheder forbliver underholdende. Og lad os slet ikke tale om Leagues of Votann, som dukker op ret tidligt i kampagnen. Disse væsner med topavanceret teknologi er ret underholdende, og jeg håber, at en udvidelse til kampagnen vil lade os spille mere som disse unikke rumdværge.

Det lyder måske, som om jeg er utilfreds med kampagnen, men den har bestemt også sine gode sider. Jeg nyder at opbygge planeten og forsøge at samle flere ressourcer. Jeg kan godt lide at kunne lade helte håndtere visse ting på egen hånd. Det betyder, at du skal administrere dine nøglekarakterer omhyggeligt og vælge, hvem der er bedst egnet til at blive sendt ud. De er ofte væk i en runde eller to, hvilket gør valget vigtigt. Jeg kan godt lide at opgradere mine karakterer og låse op for tropper. På overfladen føles det i visse henseender som et brætspil. Selvom dommedagsuret ikke er til stede på samme måde som i det første spil, får musikken, dialogen og karaktererne alligevel situationen til at føles kritisk.

Hvis der er én ting, der fortjener ros endnu en gang, så er det musikkomponisterne, lyddesignerne og 3D-kunstnerne, herunder dem, der står bag stemmerne, designet, musikken og lyden. Det ser både fremragende ud og lyder fantastisk. At fravælge stemmeskuespil var en måde at spare penge på i det første spil, men Bulwark Studios gjorde et så genialt stykke arbejde med at give disse karakterer og denne fraktion en stemme, at jeg ikke kan forestille mig det på andre måder. De indfangede virkelig essensen af, hvad Adeptus Mechanicus er, og hvordan de lyder i deres spil. Det fungerer naturligvis lige så godt i efterfølgeren. Nogle gange synes jeg endda, de lyder en smule bedre.

Teknisk set kører spillet - præcis som sin forgænger - fuldstændig flydende på pc og byder på skarp grafik. De detaljerede karakterer og den brugervenlige grænseflade bidrager til en fantastisk oplevelse. Det er svært at fare vild, og der er tips til stort set alt, hvad man kan tænke sig i menuerne, hvis man skulle få brug for det. Spillet har så få menulag, at jeg ikke vil kalde det et svært strategispil. Det sværeste ved spillet er, at nogle af kampagnemissionerne varierer en hel del i sværhedsgrad. Nogle tidlige missioner er markant sværere end visse af de senere. På trods af dette stødte jeg ikke på nogen nævneværdige fejl. Det eneste, jeg oplevede, var en lille lydfejl, hvor en karakter sprang en linje dialog over.

Ser man på det store billede, har vi et eventyr, hvor hver kampagne tager godt over 20 timer, afhængigt af sværhedsgraden, og hvor mange ekstra sidemissioner man kaster sig over. Alt efter hvordan tingene spænder af, kan du også blive tvunget ud i forsvarsmissioner, da din modstander ikke står stille på kampagnekortet. Disse kan forlænge spilletiden en smule. Du bliver desuden forkælet med fantastisk lyddesign og flot grafik med en letanvendelig grænseflade og detaljerede billeder. Det er svært ikke at blive revet med af denne konflikt mellem to mekaniske fraktioner. Jeg elsker modsætningen i det, som disse to supermagter tror på, selvom de begge er mere mekaniske end organiske. Der er også adskillige andre fraktioner, der gør kortere og længere visitter i løbet af kampagnerne. Nogle af disse får endda dine egne karakterer til at virke svage i sammenligning.

<bild<

Mechanicus II er ikke dårligt, men det tager nogle valg, som jeg føler trækker ned i oplevelsen frem for at løfte den over sin forgænger. Min største kritik er, at alt føles for scriptet på en måde, som forgængeren efter min mening undgik ved at give dig mere frihed til, hvordan du bevægede dig gennem de forskellige bygninger på kampagnekortet. Valgene i efterfølgeren er flyttet fra missionerne til kampagnekortet mellem disse missioner. Frem for alt går noget af mystikken tabt, hvis man ved, hvornår alting sker - for eksempel kampe, begivenheder med flere svarmuligheder og andre elementer under en mission. Dette er nok ikke noget, der vil ændre sig, da det er fundamentalt bundet op på kampagnernes grundlæggende struktur.

Selve historien er interessant, velskrevet på begge sider og indeholder et par fraktioner, som i øjeblikket bliver promoveret massivt af Games Workshop. I love moving Necrons around the battlefield. De er en sand fornøjelse at spille som, uanset hvor de dukker op. På trods af klagerne over strukturen holder jeg af spillet, selvom det ikke er perfekt. Udviklerne forsøger at eksperimentere og forbedre deres kernedesign fra det første spil. Når man ser tilbage, viser det sig, at det ikke er lykkedes dem fuldt ud. Jeg vil dog vurdere, at det lykkes godt nok til, at man bør give det en chance, hvis man nød forgængeren. Selvom Necron-kampagnen kunne have haft en smule mere interessante opgraderingstræer, kampene er en postgang for hyppige, og missionerne er på skinner, er den samlede pakke mere end godkendt.