Jeg er godt klar over, at det et eller andet sted er ét stort selvmål at vente tålmodigt på "det næste Twin Peaks". Først og fremmest eksisterer David Lynch' legendariske serie allerede, og når nu et hav af skabere, inklusiv Lynch selv, allerede har forsøgt, og ikke formåede at indfange den unikke kombination af karakterdrama, dyb mytologi og spændstig uhygge, så er det måske på tide at kaste håndklædet i ringen.
Widow's Bay "går" ikke ligefrem efter at levere en "Twin Peaks-like" (se, hvor vi kombinerer gaming- og entertainment-begreber), men inspirationen er tydelig. Det isolerede lokalsamfund med de mystiske arketyper, den voksende fornemmelse af at noget ulmer under overfladen, og den ene mand der forsøger at rette op på noget, der synes at være i stykker.
Her er det dog ikke Dale Cooper, men Tom Loftis, borgmester på fiskerøen Widow's Bay, der stjæler billedet, og hans karakter er på en måde mere kompleks. Loftis er ikke folkevalgt, han fik kun tjansen, fordi ingen andre meldte sig i dette søvnige, lettere tragikomiske fiskersamfund, som plages af overtro og frygt. Spørger du dem, så er øen forbandet, og ingen kan redde dem fra en sørgelig skæbne. Men Loftis, han ser butiksdød, han ser fattigdom, han ser et lokalsamfund fastlåst i usunde rutiner, og han vil gøre alt for at ryste det fri. Men som Loftis oplever den ene uforklarlige hændelse efter den anden, som øens mørke historie åbner sig op for ham, så bliver det tydeligt, at der er noget mere på færde her.
Den beskrivelse lyder tilpas letforståelig, måske sågar lettere banal, men Widow's Bay er, på både godt og ondt, langt mærkeligere end det. Først og fremmest er der ingen pompøs melodrama her. Widow's Bay kombinerer nemlig primært virkelig velfungerende selvbevidst satire med førnævnte uhygge til en specifik genreprofil, som du ikke rigtig ser andetsteds. I få glimt er der Jordan Peele, måske sågar lidt Ari Aster her i specifikke scener der får gåsehuden til at pible frem over hele kroppen. Men det næste øjeblik er Widow's Bay lige så skarp som What We Do in the Shadows.
Widow's Bay er hylende morsom, og mestrer komisk timing i en overraskende spidsfindig grad, og som sagt er visse scener effektive som suspense-skabende milepæle i de i alt 10 afsnit. I brede træk fungerer det her bizarre ægteskab, og det forenes også igennem en håndfuld solide karakterer, der godt nok ikke byder på uendelig dybde, men som giver serien liv når den har brug for det.
Der er dog ret afgørende strukturelle problemer her, desværre, som spolerer tempo, iscenesættelse og ultimativt ens samlede oplevelse af serien, desværre. Ser du, uden at spoile noget konkret, så er der en udefinerbar "ondskab" på øen, som langsomt optrevles og specificeres, men på vej hen imod afgørende afsløringer affinder Widow's Bay sig lidt med en direkte bizar "villain of the week"-struktur. I ét afsnit overgår serien til at være en 80'er slasher med en maskeklædt seriemorder, i et andet handler det om dæmoniske ritualer igennem en ondskabsfuld bog. Disse afsnit er solide på egen hånd, og er, som Widow's Bay nu er, både uhyggelige og morsomme, men de fremstår mildest talt fragmenterede og enten leder de kun løst tilbage til seriens overhængende narrativ - eller slet ikke på en nærmest trodsig facon.
Derfor er man naturligvis underholdt når man ser Widow's Bay, men man også forvirret, og ikke altid på den gode måde. Nogle krumspring kan agere narrativt krydderi, mens andre simpelthen er en snubletråd, som serien insisterer på at skvatte i.
Det gør helhedsbilledet mere middelmådigt, alt taget i betragtning, men kan man tilgive disse hollistiske ankepunkter, så får man i øjebliksbilledet en sjælden kombination af solid komik og suspense-prægede horror-scener, som fungerer bedre end de har nogen ret til. Nogen Twin Peaks-arvetager er det ikke, men det er et fint sted at starte.