Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Lost in Random

Lost in Random

Zoink forsøger at følge op på deres tidligere hit med endnu et anderledes indie-spil.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

EA får tit på hatten over deres forretningsmetoder, nok også med rette, men de gør ikke altid tingene forkert. Deres program EA Originals, som finansierer mindre, uafhængige spiludviklere, er en af de ting, de gør rigtigt. Det er Lost in Random bevis på.

Det er den senest titel udgivet under EA Originals' banner, og det er en lille perle, fyldt til randen med charme, udtryk og, ja, en vis grad af originalitet. Måske forsøger udviklerne af og til at ryste posen for meget når det kommer til selve gameplayet, men der er ikke en finger at sætte på udtrykket og det visuelle design.

Lost in Random finder sted i riget Random. Et land hvor alle væsener bliver inddelt i klasser. Men det sker på en "retfærdig" måde ved at dronningen kaster sin magiske sorte terning på din tolvårs fødselsdag. Bliver det en etter, er du forvist til Onecroft, men bliver det en sekser, så tager dronningen dig med til Sixtopia. Ingen ved rigtigt hvad der sker der, men det skulle angiveligt være godt.

Lost in Random
Lost in RandomLost in RandomLost in Random

Even og hendes søster, Odd, er vokset op i Onecroft, men da tiden kommer til at terningen skal kastes for dem, får Even en etter som forventet, mens Odd får en sekser, og prompte bliver hun ført væk. Even ser aldrig sin søster igen, men hun kan naturligvis ikke glemme hende. Hun mener at dronningen har kidnappet Odd, og derfor tager Even ud for at finde hende. Hendes rejse tager hende fra Onecroft til Twotown til Threedom osv. Undervejs opdager hun flere og flere hemmeligheder om universet og dronningen, og vigtigste af alt så møder hun en ældgammel terning, Dicey, som begynder at følge hende. Engang for længe siden var der masser af terninger med magiske krafter, og nogle særlige krigere kaldet dicewielders kunne bruge dem i kamp. De er nu alle forsvundet, men Even lader til at have de samme evner.

Historien i Lost in Random er ikke i sig selv banebrydende, men tematikken med spil og terninger giver en ellers traditionel fortælling en lille twist af originalitet. Det må dog siges at være karaktererne som virkelig stråler. Gennem spillet møder man en overflod af sjove, uhyggelige og mærkelige karakterer som alle både er fantasifulde i deres design og fungerer godt i deres dialog og stemmeskuespil.

Generelt er hele det visuelle design i Lost in Random ret fantastisk. Det har mere et udtryk som en animationsfilm, men et hint af dukkefilm eller stopmotion, end et videospil. Figurerne og miljøerne har noget meget taktilt over sig. Designet virker på den ene side måske lidt barnligt - netop som en tegnefilm - men samtdigt er det også seriøst og en smule uhyggeligt, lidt som i en Neil Gaiman-historie. Det visuelle udtryk og design er så skønt i dette spil, at det næsten er værd at spille blot for dette, selv hvis gameplayet var dårligt.

Det er det heldigvis ikke, men selvom det bestræber sig på at være originalt, bliver det heller aldrig helt godt. Det er tåleligt, men for omstændigt i længden. Hovedparten af gameplayet udspiller sig i kampene. Her samler du krystaller sammen, som giver din terning energi. Når den har nok energi, kan du kaste den. Dettte stopper tiden, og antallet af øjne, som terningen viser, er de point, du har til at spille kort. Du får nemlig et sæt af samlekort med forskellige evner. Det kan f.eks. være et sværd, helbred eller andre fordele, man kan bruge mod sine fjender. Igennem spillet får man mulighed for at samle flere kort, og efterhånden kan man opbygge sit eget sæt kort, som man vil. I det hele taget går temaet om brætspil, kort og terninger igen igennem hele spillet, fra design til gameplay. Af og til støder man på sekvenser, hvor man decideret skal flytte en spillebrik ud fra det antal øjne man slår i kampene. Der bliver altså lagt en ekstra dimension og udfordring oven på. Det lyder alt sammen egentlig ret spændende, og som et originalt spilsystem, og det er det også. Problemet er, at det er et spilsystem, som ser bedre ud på papiret end i praksis.

Lost in Random
Lost in RandomLost in RandomLost in Random

Desværre bliver kampene for tunge i længden, og selv mindre fjender man støder på, kan tage for lang tid at besejre, fordi processen er for omstændig: først skal du samle energi, så skal du slå terningen som stopper tiden, og nu kan du spille et kort, som måske er et våben. Hvis du i første omgang ikke kan spille et våben, som kan besejre fjenden, skal du gøre det igen. Og det er, ja, omstændigt, så desværre er kampsystemet ikke så godt, som det virker i ideen. Men kan dog godt - som det er tilfældet med alle kortspil - bliver grebet af trangen til at samle bedre og bedre kort og lave det perfekt sæt med de stærkeste komboer, så helt skidt er det ikke.

På trods af de lidt hårde ord om gameplayet, så passer det godt ind i spillets udtryk og tematik, og derfor ender Lost in Random med at være et særdeles vellykket spil. Det er som at spile en animationsfilm. Ikke en Disney eller Pixar, men en mere indie og dyster en af slagsen. Et lidt for tænkt kampsystem, som nok virker sjovt i ideen, bliver trægt i længden, men det skønne design, som både er hyggeligt og uhyggeligt, fører dette spil helt ind i slutfeltet.

HQ
Lost in Random
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Flot design, god grafik, solide stemmer, spændende karakterer
-
Kampsystemet ender med at blive for tungt og omstændigt.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Lost in RandomScore

Lost in Random

ANMELDELSE. Skrevet af Jonathan Sørensen

Zoink forsøger at følge op på deres tidligere hit med endnu et anderledes indie-spil.



Indlæser mere indhold