Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
anmeldelser
Twisted Metal

Twisted Metal

Twisted Metal har både klovne og raketter, men det er alligevel ikke morsomt. Richard har anmeldt spillet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her!

* Skal udfyldes

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Aldrig tidligere har jeg hadet et spil så inderligt, før det begyndte at vokse på mig. De første timer med Twisted Metal er alt andet end sjove. Timerne er anstrengende og irriterende. Heldigvis hiver det sig betragteligt op, når man begynder at mestre spillet.

Mine allerede tvivlsomme egenskaber som chauffør blev i 1995 udsat for Twisted Metals amoralske kørestil med glorificeringen af at have skydevåben og raketter monteret på køretøjerne. Intet var sjovere på PS1. Blot et år efter udkom andet kapitel i serien. Jeg har virkelig nydt at vælte Eiffeltårnet utallige gange for at bruge det som rampe til at komme over på tagene af de mange bygninger i Paris.

Nu, 16 år senere, arrangerer Calypso en ny turnering, hvor bilvold, blod og sønderbombede kvarterer er centrale elementer. Præmien er, som altid, at få opfyldt et ønske uanset, hvor umuligt det måtte være. Denne gang følger man Sweet Tooths, Mr. Grimms og Doll Face's relativt usympatiske kamp gennem Calypsos bil-skærsild. I modsætning til de tidligere spil kan hver figur nu kontrollere forskellige biler. Det er dermed ikke nogen hindring at placere psyko-klovnen Sweet Tooth i den ikoniske politi-SUV Outlaw. Selvom man i visse baner indirekte bliver tvunget til at vælge andre køretøjer til den figur, man er på det pågældende tidspunkt, så virker det i mine øjne helt forkert at køre rundt og skyde fjender i noget som helst andet end isbilen med klovnehovedet på taget, når man har valgt figuren Sweet Tooth.

Twisted Metal
At køre bilerne bliver straks mere spændende, når du har en kammerat, som kan hænge ud af vinduet som en hund.

Historien, der bliver præsenteret, er ikke bare svært forudsigelig og utrolig kedelig, men fungerer faktisk knap nok som en forklaring på, hvorfor karaktererne vælger at være med i turneringen. Man har valgt at bruge skuespillere på en CGI-baggrund, som til tider ser vældig dårlig ud. Desuden er stemmeskuespillet utroligt plat, og jeg er ved at falde i søvn hver eneste gang, Calypso skal fortælle om banerne, man skal bevæge sig rundt på.

I løbet af de første par timer var det næsten umuligt at motivere sig til en kamp, og flere gange måtte jeg modløs trykke mig videre, fordi jeg trods alt skulle anmelde spillet.

Det til tider dårlige banedesign må tage noget af skylden for motivationsproblemerne, selvom de otte niveauer er ganske varierede. Man kommer til at køre rundt i alt fra rolige nabolag med massevis af huse, der kan ødelægges, over en forlystelsespark med flere spændende attraktioner til mindre kreative arenaer, hvor alle skal smadre ind i hinanden.

Twisted Metal
Helikopteren byder ikke blot på flotte oversigtsbilleder - man kan skabe lidt liv i landskabet med lidt hjælp fra et påmonteret maskingevær.

Eat Sleep Play forsøger også at implementere en racing-spiltype, der nok er en af de dårligste idéer, der er præsenteret i spillet. Denne spiltype er ikke blot uduelig, fordi banedesignet ikke er godt nok, men når alle modstandere slår sig sammen for at sørge for, at du ikke vinder, så kan nogle af løbene være en test i tålmodighed og udholdenhed, og byder ikke mindst på begrænset spilleglæde. Heldigvis har udvikleren været mere flinke med deres implementering af bosskampe i spillet, og disse føles udfordrende og giver god variation i spillet, uden at det føles som om, at computeren snyder én.

Controller-opsætningen hjælper heller ikke spillet nævneværdigt - det er overkompliceret og er vanskeligt at vænne sig til. For dem, der er nye i spillet, er der en træningsmodus, men desværre er den præget af tidsnød og fungerer mere som en "tjek-om-knapperne-på-din-controller-virker"-modus. Man kan også få nogle tips i tekst og billeder, men disse burde hellere være blevet vist på indlæsningsskærme i stedet for at være et menuvalg i det nævnte træningsmodul.

Twisted Metal byder på et utal af forskellige raketter, side-skydevåben og specialangreb, man kan sende i modstanderens retning, men da de fleste biler, du møder på din vej, kan tåle en solid dosis bly, bliver der sjældent benyttet andre taktikker end blot at skyde så mange raketter som muligt af sted på kortest muligt tid. Nogle af specialangrebene og vægten på køretøjet bør tilpasses ens kørestil, så hvis du kører lige så upræcist og råddent som mig, så er det godt med et køretøj med lav vægt og et specialvåben, der sigter helt automatisk.

Bilkrigen præsenteres i helt acceptabel grafik med lejlighedsvise kedelige teksturer, og kameravinklerne er til tider utrolig dårlige. Det er også vanskeligt at se, hvilke vægge, der er mulige at køre igennem, og hvilke der er solide. Det som er imponerende er, at snesevis af køretøjer kan kæmpe i et landskab, der til dels kan ødelægges, med hundredvis af projektiler, der river gennem luften, mens eksplosionerne blomstrer op i hobetal.

Det hele sker næsten samtidigt, og aldrig oplever jeg nogen som helst form for hakken eller lignende.

Grafikken videreføres også til en acceptabel 2- og 4-spillers splitscreen, samt en online flerspillerdel med 16 spillere, der kan byde på flere interessante spiloplevelser. De forskellige spiltyper varierer fra Deathmatch og Last Man Standing til Hunted og Nuke. Nuke er en fordrejet version af Capture the Flag. Din opgave er at fange lederen på modstanderens hold og trække ham tilbage til raketaffyringsrampen på din egen base. Når du smider lederen ind i raketsiloen, bliver der affyret en raket mod fjendens statue. Når du har fået ødelagt fjendens statue, har dit hold vundet.

De relativt store områder kan formindskes, hvis man ønsker en mere intens oplevelse, når man eksempelvis deler skærmen med nogle venner. Der er utallige måder at sætte kampene sammen på, og det er uden tvivl flerspillerdelen, der redder Twisted Metal fra en tur i skraldespanden.

Twisted Metal
Selvom det kan se ud som om, at helikopteren er overlegen i forhold til konkurrenterne, så er det skørt, at man kun tåler nogle få skud, før man ryger til tælling.

Selvom jeg ikke normalt elsker musik af den mere hårde slags, så passer det rigtigt godt til stemningen i spillet. Der er sikkert mange Twisted Metal-fans, der vil elske at myrde sine konkurrenter til musik af kendte artister som Rob Zombie, Iggy Pop og Wolfmother.

Twisted Metal
Selv Sweet Tooth ved, at det er livsfarligt at løbe med en saks i hånden. Men at det skulle være farligt at køre motorcykel med en motorsav i hånden, det har ingen sagt noget om.

Twisted Metal er uden tvivl et af de mest frustrerende og irriterende spil, jeg har spillet i et stykke tid, og jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg i løbet af de første timer ville give spillet 1/10. Jeg proklamerede i starten mit had mod spillet ved at kalde det et "skodspil" i diskussioner med kolleger. Overkompliceret styring, dårlig indføring i spillets mekanikker, kedelig grafik og urovækkende, uretfærdig kunstig intelligens gjorde spillet til et mareridt.

Men når man begynder at få tag på alle de små tricks og lærer styringen at kende, og oven i købet får spillet det sammen med nogle andre, både venner og ukendte og offline og online, så skinner spillets gode egenskaber igennem.

Til syvende og sidst kan Twisted Metal byde på mange timers simpel underholdning, såfremt man orker og har tid til at arbejde sig frem til det stadie.

Twisted Metal
Tre sekunder senere ligger den øverste halvdel af denne dumdristige klovn i en blodig bunke langs fortovet, da det viste sig, at det at affyre et haglgevær med en hånd, mens man hænger ud af passagervinduet på en bil, var mere vanskeligt end først antaget.
Twisted Metal
Twisted Metal
Twisted Metal
Twisted Metal
Twisted Metal
Twisted Metal
Twisted Metal
Twisted Metal
Twisted Metal
Twisted Metal
Twisted Metal
Twisted Metal
Twisted Metal
Twisted Metal
Twisted Metal
Twisted Metal
Twisted Metal
05 Gamereactor Danmark
5 / 10
+
Meget bilvold, varierede baner, mange ting, der kan køres i stykker, afbalancerede køretøjer, god multiplayer.
-
Frustrerende controlleropsætning, irriterende kameravinkler, idiotisk race-spiltype, uretfærdig kunstig intelligens, ubegribelig kedelig historie.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Et andet syn

Af Emil Ryttergaard

En anakronisme er ifølge den nudanske ordbog en ting, der er utidssvarende, enten fordi det er forældet, eller fordi det er forud for sin tid. At definere noget som en anakronisme afhænger dog helt og holdent af øjnene der ser. Twisted Metal er i manges øjne en hyleskæg arkaderæser, hvor grænserne for ødelæggelse næsten er uendelige. Som en modpol kunne man anlægge den kritiske anmelderbrille og rynke på næsen af den afstumpede voldsforherligelse og den barnlige undskyldning af en historie. Det kommer helt an på øjnene der ser, og elsker man at sprænge ting i luften, svarer det direkte til den proportion af morskab, der er at finde i Twisted Metal. Så simpelt er det, og med det i mente er det noget nær umuligt at vurdere om Twisted Metal generelt er tidssvarende eller ej. Men er det sjovt?

Svaret er kun et delvist ja. For det kræver sin tid og flid at blødgøre sig til Twisted Metals jernhårde kompromisløshed - hvilket både taler for og imod spillet. Historien er en af de ting, der taler imod, da den let kunne være skrevet på bagsiden af et enkelt stykke toiletpapir. Igennem ligegyldige CGI-cutscenes serveres fortællingen om den modbydelige og skizofrene psykopat Sweet Tooth og hans forvandling fra hverdagens banale familiefar med isbil til en altødelæggende dødsklovn. I sin iver for at slå sin egen datter ihjel, har han tilmeldt sig Calypsos Twisted Metal-turnering, der lader vinderen få et ønske opfyldt. Senere får man også lov at udfylde skoene på Mr. Grimm og Dollface, men det ændrer ikke ved, at det på alle måder er en ubehagelig, apatisk og dårlig fortalt historie, selvom fans af serien uden tvivl vil føle sig hjemme. Det kommer an på øjnene, der ser. Men historien er en formidabelt dårlig undskyldning for at smadre spillets baner til ruiner og modstanderne til ukendelighed.

Her skal man til gengæld finde spillets store kvaliteter. Kampene er tilpas hektiske og våbnene er tilpas varierede til at bringe kaos i al dets afskygninger. Man kan optjene nye våben, køretøjer og færdigheder, og alt i alt er det med til at krydre mulighederne og sikre merspilsværdien. Med et fint heavy-metal soundtrack, der dog gerne måtte komme lidt længere frem i lydsporet, så spiller det teknisk yderst velfungerede hele vejen rundt. Den kunstige intelligens har dog gledet i en bananskræl på sin vej til skiven, for den er mildest talt dummere end dum. Der skulle i hvert fald ikke mange kampe til at forstå, at det er spilleren, der udgør den primære motor i turneringens dødscirkus, imens AI'en sejler rundt som en statist i manegen.

Spillets vekslen imellem de forskellige modes er dog med til at trække op, og især Electric Cage er et hektisk bekendtskab. Her skal man kæmpe inde i en afgrænset zone, hvor man bliver meget bevidst omkring banernes ellers udmærkede design. Pointen er dog, at den sikre zone hele tiden flytter sig, og en timer tæller ned, så snart man er udenfor zonen. I denne spilmode spiller alle dele af gameplayet sammen, og det føles vitterligt her som et racer- og kampspil. Når man endelig fyrer en raket i ansigtet på den sidste modstander og pulveriserer ham efter at have ræset banen tynd, og triumferende kravler hen over målstregen, så føles det virkelig fedt. Ligeledes brillerer spillets bosser, hvor man får sat sin sag for og størrelsesforholdene og den hektiske kattens leg med musen skaber en god dynamik.

Men der er også andre spilmodes, der ikke giver samme gode succesoplevelse. I Juggernaut skal man jagte en mystisk lastbil, der kører på må og få gennem banerne og spawner nye fjender hele tiden. Denne mode viser hvor ligegyldigt og intetsigende Twisted Metal kan være og det bliver hurtigt en lang sej kamp, hvor AI'en doserer morskaben efter mindstemålet. Vi må heller ikke glemme onlinemulighederne, som vores norske kollegaer ganske rigtigt påpeger er spillets store styrke. Onlinedelen løfter dog ikke spillet til nye højder, men redder det i stedet på målstregen. Kaosset bliver sat rigtig fint i scene og den grumme og tåbelige AI glemmes hurtigt, også selvom ikke alle baner egner sig lige godt til alle spilmodes. Men opbygningen med levels og nye unlockables fungerer jo ganske glimrende og giver masser af grobund for at vende tilbage.

Desværre kan det ikke matches af teknikken. Netkoden har nemlig forvoldt udvikleren en del problemer, og selv efter flere patches undslipper man ikke de lejlighedsvise lags og i værste tilfælde drop- og timeouts. Det skal da også lige nævnes, at spillet ikke flotter sig synderligt i forhold til at skabe lækre rammer for onlineoplevelsen. Hovedtiden af spillets onlinedel foregår i kedelige menuer koblet med det enerverende mix imellem lirekassemusik og heavy metal, imens man står i stampe i en tør servermenu. Hold nu op, hvor er det grimt, og det er mildest talt oldnordisk og løbet over ende af et utal af spil i stort set alle genrer og afskygninger.

Rigtig dumt bliver det desværre først, når man prøver Quick Match-funktionen. Funktionens navn bør tale for sig selv, og derfor er forundringen og sidenhen frustrationen også desto større, når man finder sig selv ventende i det samme menusystem, som når man finder et spil manuelt. For loader man ikke ind i et halvtomt spil, så bliver man oftest forvist til at vente på at den igangværende kamp slutter, da man ikke kan hoppe ind i ranked spil. Sådan skruer man altså ikke en drop and play-funktion sammen. Sådan noget skal bare fungere uden nogen dikkedarer, og det er under al kritik at se igennem fingre med sådan en brøler. Når man først er kommet igennem netværkets uransagelige veje og spiller mod menneskelige spillere, så kører det sådan nogenlunde med enkelte fartbump på vejen. Men Twisted Metal står på baghjulene for at forny selv seriens største styrke, og det gør det meget svært at tildele seriens nyeste spil nogen større klapsalver.

For gud, hvor havde det været skønt, hvis der blot havde været én ny original tanke at finde et sted. For sandheden er, at Twisted Metal ikke gør noget som helst nyt eller forsøger at gå i nye retninger. Ødelæggelsens monster kan være nok så fascinerende, men ligesom at Duke Nukem Forever stod med et ben i fortidens spildesign, føles Twisted Metal som et langt kig i historiebogen uden tanke på udvikling, der peger fremad for serien. Med en dødssyg og usympatisk historie og et glimrende, men også brugt og minimalt tweaket gameplay, er der ikke blevet taget nogen som helst chancer. Det begræder jeg meget, da David Jaffes erfaring fra God of War nærmest skriger til himlen om at menneskeliggøre eller i det mindste bringe nye elementer i spil, så galskaben ikke stod mutters alene.

Hovedløshed behøver ikke nødvendigvis at være en dårlig ting, og ligesom hverdagens små pauser har man brug for det fra tid til anden. Herfra kunne man godt slutte, at Twisted Metal i og for sig opfylder dét, der står på pakken. Hverken mere eller mindre, og i det lys havde Twisted Metal været perfekt som en downloadtitel. Men den automobildrevne psykopati bobler ganske enkelt over efter tyve minutters spil. Hjernen tager sig en ufrivillig ferie her, og for alle andre end de mest indgroede dødskaretpuritanere vil Twisted Metal ikke bibringe meget andet end hovedløs hovedpine og armod. Til gengæld får fansene af serien lige hvad de efterspørger, og det er vel aldrig en dårlig ting. Det handler som bekendt om øjnene, der ser.

6/10

Relaterede tekster

Twisted MetalScore

Twisted Metal

ANMELDELSE. Skrevet af Richard Imenes - GR NO

Twisted Metal har både klovne og raketter, men det er alligevel ikke så morsomt, som det kunne være. Richard har kørt som en gal og anmeldt spillet.



Indlæser mere indhold