Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Riders Republic

Riders Republic

Riders Republic byder på masser af adrenalinsus, men kan det også underholde på den lange bane?

Abonner på vores nyhedsbrev her! - Få info om julekalenderen

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Lad det være sagt med det samme. Jeg har ikke den store erfaring med ekstremsport. Hverken af den virtuelle eller den ægte slags. Alligevelsu kan jeg godt sætte mig ind i, at der er noget utroligt befriende ved at drøne nedad for fuld fart, uagtet af det for mit vedkommende kun foregår i ganske kort tid af gangen og med hænderne solidt klamret om cykelstyret. Vinden i håret og susen for ørerne. Katastrofen blot én forkert bevægelse væk. Man føler sig virkelig i live!

Riders Republic fanger denne følelse til nærmest perfektion, og det gælder uanset om du svæver gennem luften, bumler ned ad en smal sti på en racercykel eller slynger dig ned ad en snedækket bjergtop med ski under fødderne. Men ligesom i virkeligheden er de medrivende adrenalinsus desværre mest underholdende i små doser.

Riders Republic

0

Riders Republic bygger videre på udvikleren Ubisoft Annecys forrige ekstremsportspil, Steep fra 2016. Her kunne man stå på ski og snowboard eller - hvis det ikke var vildt nok - kaste sig ned fra de sneklædte bjergtinder iført wingsuits og faldskærme. Denne gang er repertoiret udvidet markant, så der nu er seks aktiviteter i alt, med cykler (BMX og racere) som den mest interresante af de nye tilføjelser.

Det kan måske lyde en anelse overvældende at skulle mestre så mange discipliner på en gang, men spillet introducerer heldigvis forskellige fartøjer og konkurrencer løbende, og det kommer til at tage et par timer, inden du får prøvet kræfter med dem alle. Da stort set samtlige aktiviteter handler om at komme hurtigst muligt nedad, er kontrollen også nogenlunde den samme på tværs af disciplinerne. Alle køretøjerne styres med venstre analogpind, og man bremser og accelerer med henholdsvis venstre og højre skulderknap, som man kender det fra racerspil. I flere tilfælde er det også muligt at anvende et boost. For eksempel kan man spurte på cyklen, hvilket bør gemmes til de få tidspunkter, hvor vejen rent faktisk er flad eller endda går lidt opad, mens man kan læne sig fremover for at få ekstra fart i sine ski.

Fart er dog kun den ene halvdel af ekstremsport. Flere af disciplinerne indeholder muligheden for at lave spektakulære tricks. Alt efter kontrolskemaet anvender du skulderknapperne eller højre analogpind, og det er overraskende ligetil at lave vilde rotationer, der udviser lige dele foragt over for døden og tyngdekraften. På et eller andet tidspunkt lander man dog igen, og her kan man vælge mellem automatiske og manuelle landinger - det sidste kan anbefales, da det tilføjer en smule af den fare, der gør tricks spændende til at begynde med.

Takket være den simple kontrol er spillet utroligt nemt at gå til for nybegyndere, og der er også rigeligt med rum til at forbedre sit spil løbende. Styringen er for det meste knivskarp, og man en god fornemmelse af kontrol, samtidig med at man tydeligt mærker påvirkninger i form af vind, momentum og vejgreb. Fysik og styring er dog klart til den arkadeprægede side, og til tider virker det lidt som om, at ens cykel eller ski er limet til underlaget.

Riders Republic

Hvilken aktivitet, der er bedst, afhænger nok meget af personlige præferencer. Den største skuffelse var for mig personligt rocket wingsuits, der er Ubisofts bud på det næste skridt inden for ekstremsport og unødvendigt miljøsvineri. At drøne gennem luften som en anden Iron Man, er bare ikke så interessant, som man umiddelbart skulle tro - måske fordi, vi allerede har gjort det samme i dusinvis af andre spil. Vinterdisciplinerne er mere medrivende og har samtidig en herlig fornemmelse af fart, der paradoksalt nok mangler en smule i luften. Bedst er dog cyklerne. Her skal man ikke blot have reflekserne i orden, men også træffe en række lynhurtige beslutninger, som giver et taktisk element. Hvor længe skal man gemme på sin spurt? Bør man hive i bremsen eller satse det hele rundt svinget?

Under spillets normale løb kører du mod visuelle repræsentationer af andre spilleres tider, også kendt som "ghosts." Det er dog en noget upræcis term i dette tilfælde, da modstanderne faktisk kan skubbe dig ud af kurs, selvom de styres af computeren. Det giver en god dynamik, men kan dog også gøre det hele en tand for tilfældigt. Kan man ikke ramme den rette fornemmelse, er der heldigvis masser af boltre og møtrikker at justere på. Men selv med sværhedsgraden sat i vejret og de fleste assisterende værktøjer slået fra er Riders Republic ikke noget straffende spil. Kommer man på afveje, kan man blot spole tiden tilbage og starte før den fatale fejl (det koster dog dyrebar tid). Og selv de vildeste styrt kan vores hårdføre vovehalse nemt ryste af sig - også selvom de realistisk set burde have brækket så mange knogler, at selv den dygtigste medicinstuderende næppe ville kunne benævne mere end halvdelen af dem.

Alverdens metaforiske støttehjul gør dog ikke den store forskel i spillets multiplayer, hvor du dyster med og mod spillere fra hele verden. Free for All lader dig race om kap med 11 andre spillere i en play list med skiftende aktiviteter, mens at Tricks Battle er en 6 mod 6-holdkamp, hvor det handler om at score flest mulige points. Disse spildele har endda deres egne ranglister.

Det store trækplaster er dog Mass Races. Her dyster op til 64 spillere (32 på Xbox One og PS4) om at komme først ned ad de høje bjerge, og som forventet kræver det, at man spidser albuerne og samtidigt kører næsten fejlfrigt. Som udgangspunkt minder det lidt om Transform Races i GTA: Online, hvilket vil sige, at du flere gange i løbet af hvert løb skifter køretøj. Du kan derfor starte med at stå på ski og slutte med at drøne gennem luften i et rocket wingsuit. Det er hektisk, kaotisk, og, vigtigst af alt, virkeligt sjovt! Og så kører det overraskende flydende de mange modstandere taget i betragtning.

Riders Republic

Introduktionen af nye aktiviteter gør meget for at forlænge spillets levetid og udvide dets appel. Samtidigt gør det også undere for den visuelle præsentation. Steep var smukt, men den megen sne lagde også en ret naturlig dæmper på farvepaletten og variationen. Denne gang får vi serveret en sammenhængende verden bestående af en række virkelige amerikanske nationalparker, der takket været et geologisk mirakel nu ligger klos op ad hinanden. Sneen er her selvfølgelig stadig, for eksempel på toppen af Grand Teton, der er et bjerg i det nordøstlige Wyoming. Men nu kan vi også betragte det science fiction-agtige ørkenlandskab i Sequoia Park som svævende Marsmænd i vores wingsuits eller vælge at tage på en idyllisk cykeltur i Yosemite Valley blandt grønne træer og skummende floder.

Det er klassisk Ubisoft. Smukt, til tider næsten bjergtagende - og langt hen ad vejen ganske uinteressant. Du kan finde samlegenstande, nogle synlige på kortet andre ikke, der belønner dig med unikke køretøjer, men nogen egentlig motivation til at udforske de flotte landskaber, skal man lede længe efter. Nye aktiviteter og løb dukker nemlig automatisk op på kortet i takt med at du opnår stjerner ved at gennemføre udfordringer, og dermed belønnes man ikke for selv at udforske. På trods af alverdens fartøjer til din rådighed såsom snescootere og faldskærme med motorer, hedder det vigtigste af slagsen derfor stadig fast travel.

Selvom den åbne verden præsenterer en misset mulighed, så byder den også på en klar fordel sammenlignet med individuelle niveauer. Da spillets løb anvender checkpoints, og et utal af stisystemer krydser hinanden, løber man aldrig rigtigt tør for nye udfordringer. Du kan endda skabe dine løb, ved blot at køre ruten, derefter justere checkpoints og endeligt uploade resultatet gennem den såkaldte Creative Mode, så spillere fra hele verden kan forsøge at slå din tid.

Riders Republic

Jeg har indtil videre fokuseret en del på spillets gameplay, da det langt hen er, hvad der bærer oplevelsen. Men da Riders Republic har ambitioner om at være langt mere end en samling minispil, man hygger sig med en aften eller to, skal det også måles på, hvor meget værdi det giver spilleren på den lidt længere bane. Og selvom det som et live service-spil endnu er for tidligt at fælde en endelig dom, så sidder jeg dog tilbage med en række bekymringer.

Først og fremmest er spillets tone og præsentation lidt en blandet landhandel. Det hele starter med, at du laver din egen hjemmestrikkede karakter. Her kan blot du vælge mellem fem udtryksløse ansigter samt 21 frisurer, hvoraf cirka halvdelen mere hører hjemme på en handelsskole end blandt frisindede vovehalse. Herefter introduceres du for spillets centrale hub, den såkaldte Riders Republic (deraf spillets navn) og introduceres for et par karakterer, der engang i mellem giver dig et telefonopkald, for at reklamere for et nyt løb eller en begivenhed. Nogen decideret historie er der dog ikke tale om, og det er nok for det bedste. Uagtet om du selv er typen, der render rundt og udbryder "Triple OG!", "true ledge!" eller "super gnarly!", så bliver du nok hurtigt træt af et høre det for 117. gang i et toneleje, hvor det virker som om, at karaktererne er lige ved at hyperventilere af ren og skær begejstring

Heldigvis udgør tale kun en lille del af lydbilledet, og resten er langt bedre. Ubisoft Annecy forstår heldigvis, at musiksmag varierer, og tilbyder derfor en bred vifte af musik. De tunge hip hop beats passer glimrende til de farlige nedstigninger, der er blød pop til det afslappede liv i lejren, og så er der faktisk noget så sjældent som indtil flere rocknumre. Den rolige baggrundsmusik til udforskningen lever også op til udviklerens normalt høje standarder. Glimrende. Det samme kan i det store hele siges om lydeffekterne, der alle støtter op om fornemmelsen af fart, fra den susende vind i wing suitet til sneen, der glider under skiene. Dog lyder racercyklerne mest af alt som hækkeklippere, men det kan trods alt tilgives.

Riders Republic har dog et altafgørende problem, og det er dets progression. Man løber simpelthen hurtigt tør for motivation til at forsætte. Spillets forskellige aktiviteter virker designet ud fra en filosofi om, at det skal være nemt at lære og svært at mestre. Det er såmænd godt nok, men derimellem, fra du er en grøn nybegynder til en garvet ekspert, er der et stort plateau, hvor du har lært de vigtigste tricks, men ikke har tiden eller lysten til at bruge de mange timer, der skal til for at blande sig blandt de allerbedste. I dette store midterfelt er det i stedet kvaliteten af dit udstyr, der typisk afgør din placering under et løb.

Positivt er det i den forbindelse, at du næsten efter hvert løb tildeles en ny skinnede cykel eller et snowboard. Men jo længere, du kommer i spillet, desto større bliver forskellen gradvist mellem dit eget udstyr og konkurrenternes. Lige meget hvor godt du kører, har du derfor ingen chance for at vinde, hvis dine ski har en vurdering på, lad os sige, 455, mens modstanderens hedder 711. Heldigvis er udstyret ikke knyttet til mikrotransaktioner. Men selvom Riders Republic ikke stjæler din penge, så stjæler det alligevel din tid ved at tvinge dig til at grinde, og hele systemet virker til at være designet med henblik på at kompensere for, at det glimrende gameplay trods alt også mangler en smule dybde.

Riders Republic

Ubisoft forsøger også at lokke dig til at blive hængende ved at belønne dig med stjerner og penge efter hvert gennemført løb. Stjerner låser op for flere løb, såsom prestigefyldte konkurrencer sponsoreret af Red Bull, mens at valutaen kan bruges på emotes og tøj til din karakter - det sidstnævnte er dog vanvittigt dyrt, hvis du ikke hiver kreditkortet frem. Men der skal altså en smule mere til, når selve aktiviteter stopper med at udvikle sig efter de første 3-4 timer, og når konkurrencerne (med et par undtagelser i mellem) næsten altid indeholder de samme objektiver.

Og det er i virkeligheden Riders Republics altoverskyggende problem. Der er et par skønhedsfejl hist og her, men overordnet set holder gameplayet, og spillet er utroligt underholdende at kaste sig over. Problemet er bare, at det er lige så let at lægge fra sig igen. Den gradvise akkumulation af bedre gear er simpelthen ikke særlig spændende, og de enkelte discipliner har trods alt ikke dybde nok til at vedblive med at være lige hæsblæsende hele vejen igennem.

Måske det er en god ting? Ikke alle spil behøver at holde os klistret foran skærmen, mens vi jagter det næste skud dopamin. Riders Republic handler snarere om adrenalinkicket, det korte sus, når man drøner ned af de kilometerhøje bjerge, og ved at koncentrere sig herom, har udvikleren gjort meget rigtigt. Men der mangler også lige det sidste - hvad enten det handler om præsentationen, udnyttelsen af den åbne verden, og det at motivere spillere - og for 450 kr. (og langt mere hvis du køber luksusudgaverne) kan man med rette forvente, at spillets øvrige aspekter var af en lidt højere kvalitet.

Riders Republic
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Intuitiv og skarp kontrol. Fantastisk fornemmelse af fart. Flot og levende åben verden. Glimrende lydside. Mass Races.
-
Udstyret er konkurrenceforvridende. Man kører hurtigt træt. Irriterende stemmeskuespil. Den åbne verden udnyttes ikke fuldt ud.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Et andet syn

Magnus Groth-Andersen

Jeg kunne virkelig godt lide Steep. Jo, jeg kunne da sagtens se det kyniske perspektiv i at anskue det som en typisk Ubisoft-verden, ligesom det var tilfældet med det første The Crew, hvor det samme format blev brugt til at designe endnu flere tomme kalorier. At en mand med en riffel var blevet byttet ud med et snowboard, ja det var sådan set lige meget. Men jeg var, på godt gammeldags dansk, bare ret godt underholdt.

Og ligeledes kan jeg i dag sige det samme om Riders Republic. Som spirituel efterfølger til netop Steep er det konstrueret omkring de helt samme idealer: Du er en ekstremsportsentusiast, du er ankommet til det her brodude harem, hvor det kun er fantasien der sætter grænser, og her kan du hærge naturen så meget som du vil under påskud at du "oplever den naturlige verden i al sin storhed".

Det er ikke synderligt flot. Jo, bevares udsigten fejler da ikke noget, og frame-raten på Xbox Series X har været silkeblød, men det handler mest af alt om at som et hyggespil, hvor du gennemfører et mountain bike-løb, får fat i en ny cykel, laver tricks på dine ski, køber et nyt outfit og deltager i et af de virkelig fede megaløb, så fungerer det bare. Det er nemlig enormt underholdende i korte perioder, og takket være de nye transportformer, så er det måske underholdende i lidt længere perioder end Steep var.

Det er sådan et spil der er enormt let at anbefale til de helt casual familiefædre (som jeg nu selv er, sjovt nok) med løftet om at spillet vil give dig sjov og spas i 45 minutter efter børnene er puttet, og du har et øjebliks ånderum.

Det er så heller ikke mere end det, og eksempelvis de her raket wingsuits siger mig ikke en dyt. Der mangler tekstur, overflade - det hele mangler. Samtidig har Ubisoft for vane at overkomplicerer noget der hjertens gerne må være simpelt, så det nye Gear-system er måske en kende unødvendigt, dog passer det fint ind i min RPG-hjerne.

Et tilforladeligt, underholdende og solidt sammensat spil, der ved hvad det er. Og hvad det ikke er.

7

Relaterede tekster

6
Riders RepublicScore

Riders Republic

ANMELDELSE. Skrevet af Jakob Hansen

Riders Republic byder på masser af adrenalinsus, men kan det også underholde på den lange bane?



Indlæser mere indhold