Gamereactor Danmark. Se de seneste trailere og friske interviews fra de største spil-messer i verden. Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Blade Runner

Blade Runner: Enhanced Edition

Klassisk spil. Sørgelig remaster.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Filmspil har historisk set ofte været rædderlige - hurtigt udviklede produkter designet til at hive lidt nemme penge hjem - og i de få tilfælde, hvor spillet rent faktisk kunne måle sig med sit filmiske forlæg, ja, så skyldes det nok, at der ikke ligefrem var tale en Oscarvindende film til at begynde med. Desto mere mirakuløst fremstår adventurespillet Blade Runner. Ikke nok med at filmen selv er et genredefinerende mesterværk, der for evigt indhyllede den nære fremtid i mørke, regnfyldte skyer og tung synthmusik - Westwoods spilversion fra 1997 er næsten selv lige så velanset blandt fans af peg-og-klik-spil.

Det lignende derfor en sikker vinder, da Nightdive Studios for et par år siden annoncerede en forbedret udgave kaldet Blade Runner: Enhanced Edition. Studiet har specialiseret sig i at bringe "glemte eller tabte" spil tilbage til overfladen og i samme ombæring banke den værste rust af. Formularen har fungeret næsten upåklageligt indtil videre med titler som Turok: Dinosaur Hunter og Doom 64. Desværre kikser de fuldstændigt med Blade Runner: Enhanced Edition, der for et par uger siden udkom til PC, Xbox One, PS4 og Nintendo Switch.

Blade Runner

Selve spillet fejler dog som nævnt intet. 90'erne var den gyldne tid for adventurespil med mesterværker som Myst, Broken Sword og Grim Fandango, men langt fra alle titlerne er ældet med ynde. De ulogiske gåder, der prægede selv seriøse spil fra denne tid, er heldigvis intetsteds at finde i Blade Runner. Fremfor at kombinere genstande, handler det kun om at afhøre karakterer og udforske interessante lokationer. Beviser, du samler op undervejs, noteres automatisk i en log, og fungerer som spor, ikke redskaber til at løse mere eller mindre sammenhængende hovedbrud. Gameplayet minder derfor en del om nutidens "interaktive dramaer," om end der stadig er en del pixel hunting undervejs.

Dette er en annonce:

Du spiller som Ray McCoy, en Blade Runner, og handlingen udspiller sig parallelt med kollegaen Deckards jagt på undslupne replikanter i den ikoniske film. Du møder derfor en del kendte ansigter, og flere af filmens skuespillere har endda lagt stemme og lighed til, såsom Sean Young (Rachael), Brion James (Leon) og Jou Turkel (Tyrell). Også lokationerne vil give fans af filmen et kraftigt skud nostalgi. De enkelte scener er minutiøst genskabt ned til den mindste detalje med kameraarbejde og lydeffekter kopieret direkte fra Ridley Scotts mesterværk. Blade Runner ville sandsynligvis kunne snyde selv en Voight-Kampff-test, så gennemført er det!

Blade Runner

Det samme kan dog ikke siges om Blade Runner: Enhanced Edition. Den nye udgave af klassikeren skulle oprindeligt være udkommet tilbage i 2020, men måtte udskydes, da det tog længere tid end ventet at genskabe originalens kildekode, der var gået tabt tidligt i 00'erne. Men det er ikke rigtig nogen undskyldning, for næsten alt ved denne "forbedrede" udgave udstråler sjusk og nemme løsninger. Nightdive Studios har benyttet sig af automatisk opskalering til at skabe et renere, mindre pixeleret billede. Isoleret set er det lykkedes, men desværre er alle detaljer også blevet tværet helt ud, hvilket lægger en dæmper på spillets atmosfære. Samtidig er farvekontrasten alt for høj, hvilket gør det svært at se en del af de mindre objekter, som ofte er helt nødvendige at samle op for at forsætte historien.

Men selv, når du kan se, hvad du skal samle op eller interagere med, kan det være en udfordring rent faktisk at trykke på det. Peg-og-klik-spil er designet til brug af mus, og kvaliteten af kontrolskemaet på konsol har ofte været meget svingende. Nightdive Studios vælger en nem, men også helt utilstrækkelig løsning og bevarer originalens cursor, som nu styres med analogpinden. Dermed bliver det meget omstændigt at "trawle" skærmen for hot spots, og disse burde under alle omstændigheder have været mulige at fremhæve i en moderne remaster. Du kan heldigvis justere cursorens følsomhed (en af spillets få indstillinger) og opnå en spilbar, men langt fra optimal oplevelse.

Dette er en annonce:
Blade Runner

Ændringerne er næsten alle for det værre, men hvad med tilføjelserne? Efter sigende skulle flere replikker og scener, der blev fjernet fra originalen, været blevet genskabt, men det var nu ikke noget, jeg bed mærke i. Det gjorde jeg til gengæld med de mange nye glitches. Animationer udspiller sig forkert eller gentager sig, og ved at klikke flere gange det samme, sætter du nu ikke længere blot McCoy i løb, men accelererer ham op til næsten komiske hastigheder. Introduktionen af undertekster må siges rent faktisk at være en positiv tilføjelse (måske den eneste), men teksten matcher slet ikke den visuelle stil. Værst er spillets menu. Originalens atmosfæriske menu skal nu navigeres via en umulig kombination af knappetryk, som selv en Nexus 6 næppe vil kunne huske.

Til en pris på mellem 70-75 kroner alt afhængig af platform, kan Blade Runner: Enhanced Edition godt anbefales på Steam - her får du nemlig den overlegne originalversion med i købet, som er alle pengene værd og lidt til. Konsolspillere derimod bør holde sig langt væk med mindre, man virkelig gerne vil opleve eventyret håndholdt på Nintendo Switch.

Blade RunnerBlade Runner
04 Gamereactor Danmark
4 / 10
+
En sand klassiker nu på konsol. Både gameplay og historie er ældet med ynde. Tilføjelse af undertekster.
-
Udvasket visuel side. Sløvt kontrolskema på konsol. Masser af glitches. Påklistrede menuer. På alle måder værre end originalen.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold