Gamereactor Danmark. Se de seneste trailere og friske interviews fra de største spil-messer i verden. Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Dakar Desert Rally

Dakar Desert Rally

Endnu en udvikler forsøger sig med en spilversion af det legendariske offroad-racerløb. Kan Saber Interactive levere varen?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

The Dakar Rally er verdens hårdeste rally. Det afholdes én gang hvert år, og siden starten i 1978 har der været kørt fra Paris i hjertet af Frankrig til Dakar i Senegal. På grund af sikkerhedstrusler i Mauretanien (der førte til at løbet blev aflyst i 2008), blev løbene fra 2009 og til 2019 kørt i Sydamerika, men nu er det vendt tilbage over Atlanten, og i 2022 udgaven blev der kørt over 4.300 km i den Saudi Arabiske ørken.

Der har tidligere været lavet forskellige spil baseret på dette rally, men uden den helt store succes - og det er måske også svært at skabe et interessant spil, hvor det meste af tiden går med at køre 8-900 km igennem sand, sand og lidt mere sand. Nu prøver Saber så lykken med dette officielle Dakar Rally-spil, Dakar Desert Rally, som ikke er en 100% korrekt gengivelse af det årlige rally, men et lidt mere traditionelt racerspil baseret på licensen. Lad os se nærmere på, om det er lykkedes.

Dakar Desert Rally

Dakar Desert Rally indeholder mere end 150 officielle køretøjer fra Dakar Rally 2020, 2021 og 2022. Det betyder at udvalget spænder fra motorcykler på både to- og fire hjul, over små livlige buggies og store offroadere fra producenter som Toyota og Peugeot, til de enorme terrængående lastbiler fra blandt andre Iveco, Tatra og russiske Kamaz. Undervejs får man også adgang til nye biler, blandt andet en lækker Dakar-udgave af den klassiske Citroën 2CV, en Peugeot 205 T16 og andre klassiske rallybiler.

Spillet indeholder kun to gamemodes; en tyndbenet online multiplayer mode, hvor man deltager i simple løb mod ens venner, og en karrieredel, der helt klart er spillets hjerte, og der hvor man vil tilbringe langt det meste af tiden i selskab med Dakar Desert Rally. I karrieren starter man ud med at vælge en bil, en buggy, en motorcykel eller en lastbil, og efter en kort introduktion fra ens co-driver bliver man kastet på hovedet ud i det.

Dette er en annonce:

Løbene er typisk forholdsvis lange, og selv om de fleste foregår i sandede omgivelser (nogle gange også med sne), så er der fin variation i dem. Man kommer igennem alt fra decideret ørken med kæmpe klitter og dybt fint sand, til områder med træer, store sten og klipper til smukke solbeskinnede strande med blåt vand og palmer og snoede bjergveje. Man kommer også gennem gamle ruiner, rester af efterladte flyvrag og strandede skibsvrag på standen, så banerne er faktisk ganske varierede og opfindsomt designede.

Dakar Desert Rally
Dakar Desert RallyDakar Desert Rally

Efterhånden som man gennemfører de forskellige løb, optjener man både XP og DP (Dakar Points), hvor sidstnævnte bruges til at købe nye biler, lastbiler eller motorcykler med. Mellem hvert løb skal ens bil repareres, og stort set alle delene på bilen kan gå i stykker, lige fra affjedring, motor og gearkasse, til døre, lygter og meget andet. Man kan vælge at reparere hver enkelt del, hvis man vil spare på ens DP, eller man kan fikse det hele på én gang. Man kan også reparere de mest alvorlige skader på ens bil undervejs i løbene, men det betyder naturligvis en tidstraf.

Dette er en annonce:

Dakar Desert Rally har som sådan ikke direkte sværhedsgrader, men i stedet tre forskellige måder at spille på, nemlig Sport, Professional og Simulation. I Sport, som er den letteste, skal man ikke bekymre sig synderligt meget om at finde vej, da man her kører sammen med andre biler gennem åbne landskaber efter tydelige waypoints, så det er rimelig let at finde vej gennem sandet. I Professional er man alene i ørkenen, der er stadig waypoints, man skal igennem, men de er gemte, og man skal selv finde frem til dem, ved hjælp af ens roadbook, kompas og de instrukser, ens co-driver kommer med. Endelig er der Simulation, hvor man skal bruge ens roadbook for at finde vej, og man skal stole på ens egne navigationsevner, da det er det eneste, man har at gå efter. Denne mulighed bliver først låst op når man opnår level 25, så det er bestemt ikke for nybegyndere - og heller ikke for mig. Den er virkelig krævende, men hardcore fans af Dakar-rallyet vil formentlig elske denne del, som dog kræver en betydelig indsats bare at få adgang til.

Dakar Desert Rally

Det er en fin idé med de her tre forskellige måder at spille på, men man savner at kunne finjustere sværhedsgraden. Man kan for eksempel ikke justere hvor gode ens konkurrenter er, og det er ikke muligt at spole tilbage, hvis man laver en fejl. Manglen på en spole funktion er en smule frustrerende, især når løbene er så lange som de er (de kan let tage over 10 minutter at gennemføre) og så kan en lille fejl til sidst betyde, at man smider sejren væk. Det ville være okay at denne mulighed ikke var i Professional og specielt ikke i Simulation, men den ville være rar i den arkade-prægede Sport mode.

Styringen af de forskellige køretøjer er meget forskellig. Motorcykler og Quad bikes er klart de sværeste at have med at gøre, da man skal være meget forsigtig med styringen, ellers ender man hurtigt med munden fyldt med ørkensand. Lastbilerne er meget tunge, og her skal man være forudseende for ikke at komme i problemer, mens bilerne føles okay og som en mellemting mellem motorcykler og lastbiler. Lige meget hvad man kører på eller i, så virker styringen generelt løs og ikke specielt præcis, men man lærer at tage højde for den, og den bliver aldrig et decideret problem.

Dakar Desert Rally
Dakar Desert RallyDakar Desert Rally

Dakar Desert Rally er ikke noget specielt kønt spil, men grafikken fungerer som den skal. Som nævnt tidligere, er banerne ganske opfindsomt designede og overraskende varierede. Bilerne ser fornuftige ud, og de kan smadres til ukendelighed, hvilket man i øvrigt meget hurtigt kan komme til. Lydsiden gør, ligesom grafikken, jobbet uden at imponere.

Dakar Desert Rally gør flere ting rigtigt, men helt overordnet er det et helt rigtigt valg i min optik, ikke at forsøge at genskabe sporten en-til-en, men i stedet at skabe et spil, med rødderne plantet i Dakar-rallyet. Det er dog generelt en lidt tynd omgang, med blot to game modes, hvor af den ene er tynd i sig selv (online delen) og ingen decideret sværhedsgrader, der kan justeres til ens eget niveau. Sport kan nemlig være lidt for let, da ens modstandere ikke gør meget modstand, mens Professional kan være lidt for hardcore og frustrerende, hvis man bare vil hygge sig med noget ørkenræs.

Dakar Desert Rally er skåret efter en velkendt skabelon og man skal derfor ikke forvente de store overraskelser. Hvis man er stor fan af verdens hårdeste rally, vil man kunne hygge sig med de store åbne baner, de mange forskellige køretøjer og i Simulation skal man med sikkerhed få nok at se til, hvis man vil have den helt autentiske rally-oplevelse.

Dakar Desert Rally er et af de bedre Dakar spil vi har set i længere tid, men det siger desværre ikke så meget.

Dakar Desert RallyDakar Desert RallyDakar Desert Rally
06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Mange forskellige køretøjer, veldesignede løb med god variation
-
Få game modes, ingen justérbare sværhedsgrader, lidt for upræcis styring, tynd online del
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

0
Dakar Desert RallyScore

Dakar Desert Rally

ANMELDELSE. Skrevet af Palle Havshøi-Jensen

Endnu en udvikler forsøger sig med en spilversion af det legendariske offroad-racerløb. Kan Saber Interactive levere varen?



Indlæser mere indhold