Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
anmeldelser
Men in Black: Alien Crisis

Men in Black: Alien Crisis

Men in Black forsøger at indtage konsollerne med Alien Crisis, men resultatet er alt andet end positivt. Læs hvorfor, lige her...

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annonce

Spilbranchen synes at være glad for at gå i cirkler. Dagligt hører man snak om hvordan spilmediet som helhed er i kraftig udvikling, og om hvordan der i dag er plads til mere adspredelse end nogensinde før. Det er måske nok alt sammen rigtigt, men alligevel har nogen svært ved at ruske sig fri af spillereglerne som de fungerede førhen, og det er Alien Crisis et godt eksempel på.

Med Men in Black-licensen i ryggen er her lagt op til en oplevelse fuld af konspirationsteorier, humor, action og invasioner fra det ydre rum, eller det ville der rettere sagt være, hvis nogen havde taget opgaven alvorligt. Den manglende seriøsitet mærker man dog hurtigt, hvilket ikke mindst skyldes ens alter-ego i spillet.

Men in Black: Alien Crisis

I stedet for at gøre brug af nogle af de personligheder som filmtrilogien allerede har etableret, tager man her kontrol over en tidligere arkæolog og nuværende kunsttyv, der inden længe bliver givet navnet Agent P. Med sådan en baggrund skulle man tro, at der blev disket op med en større historie, men i stedet bruges kunsttyvs-baggrunden blot de første fem minutter, hvorefter den ignoreres resten af spillet.

Det er dog måske godt det samme, for i løbet af få minutters spil smides man direkte ud i den første bane, hvor man bliver bedt om at skyde på alt hvad der bevæger sig. Det hele ses fra tredjeperson, men du vil blive en smule forvirret hvis du prøver at bruge analogsticksne til at styre din figur, for den slags sørger konsollen selv for. Med andre ord skal du kun koncentrere dig om at styre sigtekornet, samt bevæge Agent P. fra dække til dække, når det kræves.

Men in Black: Alien Crisis

Jeg har endnu ikke helt luret hvorfor man har valgt at lave en "on-rails" oplevelse ud af denne type tredjepersons-actionoplevelse, for banerne er ofte så korte og så uimponerende, at det burde have været en smal sag at overlade styringen til spilleren.

Heldigvis bydes der dog på en smule variation i form af forskellige missioner. Hvor du i en bane kan forvente at skulle skyde på alt og alle, skal du i den næste snige dig frem og uskadeliggøre vagter og sikkerhedskameraer. Den nærmest obligatoriske jagt gennem byen er også med, men foregår her i flyvende form, i stedet for på byens tætpakkede gader.

Problemet med de forskellige sekvenser er bare, at der ikke er nogen af dem der er særligt sjove, fordi de ofte ikke byder på nogen udfordring, og samtidigt er skruet elendigt sammen. I snigermissionerne vil du således nogle gange blive opdaget nærmest tilfældigt, mens du andre gange kan løbe gennem banen uden at nogen ser dig. I actionsekvenserne nytter det ofte ikke at søge dække, da granater og laserstråler alligevel vil ramme dig. Sidst men ikke mindst vil dine svar i historiesekvenserne ikke have nogen indvirkning, da det kun er det rigtige svar der lader dig komme videre.

Men in Black: Alien Crisis

Det hele er aldeles slapt og kedelig sat sammen, og følges godt op af en teknisk indpakning som på en god dag ville kunne sammenlignes med de første spil vi så på Xbox 360 og PlayStation 3, men som flere gange vil få eventuelle tilskuere til at spørge om det er et PlayStation 2-spil, du har proppet i maskineriet. Elendige animationer, firkantede figurer, manglende detaljer og et helt igennem grimt design, gør dette til en øjeblikkelig kandidat som årets grimmeste spil.

Men in Black: Alien Crisis er et licensspil af den værste slags, og det virker ærlig talt ikke som om der er brugt tid eller penge på at sikre at kvaliteten bare har været nogenlunde. I stedet har dette tydeligvis været et spil, der hurtigst mulig skulle ud på spilhylderne, hvilket har resulteret i en mangel på alle former for kvalitet, som jeg egentlig troede hørte sig gårsdagen til.

03 Gamereactor Danmark
3 / 10
+
Forskellige missionstyper, lettilgængeligt
-
Elendig grafik, kedelige missioner, fyldt med fejl, mangelfulde valg
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer