Dead Space 3

Isaac Clarke har svært ved at holde balancen. Gang på gang bliver han slået omkuld af eksplosioner og tentakler, gang på gang sender sneskred eller sammenfaldende stilladser og gangbroer ham på rutsjeture ned af skrænter, klippesider og bakker.

Det er meget dramatisk, kan du nok forstå. Eller, det er det meningen at det skal være. Men resultatet er, at man som spiller føler sig som en statist eller skuespiller, der skal følge et manuskript og udfylde en rolle, frem for rent faktisk at have kontrol over situationen og selv bestemme, hvad der skal ske. Jeg kalder det "Uncharted-fælden". Dead Space 3 tramper lige ind i den med vinterstøvler på.

De fleste gange en eksplosion eller anden effekt i omgivelserne sender Isaac på flyvetur, er man tvunget til bare at se passivt til, mens han på et hængende hår klarer ærterne. Andre gange skal man trykke løs på en knap, hvilket i spilsammenhæng er omtrent lige så interessant som at se maling tørre. Og så antiklimatisk at det er morsomt, når man en sjælden gang fejler. Spændende bliver det aldrig.

Og det er på mange måder symptomatisk for Dead Space 3 som en helhed. Det vil så forfærdeligt gerne være spændende, intenst og dramatisk, men den konstante jagt på højdepunkter bliver i stedet bare til statisk støj, der aldrig rigtig sætter kløerne i en og for alvor rykker ved noget. Det er, slet og ret, kedeligt.

Unitologerne, de dommedagsfikserede religiøse tosser, der synes menneskeheden har haft sin tur og bør erstattes af necromorphs, har taget kontrollen over de fleste af de såkaldte Markører - de fremmede artefakter, der startede hele det her necromorph-halløj. Med andre ord er helvede mere eller mindre løs. Isaac må tage flugten fra den planet, han ellers har opholdt sig på i relativt fred, da unitologerne ser ham som den største trussel mod deres hellige mål.

Det fører til et gensyn med Ellie fra det foregående spil, et møde med en flok todimensionelle forskertyper og et par omvandrende soldat-clicheer, og det omtrent mest dødsyge og ligegyldige trekantsdrama, jeg nogensinde har været udsat for. Ellie og forskerne er strandet i et rumvrag over planeten Tau Volantis, der lader til at være Markørernes hjemplanet, og hvis hemmeligheder måske er nøglen til at redde hele menneskeheden. Altså skal vi derned.

Det er en ret typisk spilhistorie, men fordi figurerne uden undtagelse er så uinteressante, hæfter man sig ikke ved den.

Nuvel, det er gameplayet som spillet i sidste ende står og falder med. Grundstenen i Dead Space-seriens kampe har altid været, at man skal skyde lemmerne af necromorpherne for at dræbe dem hurtigst muligt. Sådan er det også her, men det er let at få en følelse af, at spillet ikke holder hvad det lover. Nogle fjender kan man skyde benene af, mens andre tilsyneladende har ben af rustfrit stål. Nogle fjender har store, strittende arme med enorme klør, men andre holder dem så tæt til kroppen, at forskellen på et skud til armen og et skud til torsoen nærmest ikke eksisterer. Og man får på fornemmelsen, at det kun er ét bestemt (og fuldstændig umarkeret) punkt på en given kropsdel, der udløser den så vigtige amputering, så træffere på resten af armen er ligegyldige. Bah.

Værre bliver det af, at langt de fleste fjender opfører sig ens. Med få undtagelser har alle necromorphs en modus operandi, der går på at komme så tæt på som muligt og dolke dig i ansigtet. Isaac er temmelig tung i røven, og man kæmper nærmest konsekvent i små trange områder, så det betyder i praksis, at man som regel ender med at stå med ryggen mod en mur eller hjørne, og skubber fjenderne væk så man forhåbentlig kan pløkke dem i småstykker.

Det bliver hurtigt ensformigt, og der levnes ikke plads til at kampene kan udspille sig på andre måder. Det bliver heller ikke bedre af, at de altid er så forudsigelige. Lyset går delvist ud, dørene låses, og fjender vælter ud luftkanaler og andre små åbninger i væggene. Vær'go, jeg har lige beskrevet mere end halvdelen af kampene i Dead Space 3. Det når endda et punkt, hvor man ret nøjagtigt kan påpege hvor fjenderne vil komme fra, i samme øjeblik man træder gennem en dør. Og der er mange kampe undervejs.

Der er ingen spænding i det. Det bliver bare til et irritationsmoment. "Gå nu væk så jeg kan komme videre, grimme zombietype". Mekanikkerne bliver slidte inden for de første par timer, uanset hvad sværhedsgrad, man spiller på.

Lidt mere interessant bliver det, når man skal slås mod unitologer, da de helst holder sig på afstand og i dækning med deres maskinpistoler og håndgranater, hvilket giver mere plads til fri leg og udfoldelse. Desværre er der for få af disse kampe.

Men det er ikke fordi at Dead Space 3 er fuldstændig blottet for lyspunkter. Crafting-systemet, hvor man sammensætter sine egne våben af brudstykker, og kan skille dem ad og bygge om som man lyster, er snedigt fundet på. Man finder hurtigt glæde i at opdage nye dele og prøve dem af, og man kan tilmed fremstille dem selv i bedste MMO-stil. At lave en kombineret shotgun/flammekaster er ingen sag.

Og når spillet en sjælden gang tager et afbræk fra den ellers konstante monsterkavalkade, og ellers lader en udforske i fred, byder det både på udsøgt stemning og fantastisk flotte udsigter. I den første tredjedel af spillet sendes man flere gange på rumvandring, og det er en fornøjelse hver gang (lige indtil designerne ikke kan holde sig i skinnet længere, og kaster en necromorph eller to efter spilleren).

Produktionsværdierne fejler intet. Spillet er generelt flot, og især udsigterne i rummet imponerer. Stemmeskuespillet er der heller ikke noget i vejen med (selvom manuskriptet er søvndyssende), og her er ingen tegn på tekniske problemer undervejs. Lydsiden skuffer til gengæld. Det første Dead Space præsterede den hidtil flotteste og mest effektive lydside, noget spil i denne generation endnu har formået, og til sammenligning virker treeren bare anonym.

Dead Space 3 ved ikke hvad det vil. Det har alt for travlt med store eksplosioner og konstante monsterangreb til at bygge en stemning op, og derfor fejler det som gyserspil. På den anden side er mekanikkerne for tunge og clichefyldte, og kampene for ensformige, til at det fungerer som actionspil. Og hvad sidder vi så tilbage med? Et spil, der ikke imponerer på nogen af de områder, der rent faktisk tæller.

Dråben, der for mit vedkommende fik bægeret til at flyde over, var en bosskamp der pludselig dukkede op lidt over halvvejs gennem spillet. Efter en halv times forgæves forsøg og stigende frustrationer måtte jeg bide i det sure æble og erkende, at jeg var håbløst fejlbevæbnet til klare denne fight, selvom mekanikkerne var himmelråbende indlysende. Altså er eneste mulighed at starte kapitlet forfra - og dermed blive sat yderligere en halv time tilbage, uden nogen garanti for at mit nye våbenvalg vil være mere effektivt. Ih, tak.

Måske går det bedre i co-op - den del af spillet har vi ikke haft mulighed for at teste - men for solospilleren er Dead Space 3 en stor skuffelse, der falder over sig selv i sin konstante jagt på spænding og dramatik. I stedet ender det som sagt bare med at være kedeligt. Det er en prøvelse at spille Dead Space 3, og ikke på nogen god måde.