Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
anmeldelser
Urban Trial Freestyle

Urban Trial Freestyle

Trials er landet på PSN, sådan da. Magnus ræser gennem Urban Trial Freestyle.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Motoren brøler, og jeg klemmer fast om speederen med alle mine kræfter. Jeg drøner hen over den skæve trækonstruktion, uden at skænke hverken tyngdekraft eller fysikkens love en tanke. Jeg læner mig baglæns og balancerer på baghjulet, mens jeg nyder adrenalinen pumpe gennem mine årer. Jeg ser slet ikke brandtrappen, der hænger foran mig og ubarmhjertigt og brutalt rammer mig midt i brystkassen.

Lad os først få det åbenlyse af vejen. Urban Trial Freestyle (tidligere Urban Trials), er et nyudgivet motorcykel-spil til PS3 og PS Vita og en skamløs klon af den succesfulde Trials-serie. Dette betyder heldigvis ikke at spillet ikke har sine egne små tricks i ærmet, og underholdende er det bestemt også. Med sine dommedagsbaner og sociale integration er dette ikke kun en klon, men en nævneværdig tilføjelse til specielt PS Vitaens spilbibliotek. Oplevelsen er dog ikke uden både mekaniske og designmæssige småbump på turen.

Urban Trial Freestyle
Billederne her fra siden er fra PS Vita-udgaven. På PS3 får man glæde af en smule mere effektlir.

Urban Trial Freestyle har valgt at trække sin grafiske inspiration fra Motorstorm: Apocalypse fra 2011. Den postapokalyptiske visuelle stil dominerer banedesignet, hvor ildebrande, sammenfaldne bygninger og vragrester, udgør de forskellige baner, som man skal ræse gennem på ens motorcykel. Ideen bag designet er velrealiseret, og at se hver bane langsomt smuldre, mens man baner sig vej igennem den, er enormt tilfredsstillende.

Banerne ligner dog hinanden til forveksling, og både den mørke farvepalet og de faldfærdige bygninger er til stede i alle banerne, på trods af at spillets i alt fem verdener har hver deres distinkte karaktertræk. Din karakter er ligeledes velanimeret og i alle de unægteligt spektakulære dødsscenarier, som din karakter må undergå, fungerer fysikken ligeledes ganske glimrende. Du kan endda dekorere både motorcykel og karakter. PS3- og PS Vita versionen er identiske af design men Vita-versionen lider til tider af en lidt ujævn billedhastighed og manglende destruktionsdetaljer.

Urban Trial Freestyle

Motorens euforiserende brøl udgør størstedelen af Urban Trial Freestyles lydbillede, og selvom underlægningsmusikken helt sikkert er til stede, fylder den ikke specielt meget i ørerne. Rytmiske basgange og en hård elektrisk guitar kombineres med larmende bækkener, og underbygger den kaotiske postapokalyptiske stil. Sangene er kreative og passer godt ind i formlen, og det er derfor en skam, at der ikke er flere af dem. De samme stykker musik går nemlig igen et utal af gange i løbet af spillets kampagne, og ender med at blive trættende. Heldigt er det derfor, at lydbilledet domineres af reallyden. Nemlig motordrøn, eksploderende bygninger og den umiskendelig lyd af benbrud, når du brager ind i en af banens forhindringer.

I dette postapokalyptiske univers skal du navigere en 2D verden, der er opdelt i baner. Din hovedopgave består i alt sin enkelthed i at undgå forhindringerne mellem dig og dit mål på din motorcykel. Denne grundmodel eksisterer i to variationer: Time Attack og Stuntmode. Disse to handler henholdsvis om at gennemføre banen hurtigt, og at samle point ved at udføre stuntopgaver i banen. Disse variationer holder spillet friskt hele vejen igennem, på trods af det relativt simple koncept.

Dertil kommer en opgraderbar motorcykel, hvor du har mulighed for at købe forskellige dæk, motorer og chassiser, der ændrer motorcyklens fart og styreegenskaber. Kontrolopsætningen er dog spillets svaghed. Motorcyklen føles lidt for let og uregerlig og på trods af spillets ellers stramme mekaniksæt, gør denne mangel på vægt og stabilitet at visse baner kan ende mere frustrerende end underholdende.

Urban Trial Freestyle

Banedesignet byder på mange forskellige udfordringer, som du som spiller skal tilpasse dig efter, men med sit løse design er man aldrig helt sikker på om en bestemt udfordring udfolder sig, som man forventer. Kampagnens længde er forholdsvis kort, og det er tydeligt at den ægte glæde findes i at finpudse sine teknikker, og slå sine venners rekorder. Det er her hvor Urban Trial Freestyle skuffer i forhold til det spil det stræber efter at være. Der er ingen multiplayer ud over scoretavler, og manglen på dette forkorter spillets levetid og underholdningsværdi. Der er heller ingen baneskaberfunktion, og dette ville aldeles have været en kærkommen tilføjelse til et spil der i forhold til indhold er lige i underkanten.

Men prisen er også under en hundredelap, og der gemmer sig stadig et element af konkurrence. For der er mulighed for at se hvordan dine venner har overvundet banen, samtidig med at du selv fræser igennem den, og selvom at denne funktion er at forvente, tilføjer den stadig en slags multiplayer-fornemmelse. Elementerne fungerer altså som de skal, og Urban Trial Freestyle formår på trods af få kritikpunkter at skabe noget af den samme tilforladelige underholdning som Trials. Den sociale integration skaber endnu et lag til spillet, og at se sine venner fejle, ved den udfordring du lige har overvundet, er tilpas tilfredsstillende.

Urban Trial Freestyle er ultimativt en kærkommen tilføjelse til PlayStation Network, men føles mest velkommen på PlayStation Vita. De små hæsblæsende baner passer perfekt til den lille håndholdte, og med sin stærke visuelle stil og stramme mekanikker, nægter Urban Trial Freestyle bare at være en billig klon af Trials.

Banerne kan som sagt være lidt ensformige, og den sparsomme indholdsmængde gør alligevel prisen en smule høj, nu hvor man ikke får begge versioner ved købet. Urban Trial Freestyle er dog essentielt utroligt underholdende, og formår med lethed at underholde spillere med hang til dødskørsel.

Urban Trial Freestyle
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Simpelt og sjovt med en fin visuel stil, skamløs klon af Trials.
-
Banerne ligner hinanden for meget, ingen multiplayer, skamløs klon af Trials.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer