Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Leo's Fortune

Leo's Fortune

Leo's Fortune satser på at gøre platforming udholdeligt på mobiler

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

"Beklager, men med både The Amazing Spider-Man 2 til mobiler og Hitman GO, så har jeg svært ved at tro, at jeg når Leo's Fortune til anmeldelse. Du er dog velkommen til at sende mig en kode, det ser jo godt ud."

Sådan lød mit svar til en overivrig PR-mand, der i flere mails havde fortalt mig, at en gruppe erfarne hunde fra branchen stod bag projektet Leo's Fortune, at de tidligere havde leveret det forrygende Dark Nebula (en tilt-favorit for undertegnede) og at de samtidig havde stået bag Devil's Attorney (et turbaseret "rollespil" med fokus på en herlig og slibrig advokat).

Men eventyret om en lille hårbold med overskæg på jagt efter dennes forsvundne formue kunne umuligt prioriteres, forklarede jeg pænt. Og det var heller ikke planen. Men efter endt deadline på magasinet og med en kop kaffe i hånden tog nysgerrigheden alligevel over, da jeg endelig havde fri fra arbejde. Jeg kunne jo lige tage et kig.

For det så jo så pænt ud.

Leo's Fortune

Efter at konstatere at der er en simpel stryg til højre eller venstre for at "gå" og stryg op for at svæve samt ned for at "flade ud eller dykke", er jeg i gang. Jeg tjekker hurtigt options-menuen, og der er ligeledes en mulighed for at benytte virtuelle knapper, hvis man foretrækker det. Så langt så godt. Problemet med platformere på touch-skærme er dog som oftest at man længes efter fysiske knapper. Det er ubetinget den mindst velegnede genre til de mobile platforme.

Bevares, Rayman har gjort sin entré på mobilerne med succes, men der er platformoplevelsen også kogt ned til at auto-løbe og enkelte knapper. Dette er en ægte platformer. Ingen snyd og bedrag. Men det skal da lige have en chance.

Lidt over en time senere skriger jeg "NEEEJ" ud i rummet, da jeg misser en platform, så Leopold mases mellem to bevægelige kasser med pigge på. Jeg har nu brugt otte minutter på den bane og er død 14 gange. Hvor blev den sidste time af? Jeg er grebet. At styringen samtidig bringer minder mod Mario-spillene mere end at frustrere er bare med til at gøre de mange dødsfald til en herlig oplevelse fremfor en frustrerende af slagsen.

Leo's Fortune
Leo's FortuneLeo's FortuneLeo's Fortune

På 24 baner, hvis man tæller bonus-banerne med (og det gør man, de fortjener faktisk en beskrivelse for sig selv), skal man tage kampen op som den lille underlige men enormt charmerende fyr med russisk accent. Der skal hoppes, dykkes og svæves gennem en god variation af baner. Gyldne sletter, ældgamle templer, mørke grotter, forladte piratskibe, mørke have og frodige jungler danner blandt andet rammerne om eventyret.

Der skal dog ikke kun hoppes, dykkes eller svæves, for Leo's Fortune byder på nogle sindrige fysik-puzzles, hvor kasser skal balanceres, skubbes eller stables, hvor pig-fælder skal afmonteres, håndtag skal trykkes, og hvor rullende dødstønder skal stoppes. Det er små sjove hovedbrud, som ofte giver den der "aha"-oplevelse når man opdager løsningen.

Leo's FortuneLeo's Fortune

Man får naturligvis også fra en til tre stjerner efter hvor godt man har klaret banen. Disse kan bruges til at åbne de normale baner, samt nogle bonusbaner, hvor man forsøger at ræse flest mulige gange gennem en slags rutsjebane på tid, naturligvis med highscore-lister online.

Leo's FortuneLeo's Fortune

Hver eneste bane virker gennemtænkt og som om de er lavet med kærlighed til platforming, og det er sjældent at noget gentages for ofte, selvom hver af de fem hovedverdener naturligvis har hvert deres tema, som bruges ivrigt i omkring en håndfuld tilknyttede baner. Leopold udstøder et veltilfreds grin, når han kommer forbi et af de mange baners usynlige checkpoints. Så døden betyder sjældent genstart af banen, og det er let at høre, når man er nået forbi et kritisk punkt. Det er en god detalje, da de senere baner er drilske og sjældent synderligt korte. Desværre kan man ikke genstarte fra et checkpoint, hvis man er nødt til at slukke for spillet, og til mobil-gaming er det lidt problematisk. Et puzzle spærrer mig ligeledes inde under en bunke sten og tvinger mig til et genstart af banen. Det er surt. Dog er chancen stor for at denne titel tages under kærlig behandling hjemme i sofaen, så for de fleste vil det næppe være et ankepunkt.

Leo's Fortune

Alle løjerne finder sted i en stemningsfuld og yderst veldesignet verden, der til tider ser overordentlig smuk ud. At det visuelle samtidig akkompagneres af stemningsfuld orkestermusik, der bringer tankerne hen på Pirates of the Caribbean, gør kun oplevelsen endnu bedre.

Leo's Fortune har skyhøje produktionsværdier, men det er ikke et langt spil. Jeg forventer at mange gamere vil kunne gennemføre det på et par timer eller tre, måske mindre. Personligt kommer det til at tage længere tid for undertegnede, især hvis alle stjernerne skal samles eller hardcore-delen skal klares, her kan spiltiden let tredobles.

Leo's Fortune

Men jeg har ikke et problem med det, for jeg nyder hvert et minut. Leo's Fortune er let blandt de bedste platformspil til iOS (og planlagt senere til Android). Savner du nogle herlige platform-puzzles, så leverer Leo's Fortune. Det er charmerende, veldesignet og præsterer at gøre "ægte" platforming sjovt på iOS, samtidig med at det fik mig distraheret fra Spider-Man og Hitman, og det er nu altså godt gået.

Leo's Fortune
Leo's Fortune
Leo's Fortune
Leo's Fortune
Leo's Fortune
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Flot, vellavet, vellydende og sjovt
-
En smule kort
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Leo's FortuneScore

Leo's Fortune

ANMELDELSE. Skrevet af Anders Mai

Leo's Fortune tager springet fra mobil til X-box One/PS4. Er den lille hårbold værd at følge, eller skulle han være blevet på mobilen?

Leo's FortuneScore

Leo's Fortune

ANMELDELSE. Skrevet af Lee West

Leo's Fortune satser på at gøre platforming udholdeligt på mobiler



Indlæser mere indhold