Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor Danmark
anmeldelser
Star Wars: Commander

Star Wars: Commander

Lee kaster sig ud i galaksekampe i det nyeste Star Wars-spil. Er Kraften med Star Wars: Commander? Få svaret her.

Der var engang, hvor lyden af et tændt lyssværd og synet af den klassiske scrollende stjernekrigstekst kombineret med de velkendte orkesterfanfarer kunne få mig til at smile bredt. Også i spilform. Siden den spæde start er der dog udkommet langt over hundrede Star Wars-spil og i de senere år af svingende kvalitet. Så når Star Wars: Commander starter op med lyden af et lyssværd, den vanlige fanfare-musik og en scrollende intro-tekst, er det så jeg næsten får kvalme.

Ikke desto mindre finder jeg mig efter otte timer igang med at indkøbe for 65 kroner gems med den undskyldning "at jeg jo er nødt til at teste det her ordentligt til anmeldelsen". I virkeligheden er det fordi jeg hurtigst muligt vil se hvordan jawaernes missioner ser ud.

Star Wars: Commander

Star Wars: Commander er en Clash of Clans-klon, ikke meget mere, og heller ikke meget mindre. Vi har allerede set hvordan Galaxy Factions tog formularen og tilsatte flot 3D-grafik til løjerne, men SW:C er tilfreds med bare at give den simple 2D-grafik et lag stjernestøv og lydeffekter, som vi allerede har hørt til hudløshed. Det værste er næsten, at det virker.

Som med Clash of Clans gælder det om at bygge en base op, forstærke den, vente, indsamle ressourcer, vente lidt mere, gå i kamp og så vente lidt mere - eller betale for at undgå timere. Det er kort sagt et perfekt spil, hvis du har røven fuld af penge, eller hvis du vil have et spil, som du sikkert ikke gennemfører før om to år. Og det er efterhånden mit problem med disse spil: Man får ofte for lidt spiltid og for meget ventetid. Bedst som man er i gang og nyder de mange missioner eller kampe mod andre spillere (PvP), så skal man pænt vente på at få lavet nok tropper, tjene ressourcer ind, forbedre basen eller noget helt fjerde.

Star Wars: Commander har dog modsat eksempelvis Galaxy Factions en formildende omstændighed: kortere ventetid på skabelse af tropper og langt bedre udbytte fra PvP-angreb i forhold til spillets byggeomkostninger.

Til gengæld byder kampene mod andre spillere på det samme problem som kendetegner både Clash of Clans og Galaxy Factions: snotdumme tropper. Her er det endda i sådan en grad, at man får lyst til at kaste sin mobil til en galakse langt, langt borte. Det er ikke usædvanligt at se en soldat beslutte sig for at gå til den anden side af fjendens base, frisk og frejdigt forbi en gazillion laser-tårne, raketkastere og fjender. Gæt selv om fodtussen nogensinde når den planlagte destination. Et mål i en kvadrat resulterer også ofte i at troppen tager turen om på modsatte side af kvadraten. Det er frustrerende. Med tiden finder man selvfølgelig halve løsninger på dette, da nogle tropper har preferencer for bestemte mål. Det er efterhånden ved at være en del af strategien i denne type spil, at skulle se sig ud af medsammensvorne, der har en IQ på mindre end stuetemperaturen. Men det ændrer ikke på, at det virker ganske tåbeligt.

Star Wars: Commander

Hvor Star Wars: Commander hiver de store pluspoint hjem er ved at være ganske gavmild i fordelingen af ressourcer i PvP og have en god solokampagne, der sender en forbi Jabba, jawaer, sandfolk og andre galaksekendisser. Som du sikkert kan fornemme af den foregående rollebesætning finder handlingen sted på Tatooine. Kampagnen fungerer i bund og grund som en enorm tutorial, men det forhindrer den ikke i at have sine sjove momenter og velopsatte udfordringer. Og naturligvis får du ganske kort inde i spillet mulighed for at vælge side undervejs. Her valgte jeg i første omgang Imperiet, da vi alle ved at de har de fedeste dimser. Og det inkluderer naturligvis både AT-AT's, AT-ST's og Tie Fighters. De er nu fede. Desværre kan det samme ikke siges om Imperie-basen (der på det tidspunkt endnu ikke havde optrådt i solo-delen af spillet), der ender som en metallisk omgang gråt i gråt. Jeg blev ligeledes træt af konstant at skulle slås i hovedet af en møgtvær Imperie-admiral. Ganske tro mod filmen, men ret kedeligt at nørkle med. Og fortryder du dit valg, så er der intet andet at gøre end at slette spillet og starte forfra. Det er ærgerligt.

Til gengæld kan man kun glædes over de mange små detaljer på figurerne og fartøjerne, der byder på et stort udvalg af kendte og (mindre kendte) Star Wars-darlings. Som noget nyt kan man også bygge kraftskjolde, der giver ekstra beskyttelse til de enheder, der befinder sig under skjoldet, men udover denne ændring er det CoC-territorie som set så ofte før. Man bygger tropper og kan medbringe en typisk (lidt for hårdfør) helt til kampene. På den mørke side består heltene af fartøjer, mens Leia, Han og Chewie tager kampen op for alliancen. Spillet foregår kort efter Episode IV: A New Hope, så i kontekst giver det fin mening.

Med SW:C får du ingen store spiloverraskelser: Det handler om at bygge, indsamle ressourcer og sende dine tropper mod fjenderne. Har du ikke tålmodighed eller tid til at vente, må du pænt betale ved kasse et, men er du udstyret med bedre tålmodighed end Luke på Dagobah, så er der intet forgjort i at sætte sig til at bygge og kæmpe løs. Det kan ske ganske gratis. Og det sker uden pres.

Star Wars: CommanderStar Wars: CommanderStar Wars: CommanderStar Wars: Commander

Det er stadig tidlige dage for spillet, og fremtidige opdateringer kommer til at definere spillets tiltrækningskraft. Som det er nu, tjener man ressourcer overraskende hurtigt i PvP, mens singleplayer-delen er knap så gavmild, heltene er en smule for kraftige i PvP, og den kunstige intelligens er ikke altid lige let at holde ud. Clash of Clans har vist, at man konstant kan udbygge, forbedre og levere ekstra indhold til ivrige spillere, mens Galaxy Factions ødelagde spilbalancen og udfordringen i spillet. Hvilken vej Star Wars: Commander går i fremtiden, er stadig for tidligt at spå om.

Apropos fremtiden, så lover udvikleren en snarlig patch til rettelse af flere bugs - og især error 1215, der kræver genstart af kampen til tider. Jeg ville normalt ikke have et stort problem med fejl af denne type, men at spilleren mister de udsendte tropper (og dermed potentielt rigtige penge) ved en genstart trækker naturligvis ned lige nu.

Star Wars: Commander

I sin nuværende form ender Star Wars: Commander derfor som fornøjeligt genbrug, men lige knap godkendt grundet de mange bugs. Er du til både Star Wars og den populære freemium-genre, og har du lyst til et spil, som du spiller i mindre portioner et par gange dagligt, så vil du ganske sikkert elske dette bud på en stjernekrig. Især når de værste fejl er udbedrede.

Star Wars: CommanderStar Wars: CommanderStar Wars: Commander
06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
De velkendte Star Wars-figurer og -fartøjer, gratis at hente med en IAP, der ikke er anmasende
-
Fejl, ringe AI, intet nyt under solene i forhold til Clash of Clans
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer