Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Assassin's Creed: Rogue

Assassin's Creed: Rogue

Mens de nye konsoller lægger hardware til den franske revolution, kan man på de gamle konsoller atter drage til søs med assassin-hætte på. Men man kan roligt blive på land...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Der er mange ting, man med rette kan klandre Assassin's Creed: Rogue for, mange kritikpunkter at slå ned på, men essensen af dem alle sammen er kort sagt, at spillet ikke lever op til Assassin's Creed IV: Black Flag. Ikke på et eneste punkt. Rogue er på papiret en direkte efterfølger til det fremragende pirateventyr fra sidste år, men rammer konsekvent forbi forgængerens storhed.

For nu at bruge en fodboldmetafor, så skyder Rogue forbi i skiftende grad. På nogle punkter, som for eksempel mange af landmissionerne, rammer det en meter eller to ved siden af målet. På andre, såsom historien (der for mange nok er en af de vigtigste dele af Assassin's Creed), ender bolden oppe på de bagerste rækker på tribunen. Og der er ikke rigtig noget, der sidder inden for rammen.

Assassin's Creed: Rogue er en skuffelse, og en, der gang på gang minder os om hvor veludført Black Flag var.

Assassin's Creed: Rogue
Dette er en annonce:

Den helt store twist er selvfølgelig, at man spiller som en tidligere assassin, der har vendt broderskabet ryggen og har sluttet sig til tempelridderne. Shay Patrick Cormac, hedder han. Hans grund er sådan set forståelig nok - i hans øjne har assassin-broderskabet begået uhyrligheder, der ikke er til at tilgive, hvorimod tempelridderne har reddet hans liv. De nærmere detaljer kan vi komme ind på senere (og der kommer nok til at være lidt spoilers for de første dele af historien, så er I advaret). Ganske som i Black Flag er Shay udstyret med sit eget skib, som man fører rundt i Nordatlanten mellem sneklædte landskaber og isbjerge, og ned af den appalachiske floddal. Turen går også forbi New York, der fungerer som den primære og største by i spillet.

Og ganske som i Black Flag starter ens skib med at være en faldefærdig plimsoller, der knapt er søværdig, men ved at plyndre skibe til søs - hovedsageligt franske - skaffer man materialer til opgradering af skrog, kanoner, morterer og så videre, og så videre. Derimellem går man på land for at slå forskellige folk ihjel.

Problemet er, at har du allerede spillet Black Flag og DLC-udvidelsen Freedom Cry, så er det efterhånden tredje gang du starter med et saneringsmodent vrag og skal bygge det op til de syv haves skræk. Processen har ikke ændret sig væsentligt siden første gang, og derfor er den, hånden på hjertet, ved at være en smule ensformig.

Det bliver så ikke hjulpet af, at de to områder, man kan sejle rundt i i Rogue, ikke når Black Flags Caribien til sokkeholderne. Floddalen består af floder og fjorde, der alle føles nærmest klaustrofobisk trange, mens Nordatlanten føles delt i mindre bidder af store landmasser. Man har aldrig rigtig fornemmelsen af at være på åbent hav, som man havde i Black Flag, og i stedet føler man sig indelukket. Følelsen af frihed er her ikke. (Det slår mig, at det måske kunne være et forsøg på at legemliggøre assassin-broderskabets ønske om frihed kontra tempelriddernes ønske om orden, nu hvor vi trods alt spiller som tempelridder, men i så fald er det forfejlet).

Dette er en annonce:
Assassin's Creed: Rogue

Jeg får ikke den samme oplevelse af "hov, det der ser interessant ud, der skal jeg hen!" i Rogue som jeg jævnligt fik i Black Flag. Og det er ellers ikke fordi Rogue ikke fylder på med nye collectibles i form af abstergo-fragmenter til havs, vikingegrave, indtægtsbonusser og des lige. Man kan også stadig gå på jagt, om end spillet ikke opfordrer til det i samme grad som tidligere titler. Andre mekanikker, for eksempel at erobre fort, får selskab af nye, hvor man trænger ind og rydder pirat- og røverlejre. Samme princip, lidt anden metode. Der er rigeligt at lave, men det føles ikke lige så fængende, og virker i mange henseender som om det bare er fyld, der roligt kan ignoreres.

Til lands er der også nye tiltag. I New York er der faldefærdige bygninger, man kan byfornye gennem en ret beskeden investering af resourcer, og som derefter giver en fast indtægt. Og fordi man jagter assassins, er der nu også snigmordere, der gemmer sig i høstakke og bag gadehjørner, der overfalder en hvis man ikke spotter dem med eagle vision først. Ingen af delene virker som betydningsfulde tilføjelser, og især snigmorderne er ofte bare irriterende.

Sagt på en anden måde, så virker mange af Rogues tilføjelser underudviklede, som om de snildt kunne have brugt mere tid på tegnebrættet og i mødelokaler, så de kunne have fået noget mere fylde. Og det fører os tilbage til historien. For det er for alvor her, Rogue virker som en spildt mulighed. Vi har gennem snart syv år fulgt kampen mellem assassins og tempelriddere, og Rogue kunne have givet os et unikt perspektiv på den anden side af den konflikt. Men undervejs lærer man ikke rigtig andet end at tempelriddere godt kan lide orden, og at de der assassins er nogle lede typer, der prøver at ødelægge alting, og derfor skal de bekæmpes.

Dette er en annonce:
Assassin's Creed: Rogue

Det samme gælder den historie, der foregår i nutiden uden for animusen hos Abstergo Entertainment. Templar godt, assassin skidt, er det korte af det lange. Vi får lidt mere baggrund på nogle af de tempelridder-affilierede personager, man tidligere har mødt i serien, men ikke noget, der for alvor fortæller noget nyt.

Og modsat Black Flag, der gjorde et fornemt arbejde med at hive nye spillere med på vognen og føre dem ind i AC-universet, så lader Rogue til at antage, at du har spillet alle de forrige titler i serien. Ved du ikke hvem Otso Berg er? Bare ærgerligt, for her er han.

Det største problem er dog vores hovedperson, Shay, selv. Han har udstråling som bølgepap og personlighed, der er omtrent lige så dyb. Han starter spillet som assassin, men vi får ikke rigtig noget indtryk af hvad han laver i broderskabet. Til gengæld keder han sig og synes de andre er lidt for tungsindige. Da han (uagtsomt) bliver direkte årsag til det jordskælv, der ramte Lissabon i 1755 og dræbte op mod 100.000 mennesker, vender han broderskabet ryggen. Broderskabet jagter nemlig Eden-stykker, men udløser tilsyneladende massive jordskælv, hver gang de prøver at fjerne dem, og det vil han ikke være med til. Han stjæler deres optegnelser og stikker af, hvilket næsten koster ham livet. Og så bliver han reddet af en tempelridder.

Okay, fair nok. Men hvorfor er broderskabet, ført an af mentoren Achilles, på jagt efter disse Eden-stykker? Det bliver aldrig forklaret, de vil bare have dem, koste hvad det vil. Der mangler noget forklaring, og hele karaktergalleriet af assassins føles underudviklet. Nogle af dem møder vi vitterligt kun i de indledende tutorial-missioner, hvorefter man ikke ser dem, inden man slår dem ihjel. Det skal ligne et ærkefjendskab, men det mangler ligesom lidt patos, ikke? Hvor er dramaet?

Assassin's Creed: Rogue

Det står ikke meget bedre til på tempelridder-siden. Haytham Kenway dukker op og er en stivstikker, og de fleste mellemsekvenser følger formlen, "hey Shay, en af vores fjender er her", "okay, jeg slår ham ihjel", eller "hey Shay, en af vores venner er i fare", "okay, jeg redder ham", uden så meget kontekst. Ofte føler jeg, at jeg kun går i land for at høre tre linjers dialog, og så skal jeg til havs igen på mission. Spillet foregår under Syvårskrigen, men Rogue fortæller ikke et ord om hvad den gik ud på, andet end at der var englændere og franskmænd med.

Lidt spoiler: Der kommer lidt mere gameplay-kød på missionerne i spillets sidste tredjedel, men rigtig godt bliver det aldrig. Historien er tynd, hverken venner og fjenders motivationer bliver forklaret. Hvad skulle Achilles med de Eden-stykker, og hvorfor gentænkte de ikke dén ide, efter at have jævnet Lissabon med jorden? Det får vi ikke svar på. Og når det hele er slut, virker det underligt uforløst. Man har dræbt nogle assassins, og det er så det, lader det til.Slut med spoiler

Assassin's Creed: Rogue

Sammenlign med Black Flag, der mesterligt blandede historietimer og indblik i piratfilosofi og frihedsidealer med fiktivt drama, hvor vi meget tidligt mødte vores fjender, fandt ud af hvad de ville, stødte på dem igen og igen, og ligesom vidste hvad der i sidste ende var på spil. Det er der intet af i Rogue.

Til gengæld kan man glæde sig over, at her ikke er nogen af de ofte frustrerende smuglytningsmissioner. Det er vel altid noget. Men har man spillet Black Flag og håbet på mere i den dur, bliver man slemt skuffet. For nok bygger Rogue på samme grundopskrift, men det er på alle måder tydeligt, at det er B-holdet, der har været i spil her. Og hvis man stadig har Black Flag til gode, burde man spille det i stedet. For det spil var fantastisk, og Assassin's Creed: Rogue bliver aldrig mere end lunkent.

HQ
06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Intet smuglytteri, ryster posen med sideindhold
-
Tynd og uinteressant historie, underudviklet karaktergalleri, dele af gameplayet virker slidt, havdesignet fænger ikke.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Brugeranmeldelser

  • Lilium11
    Assassin's Creed Rogue... Da jeg først hørte om konceptet måtte jeg stille to spørgsmål: Er Unity ikke rigeligt? Hvorfor kan jeg ikke spille... 5/10
  • Nike
    Tid til nummer to! Som du nok har bidt mærke i, så er der rent faktisk kommet to Assassin's Creed spil i år. Den officielle grund: Unity kunne... 8/10

Relaterede tekster

4
Assassin's Creed: Rogue RemasteredScore

Assassin's Creed: Rogue Remastered

ANMELDELSE. Skrevet af Carl Nielsen

Der er skyllet lidt glitter ind over Assasin's Creed-seriens glemte barn Rogue, men gør de visuelle forbedringer det værd at tage tilbage til fortiden?

Assassin's Creed: RogueScore

Assassin's Creed: Rogue

ANMELDELSE. Skrevet af Rasmus Lund-Hansen

Mens de nye konsoller lægger hardware til den franske revolution, kan man på de gamle konsoller atter drage til søs med assassin-hætte på. Men man kan roligt blive på land...



Indlæser mere indhold