Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor Danmark
anmeldelser
Splatoon

Splatoon

Den har været længe undervejs, men her får du vores vurdering af Nintendos store satsning Splatoon.

OBS! Den følgende anmeldelse er skrevet af vores norske kollega, og stammer fra da spillet oprindeligt udkom i maj måned. Der er sket en del med titlen siden, og derfor har vi tillagt en second opinion-tekst nederst, der tager højde for ændringerne.

Jeg har malet mig op i et hjørne, bogstaveligt talt. Kortet på mit gamepad viser mig, at mindst to spillere fra modstanderholdet er på vej i min retning, og at de vil overmande mig om ganske få sekunder. I et hvilket som helst andet skydespil ville dette have betydet den sikre død, men ikke i Splatoon. Jeg sigter med min malingsgevær mod væggen bag mig, og maler en stribe op til platformen ovenover. Jeg forvandler mig derefter hurtigt til en blæksprutte, som gør det muligt for mig at svømme gennem malingen op ad væggen, hvorefter jeg skyder mine overraskede fjender fra oven.

Splatoon bryder formlen på, hvad vi er vant til fra konkurrencedrevne skydespil. Dette kommer nok ikke som den store overraskelse. Nintendo er nemlig kendt for at tage kendte spilkoncepter, drukne dem i sukker, glitter og farver, og ud fra dette skabe nogle fantastiske spiloplevelser. Her er riflen skiftet ud med et malingssprøjtende vandgevær og i stedet for at kaste granater og lave headshots, drukner man hinanden og banen i maling.

Skip

Det der overrasker en del, er at Nintendos velkendte galleri af spilfigurer for en gangs skyld sidder over. I stedet for at lave et "Super Mario Sunshine Splatoon Bros"-spil med Mario og Link i hovedrollerne, har firmaet skabt en hel ny række figurer. Det er modigt, taget i betragtning at Wii U kæmper en del, og den egentlig har brug for masser af hjælp, eftersom Zelda blev udsat til 2016.

Til gengæld har vi fået noget helt nyt. Man kan egentlig sige "Fresh", for at bruge et sprog, som de nye figurer forstår. Bukserne sidder nemlig lige lovligt lavt, dialogerne er arrogante og alt er svinet til i maling - man skulle egentlig tro spillet var skabt i 90'erne.

Splatoon

Denne stil fungerer særdeles godt på Wii U. Nintendos seneste konsol har ikke den store chance for at konkurrere direkte med PlayStation, Xbox eller PC når det kommer til pixels og polygoner, og derfor må der satses på unikke visuelle oplevelser, som ikke nødvændigvis stræber efter realisme, men som alligevel giver os en gennemført flot og æstetisk behagelig oplevelse. På dette punkt klarer Splatoon det ganske godt.

Splatoon spilles i tredjepersonsperspektiv, og figuren man spiller med har to "modes" - squid og kid. Som kid, eller barn, som nogle nok vil kalde dem, løber man rundt og plastrer arenaen til med maling. Det er i denne tilstand man kæmper mod fjender og erobrer nye områder for holdet.

Splatoon

Med et tryk på en knap forvandles man til en blæksprutte, som kan svømme gennem malingen, som ligger overalt. I denne tilstand er det fart og mobilitet, der tæller, og den tillader, at man hurtigt kan nå hen til frontlinjen, op ad vægge for at nå ellers utilgængelige områder, og at man kan gemme sig lige for næsen af sine modstandere. I denne tilstand tager man dog skade, hvis man svømmer i modstanderholdets maling.

For at sprede malingen har man adgang til mange forskellige våbentyper, hvor hver type har sine styrker og sine svagheder. Nogle er vandgeværer, som sprøjter maling på forventningsfuld vis, mens der også findes langdistancerifler og ikke mindst bredde malerruller, som man skubber foran sig, for at dække store områder med maling på kort tid. Oven i disse våben har man også sekundære våben såsom bomber og sensorer samt specialvåben som bazookaer og skjold.

Splatoon

Singleplayer-delen er derimod ikke så farvestrålende, som vi kunne have håbet på. Det er bare kort sagt en samling baner, der i praksis lærer en spilkoncepterne og styringen at kende, før man kaster sig ud i multiplayer-kampene. Det når ikke Mario-spillene til sokkeholderne, når det kommer til nye idéer, charme og spilleglæde. Boss-kampene er nu både opfindsomme og sjove, og de kræver både præcision og taktisk tænkning, men der er langt mellem disse, og der regulære baner frustrerer mere end de underholder.

Det store problem er ikke at banerne mangler opfindsomhed, men at udviklerne af en eller anden oforståelig årsag tror at styringen i spillet er præcis. Hvis man vil skabe et ordentligt platformspil er det vigtigt at controlleren ligger godt i hånden, og det gør gamepadden desværre ikke i dette tilfælde.

I kampsituationerne fungerer alting fint. Her er alting hæsblæsende og tilgrisset, og det går mest ud på at positionere sig ordentligt og at få styr på sit sigte. Her gør det ikke så meget, at hopknappen har et splitsekunds forsinkelse. Men når det kommer til at svømme mod en afsats, og der skal hoppes meget præcist for at nå over på den anden side, har det splitsekund en gevaldig betydning.

Skip

Størstedelen af tiden man kommer til at bruge i Splatoon er derfor i multiplayer-delen. I øjeblikket findes der kun én spil-mode kaldet Turf War. Her sættes to hold à fire spillere op mod hinanden, og målet er at male så stor en del af banen over med sit holds farve. Det hold, som har farvet det meste af banen til, når tiden udløber, vinder.

Turf War er sjovt, men spørgsmålet er bare, om det er nok til at holde spillernes interesse i længden. Både Tower Control og Rainmaker har været nævnt som fremtidige modes, og forhåbentlig vil disse kunne puste lidt liv i spillet, når først folk er blevet trætte at Turf War.

Splatoon

I en genre som ofte er dødsens alvorlig fremstår Splatoon noget mere farverigt. I stedet for at pløkke løs med et maskingevær for at få hovedskud, får vi i stedet brede pensler og farverig maling. Man skal dog ikke lade sig snyde af udseendet, for under overfladen finder man en strategisk og actionpræget perle af et spil. Man kunne dog i sidste ende godt have ønsket sig lidt mere, enten i form af en længere og mere uddybet singleplayer-del, eller flere modes til multiplayer-delen.

Skip
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Unikt og nyskabende koncept, fyldt med farverig og action-præget sjov
-
Kedelig singleplayer, er udkommet med få multiplayer-modes, styringen er en smule svær at vænne sig til
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Et andet syn

Det er ikke meget jeg har spillet på Nintendos seneste konsol, da der ikke har været så mange titler, der har fanget min interesse personligt. Jeg blev til gengæld nysgerrig da Splatoon blev annonceret, og jeg fulgte med i spillets udvikling frem til udgivelsen, og jeg har nu haft muligheden for at bruge lidt tid med spillet, for at danne mig et indtryk.

Spillet er enormt sjovt og gennemført når det komme til online-delen, hvor kampene kan skifte fra det rene kaos til strategiske på et split sekund. Det store udvalg af våben og udstyr, som findes i form af tøj, der giver forskellige bonusser, er imponerende, og måden spillet er sat op på, hvor der hver dag meldes hvilke baner man kan spille, gør at man er lidt spændt hver gang man fyrer op for spillet. Det betyder dog også, at det ikke er alle baner, der er tilgængelige at spille i på en gang, hvilke måske vil ærgre nogen lidt.

Nu har spillet været ude i næsten to måneder, og der er sket en del siden udgivelsen og den oprindelige anmeldelse rent indholdsmæssigt. Der er kommet nye modes, som kan spilles gennem de nye Ranked Battles, og omfatter Splat Zones, hvor der kæmpes om dominans i et lille område af banen, og Tower Control, som går ud på at styre et tårn ind i modstanderholdets base. Der har også været en jævn strøm af nye våbentyper, såsom N-Zap '85-pistolen, der er modelleret efter den klassiske lyspistol til NES-konsollen.

Hvad angår singleplayer-delen er der intet sket, og jeg må give Kenneth ret i hans udtalelser om denne del af spillet. Det fungerer ikke fantastisk, og er næppe noget folk kommer til at bruge tid på. Spillets split-screen del er heller ikke noget at råbe hurra for, og man mærker klart, at det er i multiplayer-delen, at spillet har sin fokus.

Alt i alt vil jeg give Kenneth ret i sin vurdering af spillet, men jeg vil dog sige at den nye mængde indhold trækker karakteren lidt op. Der er også mere indhold i sigte såsom den mystiske Rainmaker-mode, og alt tyder på, at Nintendo vil fortsætte med at komme med gratis indhold til spillet længe endnu.

Karakter 8/10