Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor Danmark
anmeldelser
Heroes of the Storm

Heroes of the Storm

Anders er for alvor gået i dybden med Blizzard's bud på den moderne MOBA, og kan nu levere en dom.

Blizzard har, så længe jeg kan huske, stået for gennemarbejdede, solide sællerter som World of Warcraft, Starcraft II: Wings of Liberty og Diablo III. Firmaet har dog også spillet meget sikkert, og har ikke afviget meget fra den vante formel. På det seneste har firmaet dog rykket ind på ukendt terræn med kortspillet Hearthstone, som har vist sig at være en overraskende stor succes. Med Heroes of the Storm forsøger de nu at invadere det tætpakkede MOBA-landskab. Mens Hearthstone sidder solidt plantet på samlekortstronen, er HotS stadig i gang med at bevise sit værd og spille med musklerne, da det stadig har status af en lillebror til League of Legends og DOTA 2. Efter adskillige timer med spillet er det på tide at komme med en dom, om hvorvidt Blizzard's "hero brawler" er levedygtigt.

Heroes of the Storm

For dem som ikke allerede kender til MOBA'er, så står navnet for "Multiplayer Online Battle Arena". Essensen af denne type spil er, at to hold af fem spillere kæmper mod hinanden på en bane, som er inddelt i to-tre "lanes" (stier). Stierne leder til det andet holds base, som er beskyttet af tårne og forsvarsværker. Spillet er slut, når det ene hold har smadret det andet holds kerne, som er en bygning i de andres base. Hver spiller styrer en karakter, som foruden et grundangreb også har specielle evner, som kan bruges på tasterne Q, W, E og R. Forskellige karakterer udfører forskellige funktioner i spillet, og hvert hold bakkes desuden op af små hære, som med mellemrum marcherer mod modstanderens base.

Mens der er overraskende mange MOBA'er at vælge imellem, har de mest dominerende på markedet ét særkende: de er svære at komme ind i for nybegyndere. Det er her, at HotS forsøger at gøre en forskel.
Ligesom makkeren Hearthstone har HotS taget en forholdsvis strategisk genre, og destilleret den til et krigerisk koncentrat. Derfor står spillet et farligt sted, for selvom man gerne vil ramme den store gruppe MOBA-nybegyndere, så skal spillet ikke blot være et introkursus til League of Legends eller DOTA 2. Det langsigtede, dybe gameplay skal også være der, præcis som det var for Hearthstone.

Heroes of the Storm

Men hvad er det så, som HotS gør anderledes? Det første, som er værd at bemærke, er at der ikke er nogen butik på banen, hvor man kan købe eliksirer, tøj og våben til sin karakter. Dette økonomisystem som enhver LoL-fan forventer, er ganske enkelt væk. I stedet får man mulighed for at vælge mellem forskellige "Talents", når man stiger i level. På denne måde kan man skabe en mere eller mindre sammenhængende karakter, efterhånden som spillet skrider frem.
Selve level-systemet er også noget for sig, da hele holdet stiger sammen. Dette gør, at den enkelte ikke er så meget på egen hånd, samtidig med, at man altid bidrager til holdet, og ikke bare en selv. Dette tillader også Blizzard fuldstændigt at fjerne ordet "kill-steal" fra fanbasens ordforråd, da det er fuldkommen ligegyldigt hvem der slår sidst i HotS, modsat LoL: der er intet økonomisystem, og alle stiger i level sammen.

Dette er en radikal simplificering af genren, men Blizzard tilføjer også et par elementer, som man ellers ikke ser. De nuværende otte forskellige baner har hver deres eget "team objective". I én bane skal du skaffe guld til en pirat, som derefter skyder med sine kanoner på modstanderens fæstninger, i en anden skal du samle frø (som tabes af plante-monstre når de dør), som giver dig en såkaldt "Garden Terror", som du kan styre. At udnytte disse unikke bane-mekanikker er en del af nøglen til sejr, og overser man dette, så har man ikke en chance. Har man brug for ekstra hjælp, kan man rekruttere "lejesoldater" ved at besejre dem i kamp, som derefter går på modstanderen.

Heroes of the Storm

Denne opskrift giver hurtige, intense kampe på omtrent 15-25 minutter, også fordi banerne er noget mindre end i andre MOBA'er. Til sammenligning tager et spil LoL typisk 30-40 minutter. HotS lever derfor op til Blizzards selvopfundne "hero brawler"-term. Som det måske kan læses i ovenstående, er der ikke tale om et spil uden dybde, men en ligetil og sjov MOBA.

"Heltene", som titlen taler om, er en stor del af spillets appel. Er man allerede forgabt i Blizzards spilverden, så er udvalget et sikkert hit. For nybegyndere er de også sjove. Der er tale om en utroligt indbydende, spraglet og interessant skare af karakterer. Hovedgrupperne er Assassin, Warrior, Support og Specialist, som alle kan være enten Ranged eller Melee. De er alle hvad de lyder som, og man skal nok finde en favorit. "Specialist" er der hvor der vil vendes hoveder, da det er en decideret mærkelig gruppe. Mange af disse ville slet ikke kunne tillades i et spil som LoL, hvor de ville smadre systemet. F.eks. kan Abathur kun agere gennem andre, og gøre dem ekstremt stærke, mens The Lost Vikings er tre karakterer som styres af én person. Dette giver et actionfyldt spil med virkelig sjove og interessante kampe. Kombineret med de otte forskellige baner er meget få spil helt magen til hinanden.

Grafisk har vi at gøre med et klassisk Blizzard-spil. Det kan køre på de fleste moderne computere, og har man en mere kraftig en af slagsen så ser det ganske flot ud. Der er ingen tvivl om, at der er blevet lagt tid og kræfter i designet af spillet, og her kan man se, at det er et stort firma som står bag. Hver af de otte baner føles unikke, og man kan blive ved med at finde sjove detaljer rundt omkring, såsom minearbejdere, pirater og gartnere. Interfacet er ligeledes behageligt og flot, og alting føles overskueligt og gennemtænkt. Her har spillet en kolossal fordel i forhold til mange konkurrenter, f.eks. LoL.
Lydsiden er ligeledes ganske solid og på niveau med hvad man forventer, hvis man har spillet andre spil fra Blizzard. Temaer er bombastiske, stemmer velleverede og stemningslyde er yderst velfungerende.
Da Blizzard er et af de mest grundige spilfirmaer på markedet skal fejlene ikke findes disse steder, men i opbygningen. Underligt nok er et af stederne spillets tutorial, som langt fra forbereder én på det egentlige spil. Man får lov at styre James Raynor fra Starcraft II, og får informationer om spillet fra Uther, som kendes fra Warcraft-serien. Man får en humoristisk tilkendegivelse af, at der ikke skal tænkes for meget over hvorfor man er i en lukket bane og bliver bragt til live igen og igen. Desværre bliver der, som i mange andre spil, forklaret ting, som ikke behøver forklaring, mens vitale dele af spillet slet ikke berøres.
Uden yderligere vejledning bliver man mødt af menuen. Man kan vælge "Versus AI", enten med andre spillere eller et hold af bots, eller "Quick Match". Åbenlyst er dette ikke nok vejledning for mange nytilkommere, idet MOBA-genren kræver en god del forklaring. Alligevel er den eneste vej frem, også i HotS, at prøve og prøve.

Heroes of the Storm

Dette gør, at Quich Match bliver til et misk-mask af spillere med vidt forskellig erfaring. Da det, som gør MOBA-genren berygtet, er den hårde behandling af nybegyndere, så ville lidt ekstra introduktion måske være en god idé. Blizzards opskrift er dog følgende: kun folk på level 30 eller derover kan deltage i "Hero League", hvor man kan stige i rang. På den måde er der ikke noget at miste i quick matches, andet end ens tid og tålmodighed. Det tager imidlertid ekstremt lang tid at nå level 30, og vejen dertil kan være frustrerende.

Når man først når Hero League ser man dog for alvor spillets dybde tage form. Kampene bliver mere intense og man skal udnytte karakterernes evner meget mere, for at vinde. Samarbejdet giver enormt pay-off og man skal være meget mere på. Ens holdkammerater er tydeligvis også på et andet niveau.

Har man ikke tålmodighed med de mange nybegyndere kan man lede efter venner og samle et hold selv. Heldigvis fungerer den sociale del af spillet godt nok til, at man hurtigt finder nogen man kan godt sammen med. Faktisk har spillet, måske på grund af fokuset på sammenhold, det flinkeste community jeg længe har oplevet. Samtidig med dette gør Blizzard også sit for, at folk er sociale. Man får f.eks. ekstra erfaringspoint, hvis man er på hold med venner. Dette ryster folk sammen og gør, at man hurtigt finder online-venner, da det på alle måder kan betale sig. Før man gennemskuer disse mekanikker har man dog en periode med høj frustration over folk som ikke kan arbejde sammen.

Heroes of the Storm

Andre steder lader det til, at Blizzard i sin nedbarbering af MOBA-formlen har skrabet nogle steder, hvor de ikke skulle. Det ville eksempelvis være dejligt med en mulighed for, at tilføje folk som venner, som man spiller sammen med. Jeg har ofte siddet i den situation at jeg virkelig har haft godt samarbejde med nogen, men ikke kunne finde dem igen. Samtidig vil det skræmme nogle spillere væk, at man ikke kan vælge bane, men derimod blot vælger spiltype og helt, og så havner på en tilfældig bane.

Et sidste klagepunkt er, at spillet som samtlige Blizzard spil, er en pengemaskine. I min optik er Blizzards forhold til disse ting sjældent decideret urimelige, men der er heller ikke tale om en gavebod. Som i andre MOBA'er kan nye helte prøves hver uge, men vil man have dem permanent, så skal de købes for in-game penge eller rigtige penge. Visse helte koster imidlertid 10 euro, så det er ikke altid lige billigt.
Alt i alt er min vurdering, at HotS er et solidt spil, men har et par minusser i form af spillets tilgang til spillerne. På godt og ondt er det simplificeret, restriktivt og strømlinet. Man bliver kastet ind i kampen uden så meget fnidder, men til gengæld er der også et par funktioner, som man kunne savne. Selve spillet er imidlertid rigtig sjovt og værd at prøve, især når nu det er gratis. Hvis Blizzards mål var, at lave et spil, som er for LoL hvad Hearthstone var for Magic: The Gathering, så er det på mange områder lykkedes. Det kan ikke konkurrere med LoL's dybde, men er mere enkelt og ligetil. At et spil er MOBA- eller Magic-light behøver ikke være en slem ting. I stedet kan det være et udtryk for mantraet "let at lære, men svært at mestre".

Heroes of the Storm
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Solid grafik og lyd, kreativt banedesign, team objectives, varieret gameplay, spændende karakterer, dele af det sociale fungerer, venligt community.
-
Manglende sociale funktioner, utilstrækkelig tutorial, lang vej til Hero League, en anelse dyre karakterer, mangler mulighed for at vælge bane.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer