Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
anmeldelser
Toy Soldiers: War Chest

Toy Soldiers: War Chest

Michael har været i legetøjsskuffen, og vendt tilbage til de glade 80'ere med det kommende Toy Soldiers: War Chest. Så er spørgsmålet bare, om det har været turen værd.

Over efterhånden en længere periode er ord som remasters, genudgivelser og opgraderinger blevet brugt utroligt flittigt i mange artikler og anmeldelser. Det er med god grund, det vrimler nemlig med, ja, remasters og genudgivelser, skrev jeg så lige igen. Det er fint nok og det skal ikke læses som noget negativt, men det er bare ikke lige alle spil, der har brug for en genoplivning. Efter denne indledning, vil jeg stoppe op og fortælle jer, at Toy Soldiers er ikke en remaster eller en genudgivelse. Vi skal i stedet tilbage i tiden og det bringer en meget anderledes og fantastisk følelse frem. Det er ren nostalgi!! Vi skal tilbage til 80'erne og 90'erne, dengang man kunne lave rigtig legetøj. Dengang hvor en action-figur ikke bare var en plastikdukke, som man pakkede ud og smed i bunken sammen med alle de andre. Nej, dengang havde hver action-figur et navn, en baggrundshistorie og et stamkort med sig. Man samlede og legede med dem på samme tid, og man ønskede sig specifikke figurer i gave, så man kunne fuldende sin hær. Der var altid de gode og de onde, men man skulle have dem alle. Sagt på godt dansk, det var sgu kram dengang i 80'erne og 90'erne. Med risikoen for at name-droppe disker jeg nu op med opskriften på, hvordan man laver en sikker spilsucces på en forholdsvis simpel måde. Opskriften lyder som følgende: Tilsæt lidt Hasbro, Mattel, Ubisoft og Signal Studios. Det hele blandes godt sammen med lidt G.I. Joe, Cobra Commander, He-Man, Dark Lord, Assassin's Creed m.m. Lad det hele hvile i ca. 25 til 30 år og du har nu en sprængfarlig cocktail, der bare venter på at eksplodere ud af din skærm. Vi byder et hjerteligt velkommen til Toy Soldiers War Chest Hall of Fame Edition, hvor de vildeste action-figurer fra en svunden tid atter bliver bragt til live.

Toy Soldiers: War Chest

For jer der ikke kender serien Toy Soldiers, kommer her lige en hurtig opdatering. Signal Studios er skaberne af TS-serien og Ubisoft er udgiveren. Spilgenren er forsvar/strategi eller på engelsk Defense/Strategy Action Hybrid. I 2010 udkom det klassiske TS til Xbox 360 Live Arcade, og vi var helt tilbage i Første Verdenskrig. Her kunne man spille som de franske, engelske eller tyske tropper og genopleve datidens krigsmaskiner. I 2011 udkom Toy Soldiers: Cold War, hvor krigen var Vietnam i 70'erne, og hvor en John Rambo look-alike også har en rolle i spillet. Det hele lyder jo meget dramatisk og voldeligt, men tvisten er jo, at alle krigene bliver udført på dit værelse med dit legetøj. Så der er en masse smeltet plastik men ingen blod i disse spil.
Nu i 2015 er Toy Soldiers War Chest Hall of Fame Edition på trapperne, og denne gang er vi ikke bundet af forskellige årgange fra krigshistorien.

Toy Soldiers: War ChestToy Soldiers: War Chest

TS er som før nævnt baseret på strategisk gaming, og dette menes ganske alvorligt. TS er bygget op omkring "Tower Defence"-idéen, som i dag efterhånden bruges til mange mobiltelefonspil. Her kan man så placere sine våben på udvalgte steder på kortet, og når fjenden angriber, aktiveres de automatisk, når de er inden for deres skudrækkevidde. Fjenden angriber bølge for bølge, og det gælder hele tiden om at være klar med dine defence turret-opsætning, som skal passe til fjendens mange forskellige bølger af angreb. Det vil sige, du er dødsdømt, hvis du har placeret en maskinkanonrede i fronten, og den næste bølge der angriber er kampvognen. Så vil du opleve, at det gamle ordsprog "skyd ikke gråspurve med kanoner" rammer dig hårdt! Fjendes mål er at indtage din legetøjskasse, som oftest står placeret i modsatte ende af slagmarken. I toppen af din skærm kan du følge, hvor mange fjender der lykkes for at gå hele vejen igennem dit forsvar med livet i behold. Der er plads til 100 fjender i legetøjskassen, og overstiges denne grænse, er det game over for dig, og du skal begynde forfra. 100 fjender lyder måske af meget, men tro mig det kan gå rigtig stærkt. En bølge med et kompagni af 50 letfodede soldater kan hurtigt løbe forbi det tunge artilleri uset, og pludselig er der 25 mand på vej ind i din legetøjskasse. Når man kommer længere i spillet, bliver spillet meget mere krævende, og dine strategiske evner bliver virkelig testet. Bølgerne bliver hyppigere, og tiden inden det næste angreb bliver kortere, så stressfaktoren presser meget på.

Som i den virkelige verden er der selvfølgelig økonomi blandet ind i krigen. Man har ikke uendelige midler og slet ikke i begyndelsen af en ny kampagne. For hver fjende du nedlægger, kommer der penge ind på din konto. Der er mange forskellige kombinationer af kills, som gør du kan tjene mange hurtige penge. Hvis du har overblikket, og er kold og kynisk, kan du med fuldt overlæg dræbe fjenden lige på dørtærsklen til din legetøjskasse, det giver nemlig ekstra penge fordi det var et "close call". De penge du tjener på banen, kan bruges løbende på at købe flere og større turrets. På din skræm kan du følge dit kill barometer, og det er vigtig at få den fyldt op, da det låser op for din Hero, som kan ændre hele dagsordenen. Når din er Hero er låst op, kan du i pressede situationer sætte ham i spil. På knappen Y sætter du din Hero på banen, og her styrer du ham i bedste tredjeperson helt nede i kampens hede på banen. Hero-tiden er dog begrænset, så det er en kort fornøjelse, medmindre du når at samle batterier op på banen, som forlænger levetiden.

Man kan spille og gennemføre hele TS kampagnen ved at se fra helikopterblikket, eller som det så moderne hedder i dag - droneblikket. Her kan man detaljeret styre slagets gang og hurtig købe nyt udstyr, opgradere og reparere de eksisterende turrets. Får man placeret noget forkert, kan man sælge sine turrets igen, dog med økonomisk tab. Hører man til typen, der godt vil have legetøjsmuld under neglene, og mener du, at du er verdensmester i at styre dit forsvar manuelt, er dette også muligt. Ved at trykke på A på en markeret turret, åbner du for muligheden for manuel styring. Måske du ikke er lige så effektiv som den kunstige intelligens, men jeg kan varmt anbefale den manuelle styring. Det er virkelig sjovt, og giver spillet meget mere indhold og levetid. Fra våbenarsenal kan man blandt andet vælge mellem maskinkanontårne, anti-tank kanontårne, missilramper og antiluftskyts. Alle kan opgraderes flere gange på rækkevidden, slageffekten og forsvaret. Jo længere du kommer i spillet, jo flere penge / tokens tjener du, og dem kan du bruge ude i menuen "customize army". Her låser (køber) man op for de nyeste opgraderinger til for eksempel maskinkanontårnet, skills til din Hero osv. Udvalget er stort, og der ligger masse af nørdetimer her bag kulissen. I TS 2015 er der virkelig kælet for loadout-delen. Som noget nyt kan man også vælge hvilken hær man vil "lege" med. Det er her vores yndlingslegetøj kommer i spil. Her kan man vælge mellem He-Man, G.I. Joe, Cobra Commander, Assassin's Creed, Kaiser Wilhelm, Starbright, Phantom og Dark Lord. Alle dine Defence-Towers ændrer sig til de originale maskiner, som passer sammen med den hær du vælger. Dine opgraderinger fra for eksempel He-Man hæren følger desværre ikke med, når du skifter til en anden hær. Så er det "back to basics", hvilket faktisk er helt okay - det skal jo nødigt være for let, og det er sundt med nye udfordringer.

Toy Soldiers: War Chest

Grafikken er super flot. Som TS er kendt for, er alle slagmarkerne bygget op med legetøj, og banerne er ofte placeret ude i haven eller i stuen. Derfor kan der sagtens ligge en kæmpe banan eller andre elementer, som hører til i en almindelig dagligdag. Heldigvis tager de fremmede elementer ikke overhånd. Banerne er frem for alt en slagmark, og der er gravet godt med skyttegrave og placeret masser af pigtråd, som blot bekræfter, at dette er en krigszone og ikke en legeplads. Man kan zoome godt ned på banen og følge med i krigen overalt. Med et tryk på pause kan man vælge "tilt-kamera", og her kan man gå endnu dybere ned på banen og se alle detaljer, hvilket er meget flot designet. Jeg er ikke mindre end imponeret over banernes miljøer og opbygningen på en forholdsvis lille bane med så små midler. Udviklerne har gennemtænkt hver en detalje, og har formået bygge banerne sådan, at de aldrig bliver kedelige eller ensformige. Alt kan smadres og springes i luften. Når kampen er på sit højeste, og mange elementer er i bevægelse, glider grafikken hen over skærmen uden de store problemer. Der er dog lidt gnidninger, når det er Hero-tid, og du skal løbe rundt på banen som i et "open-world" sandkassespil. Eksempelvis hvis du falder i en skyttegrav, eller skal hoppe over genstande, er din Hero meget begrænset, og her er spillet lidt kantet med klar plads til forbedringer.

Jeg vil kort lige kommentere de fede detaljer, der faktisk er kommet med på legetøjet. Nu er jeg tilfældigvis stor G.I. Joe-fan og kender derfor serien rigtig godt. Hvor er det fedt at løbe rundt med Duke eller flyve rundt med Dragonfly XH-1, og detaljerne, våbnene og udstyret er helt originalt ned til mindste detalje. Det er episk at udkæmpe en krig head-to-head med G.I. Joe og Cobra Commander, hvilket jeg aldrig troede skulle ske. Jeg trækker lidt på smilebåndet, og kigger skævt over mod min store glasmontre, som er fyldt med alle de originale action force 80'er / 90'er figurer fra Hasbro, som jeg har samlet på i mange år. Jeg er en nørd okay, jeg accepterer det og lever stolt med det!
Omkring online og mulitplayer er her også nyt og masser af underholdene timer. Spil co-op med venner i det bredde udvalg af missionstyper, eller spil head-to-head og find ud af hvilken hær og strategiske hjerne er bedst. Weekly War er nye udfordringer, som bliver frigivet hver uge. Gennemfør de 5 missioner inden 7 dage og lås op for endnu flere opgraderinger og byg din hær endnu større.

Toy Soldiers: War Chest

Toy Soldiers War Chest Hall of Fame Edition fortjener klart en topkarakter herfra. Selve konceptet er underholdning i verdensklasse, og ideen med at vække gammelt og nyt legetøj til live er ikke mindre end genial. Desværre har jeg konstateret en ret væsentlig ændring i forhold til Toy Soldiers: Cold War. Hvis man havde taget en forkert beslutning i for eksempel det 15. bølgeangreb, og fik man game over, kunne man vælge at spole tilbage til forrige angrebsbølge og rette op på sin fejl. Der var ikke uendelige forsøg, men man havde muligheden og ikke skulle starte forfra hver gang. Denne mulighed kan jeg ikke finde mere. Forstå mig ret, en mission med 20 fjendeangreb tager meget lang tid, og denne Tower-Defence spillestil kræver koncentration, da der sker noget hele tiden. Så der er reelt set ikke nogen savepoints, kun efter en sejr, og det ender til sidst med at blive et irritationsmoment. Jeg håber at en opdatering retter op på dette i fremtiden, men i skrivende stund trækker dette element ned.

Toy Soldiers: War ChestToy Soldiers: War Chest
View comments
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Utroligt underholdende, flot design, lang levetid, fed idé med episke action-figurer, udfordrende
-
For få save-points, Hero-tiden har lidt for kantet i styring
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Toy Soldiers: War ChestScore

Toy Soldiers: War Chest

ANMELDELSE. Skrevet af Michael Bay

Michael har været i legetøjsskuffen, og vendt tilbage til de glade 80'ere med det kommende Toy Soldiers: War Chest. Så er spørgsmålet bare, om det har været turen værd.

Ubisoft annoncerer Toy Soldiers: War Chest

Ubisoft annoncerer Toy Soldiers: War Chest

NYHED. Skrevet af Lee West

Gamescom er som bekendt så småt begyndt, og i den forbindelse har Ubisoft også annonceret en ny titel i form af Toy Soldiers: War Chest. Spillet beskrives som et...

Indlæser mere indhold