Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
anmeldelser
Leo's Fortune

Leo's Fortune

Leo's Fortune tager springet fra mobil til X-box One/PS4. Er den lille hårbold værd at følge, eller skulle han være blevet på mobilen?

Tilbage i april sidste år anmeldte vores tidligere chefredaktør, Lee West, Leo's Fortune til Android og IOS. Dengang roste han spillets flotte grafik og simple styring. Jeg valgte - på trods af de rosende ord - at springe spillet over, for min skepsis fortalte mig, at platformspil og touch-screen ikke gik hånd i hånd. Nu siger kalenderen 2015, og Leo's Fortune er kommet til Playstation 4 og X-box One. For os der valgte at springe spillet over sidste år, er dette en fremragende nyhed, for Leo's Fortune har ikke mistet magien ved springet til konsoller.

Leo's Fortune

I Leo's Fortune spiller du som Leopold, en lille hårbold med en charmerende russisk accent og karakteristisk overskæg. Alt hans guld er blevet stjålet, og som hos enhver kernesund familie, vælger Leopold at kaste skylden på hans familiemedlemmer, og opsøger dem en efter en. Tyven har været så betænksom at efterlade spor af det stjålne guld, som Leo kan følge tilbage til hans formue. Historien er, ganske forventeligt, kun lavet til at skubbe dig videre til næste bane, men heldigvis trænger den sig aldrig på. Og lad os være helt ærlige; en god historie er sjældent noget man spiller platformspil for. Grunden til man spiller platformspil, er klogt banedesign, simpel styring uden forsinkelse og flot grafik i forskellige miljøer. Heldigvis opfylder Leo's Fortune alt det ovenstående.

Leo hopper og svæver på kryds, gør sig tung på firkant og glider frem og tilbage på piletasterne. Den simple styring har været en fordel for spillet på mobil og det klæder også spillet på konsoller. Styringen føles naturlig, og spillet bruger heller ikke meget tid på at lære spilleren at håndtere Leopold. Har man spillet et platformspil tidligere, vil man straks føle sig hjemme i Leopolds verden.

Leo's Fortune

Udfordringen i platformspil skal ikke komme ved at kæmpe med styringen, men gennem designet af banerne. Dette forstår udvikleren 1337 & Senri, der krydrer banerne med smarte gåder og gør sværhedsgraden tilpas udfordrende, så man skal holde tungen lige i munden, for at komme levende igennem. Leopolds rejse bringer ham til fem forskellige lande, der alle adskiller sig fra hinanden, og bruger landets karakteristiske træk til at udfordre Leo på nye og spændende måder. Land 2 på Leo's rejse har et pirattema, og bruger vandet til at skabe smarte gåder. Land 3 tager dig til faldefærdige ruiner, i et land inspireret af det gamle Egypten, hvilket udfordrer dig ved, fundamentet under dig konstant falder sammen. Land 4 tager dig til bjertoppende, hvilket på samme tid gør den stærke vind til din makker og fjende. Spillet introducerer dermed nye mekanikker ved hvert land, men det er ikke gennem Leopold der lærer nye tricks på sin rejse. Det er gennem designet af banerne. Dette gør det til en fornøjelse at rejse videre i historien, og se hvad spillet byder på.

Og sikke en smuk rejse det er. Spillet var smukt på den lille skærm på mobilen, og har heldigvis ikke mistet noget af sin skønhed på den store skærm. Ved at rejse rundt til forskellige lande, er der også hele tiden noget nyt at beundre. Forskellen på det meget blå, nedbørsrige piratland, til det grønne, frodige land på toppen er bjergene, er tydelig og smuk på hver sin måde. Der er en dybde i billedet, på samme måde som i Rayman Legends, hvilket får verdenen til at virke overbevisende og virkelig.

Leo's Fortune

Den visuelle side af spillet bliver fuldt på vej af den smukke orkestrerede lydside, der ændrer sig alt efter hvilket land Leo befinder sig i. Især det stemningsfulde klaver der skubbede Leo frem i spillets næstsidste bane, fortjener en ekstra bemærkning på vejen. Det er med til at gøre verdenen, et sted man ikke ønsker at forlade.

Desværre er det ikke alle hop fra mobil til konsol, der fungerer til spillets fordel. Tilbage på mobilen var det et kort spil - hvilke Lee også kritiserede dengang - og det er stadig tilfældet i dag. Jeg formåede at gennemføre det på under tre timer. Der er stjerner at jagte, og der åbnes en Hardcore-mode efter spillet er gennemført, men for folk der ikke går op i at forbedre deres tid, er der ikke meget mere at hente, når historien er gennemført. Det er synd, for spillet efterlod mig ikke mæt. Det efterlod mig sulten efter mere.

Der er også en grundlæggende forskel på, hvordan man spiller på mobilen, og hvordan man spiller på konsoller. Mobilspil er ofte designet som "snacks", der kan tændes og spilles i 10 minutter på busturen til og fra arbejde. Dette betyder at banerne skal gøres korte, så man kan nå at gennemføre dem, inden busturen slutter. På konsoller giver man gerne spillet alt sin opmærksomhed, og dedikerer gerne et par timer før man slukker igen. Derfor føles mange af banerne ulovligt korte, og jeg blev ofte overrasket over målet allerede var nået. Kun den sidste bane tog mig 11 minutter at gennemføre, resten tog mig sjældent mere end 3-4 minutter. Dette har muligvis været en styrke på mobilen, men foran konsollen føler man, banen er slut, før den er gået i gang.

Leo's Fortune

Det er dog ikke noget stort kritikpunkt, i et ellers smukt platformspil. Leo's Fortune indeholder alle ingredienserne til et formidabelt platformspil: simpel styring, smart banedesign og flot grafik. Desværre når man sjældent at varme op, før banen er slut. Det ender ud i et smukt men kortvarigt platformspil. Hvis du valgte at springe spillet over sidste år, fordi det kun var til mobilen, er du løbet tør for undskyldninger. Fans af platformgenren burde ikke springe over hårbolden Leopold og hans karakteristiske overskæg.

Leo's Fortune
Leo's Fortune
Leo's Fortune
Leo's Fortune
Leo's Fortune
Leo's Fortune
Leo's Fortune
Leo's Fortune
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer