Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor Danmark
anmeldelser
This War of Mine

This War of Mine: The Little Ones

Et gråt og minimalistisk spil med noget på hjertet er ikke hverdagskost, og Sebastian har været igennem denne unikke spiloplevelse, som nu er på vej til PS4 og Xbox One.

Natten sænker sig over den krigshærgede by Pogoren, og her i skyggerne er det igen tid til at gå på rov efter mad og andre essentielle ressourcer. Krigens hærgen har lagt byen i ruiner, og inden længe sætter den ubarmhjertige vinter ind. En stemme i mit baghoved messer igen og igen, at kun den stærkeste overlever - mens jeg alt andet end ubemærket bevæger mig ind i det ældre ægtepars hus. De kigger chokeret og hjælpeløst til, mens jeg tømmer deres køleskab og medicinlager indtil min rygsæk er fyldt til bristepunktet. I realiteten har jeg her udstukket en dødsdom, og hvad der først virker som en sand gevinst, udvikler sig ganske kort tid efter til et tungsind og en glidebane mod en reel depression. En handling med konsekvenser.

This War of Mine

Med en del år indenfor spiljournalistik og smagsdommeri, er der efterhånden længere og længere imellem de spiltitler, som spilles videre rent mentalt efter computeren, mobilen eller konsollen er slukket. Men den første anmelderopgave der er landet på mit bord i 2016, er i den grad unik, og har givet stof til tankevirksomhed udenfor skærmens lys. Spillet "This War of Mine" har tidligere været udgivet til computer, Android og iOS, og er nu på vej ud til PS4 og Xbox One under titlen "This War of Mine: The Little Ones". Jeg har ikke tidligere pillet ved spillet, så da jeg satte anmelderskiven i min Xbox One, åbnede der sig en trist grå verden flettet ind i en spilbar udfordring af de større.

Spillet kastes direkte i hoved på en, og tutorials samt en dybere forklaring af situationen er ikke der vi skal hen. I mit første spil mødte jeg Katia, Bruno og Pavle - tre overlevende i den fiktive by Pogoren's krigshelvede. De har fundet sammen i et beskadiget hus, hvor de nu skal forsøge at overleve krigen i et simpelt håb om en forestående våbenhvile, så civile kan slippe ud af området uden at smage på snigskytternes kugler. Med et klik på controlleren kan man skifte imellem de tre personer, som hver især har særlige evner. Pavle er eksempelvis god til at løbe hurtigt, og Bruno er en haj i køkkenet. Begge ting er evner, som er brugbare i forskellige dele af spillet.

Alt er holdt i en grålig nærmest blyantstegnet stil, og spilles som en 2,5D-sidescroller. Denne alt andet end muntre scene er udbygget med en lydkulisse af blæsevejr, sporadiske skud og eksplosioner i baggrunden. Hvis dette ikke tydeligt nok har understreget spillets ønskede stemning, så starter vores lille flok ud med at være trætte, sultne og til tider småsyge. Rundt omkring i huset er der fordelt forskellige ressourcer i for eksempel skabe, kommoder eller murbrokker. Disse får en fra start, og maven kan fyldes lidt og de første dele af huset forberedes på et længere ophold. Det sidste kræver alt fra simple senge, brændeovne, vandfiltreringsanlæg over til mere sofistikerede ting som værktøjsbænke til konstruktion af våben og andre redskaber. Overlever husets beboere længe nok, kan de fleste ting opgraderes til at yde eller modstå mere.

This War of Mine

Når vi nu har fjernet al form for pyntesyge, og startet ud med et gameplay, som både er intuitivt og nemt, så er spillets inderste kerne blotlagt: overlevelse og indsamling af ressourcer. Men ganske kort tid inde i spillet, sniger der sig flere lag på den ellers simple spilformel. Den første dag i huset guidede jeg mine tre overlevende rundt efter ressourcer i huset, hvorefter jeg byggede en seng og et komfur til madlavning. Allerede da det sidste dagslys forsvandt i horisonten blev jeg præsenteret for det første dilemma. Mine begrænsede ressourcer rakte ikke til mere end en seng, og hvem skulle nu sove her? Dette simple spørgsmål blev efterfulgt af udfordringen med at udpege en person, til en tur ud i Pogoren på jagt efter mad, medicin og andre livsvigtige ting.

Disse natlige ture er den primære kilde til de nødvendige ressourcer. Man kan enkelte dage opleve en sælger, som kommer og banker på døren til det befæstede hus. Men uden noget at bytte med, så kommer man ikke langt, hvorfor de farlige ekspeditioner er en nødvendighed. Igen er der forskel mellem de forskellige personer, og nogen kan bære mere end andre. De første par lokaliteter ude i den sønderskudte by er ret fredelige, og man kan drage afsted med tom rygsæk, og vende hjem med bøjet ryg og bunker af planker og råt kød, eksempelvis. Efter de første nætter låses der løbende op for flere og flere lokaliteter ude i byen, og her stiger farligheden ligefrem proportionalt med desperationen efter nye ressourcer. Her begynder man med fornuft, at medtage våben og redskaber som dirke og skovle. Alt er en konstant afvejning af personens styrke, og hvad der strategisk vil maksimere mængden af ressourcer og materialer der hjemtages.

This War of Mine

Før eller siden ender man med konfrontationer ude i natten. Der findes andre overlevende, og kampen om de færre og færre ressourcer kan ende fysisk. Alt udkæmpes desværre ikke med simple næver, og passer man ikke på, så kan man på få sekunder miste en person gennem et møde med en A47-bevæbnet desperado. I de særligt farlige bygninger kan det betale sig at undgå andre personer, og snige sig ubemærket rundt efter loot. Som beskrevet i starten, kan man opleve at være den stærkeste, hvor kontaktflader mellem menneskelige værdier og knurrende maver kan bringe en langt ud over den gængse moralske grænse. Eksemplet med hjemmerøveriet hos det ældre ægtepar endte med at sende Katia ud i en afgrundsdyb tristhed. Hun gik småklynkende rundt, og endte efter kort tid med at sidde depressiv på gulvet i vores hus.

Det var glidebanen som endte mit første spil. Kort tid efter sendte jeg Pavle ud efter materialet, som bruges til opvarmning af huset, hvilket desværre endte med, at ham kom hjem hårdt såret. Jeg fik uheldigvis styret ham lige i favnen på en aggressiv beboer, som var bevæbnet til tænderne. Som dagene går nærmer vinteren sig, og hvor man før ikke skulle tænke meget på opvarmning af huset, så bliver det pludseligt det helt centrale. Er der for koldt, så bliver beboerne småsyge - hvilket kombineret med den konstante træthed, sult og eventuelle sår kan ende helt galt. Det var præcist hvad der skete med mit første spil. Indenfor få dage var alle døde, og min jomfrutur i spillet endte efter 27 dage, hvor den sidste beboer frøs ihjel.

This War of Mine

Hvor min første berøring med spillet kan virke ret trist, så blegner det i forhold til mit andet spil. Her startede jeg ud med manden Christo og hans lille datter Iskra på en cirka fem til seks år. Iskra spæder til lydtæppet med en mere eller mindre konstant hulken og gråd, hvilket jeg prøvede at afhjælpe ved at sætte hende til at lege eller snakke med farmand. Ret hurtigt banker det på døren, og en kvinde med navn Emilia spørger om husly. Nu er jeg igen oppe på at styre tre personer. I denne runde har jeg ganske mange ressourcer i huset, og jeg begynder med fornuft allerede at forberede mig på vinteren. På femte dagen går det dog galt, og jeg ender med at Christo dræbes under en natlig tur til et (næsten) affolket supermarked. Herefter går Iskra i chok, og sidder urørlig på gulvet og græder konstant. Næste nat nedskydes Emilia under en jagt efter mad i et sønderskudt hotel, og dør kort tid efter af sårene. Mit andet spil endte efter syv dage, og var en helt igennem nedtrykt oplevelse.

Efter mit første spil blev der låst fem forskellige startopstillinger op. Den ene af disse var Christo og hans datter. Alle foregår i forskellige huse, og med en forskellig sammensætning af byen, og senere i spillet låses der op for flere nye sammensætninger. Efter man har prøvet at spillede forskellige, så er de udstyret med en high-score, hvilket er et ganske upassende ord for det antal dage, man har holdt grupperne i live. Spillet er særdeles udfordrende, og jeg nåede aldrig at opleve krigens ophør. Når dette bliver for meget, findes der en friere spilmode, hvor man selv bestemmer sammensætningen af gruppen og hvor voldsom vinteren bliver. Her kan man endvidere sammensætte byen, og bestemme hvornår forskellige lokaliteter skal låses op igennem spillet. Denne mode går under navnet "write my own story", og er en port mod lidt mindre udfordring.

Hvis man allerede har en latent vinterdepression, og mest føler sig tiltrukket af farverige og nemt-fordøjelige titler som eksempelvis Peggle 2, så skal man nok gå langt udenom This War of Mine: The Little Ones. Det er et spil som kræver, at man konstant tager stilling til forskellige svære situationer. Efter hver afsluttet spil, præsenteres man for de moralske valg, man har truffet. Det er ikke sammenholdt med, hvad andre har gjort i lignende situationer - såsom i Life is Strange og spillene fra Telltale Games, men er derimod en form for opsummering. I mit spil med Christo og hans datter foregik denne epilog gennem børnetegninger og set fra Iskra's vinkel. Dette er så absolut ikke et spil for alle, og går man efter en feelgood-fornemmelse i maven - eller en K/D-statistik til leaderboardsblær, så er det ikke her, man skal stå af.

This War of Mine
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
En stilren og minimalistisk spiloplevelse, et spil som har noget på hjerte, nytænkende og anderledes.
-
Kan blive ensformigt, en dyster oplevelse.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer