Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor Danmark
anmeldelser
Uncharted 4: A Thief's End

Uncharted 4: A Thief's End

Magnus har gennemtestet Nathan Drakes sidste kapitel, og har kun rosende ord til overs.

Hvad er en anmeldelse egentlig? En spilanmeldelse, eller en anmeldelse af enhver kunstnerisk udfoldelse, er personlig. Det er mig der anmelder, og det er min oplevelse du kan læse om her. Der er selvfølgelig en række objektive, målebare parametre som vi skal have i orden inden jeg endegyldigt kan sætte flueben ved oplevelsen, men størstedelen af tiden er vi vidt forskellige, selv intern i Gamereactor-netværket. Det er måske derfor ikke alle der er enige når jeg siger, at hvert eneste Uncharted-kapitel er et mesterværk, og at de, i min bog, alle er 10-taller. De har betydet utrolig meget for min karriere, der har ledt mig til den post jeg sidder på i dag, og de har derfor, alle tre, en særlig plads i mit hjerte. Netop fordi anmeldelser er en personlig vurdering af en spiloplevelse, mener jeg ikke at min forkærlighed for serien generelt hindrer mig at levere en præcis dom over dette sidste kapitel, Uncharted 4: A Thief's End, jeg mener faktisk, at det gør mig særligt egnet.

Nu er sagen til og med den, at Uncharted 4: A Thief's End er det bedste spil jeg nogensinde har spillet, og efter kampagnens endelig rulletekster gled over skærmen, var jeg ikke et sekund i tvivl. Jeg skulle ikke gennemgå en eller anden form for selvransagelse, med interne top 10-lister der gennemgås om og om igen - nej, det stod klart. Det her er den største spiloplevelse for mig. Det er et sammenkog af alt hvad Naughty Dog har lært igennem årene, et direkte resultat af Uncharted-seriens rødder krydret med en række vigtige lektier som studiet har lært fra udviklingen af The Last of Us. Det er alt hvad du forventer og mere til, det er alt hvad du håber at det er, det er alt hvad det kan være.

Uncharted 4: A Thief's End
Uncharted 4: A Thief's EndUncharted 4: A Thief's End

Serien er forsætteligt designet som en spilbar udgave af Indiana Jones. Den ikoniske hovedperson Nathan Drake kaster om sig med klichéfyldte one-liners, alt imens han pløkker løs på skurke, finde skjulte skatte og slipper uskadt fra umulige odds. Dog bær Uncharted 4: A Thief's End præg af, at det er udvikleren Naughty Dog's farvel til serien og til karakteren. Dette kapitel er mere voksent, mere roligt, og har også et konstant strejf af melankoli. Det er ikke det samme som at sige, at Uncharted ikke er Uncharted. Der er stadig komiske replikker, hårrejsende action og et storslået samspil imellem karaktererne. Det foregår dog på en lidt anden måde end tidligere. Uncharted 4: A Thief's End er en naturlig afslutning på ét langt eventyr, den sidste sørgerlige sats af en begivenhedsrig opera.

Og sjovt nok starter spillet med en pensionering. Nathan Drake har vinket farvel til livet som opdagelsesrejsende, som eventyrjæger, og lever nu et stille liv med konen Elena, som også har spillet en afgørende rolle på hans mange eventyr. Allerede her tager Uncharted 4: A Thief's End fat på et anderledes tema - hvordan kan en opdagelsesrejsende, der til daglig har hjertet pumpende i halsen og adrenalin pulserende i årene, finde nogen værdi i at vaske op, arbejde fra 9-17 og smalltalke trivielt om ingen verdens ting? I Nathan's sind er der en syge, en længsel som han forsøger at undertrykke. Dog bliver der rusket godt op i hans i forvejen ustabile tilværelse, da hans bror Sam pludselig vender tilbage til hans liv, og det er med et løfte om eventyr, om action og om at genopleve spændingen fra hans gamle liv.

Med hjælp fra gode gamle Sully skal Nathan og Sam finde piratkongen Paul Avery's glemte skat, og samtidig bekæmpe nye modstandere i form af den tidligere kompagnon Rafe og lejesoldaten Nadine Ross. Den nye, store tilføjelse kommer selvfølgelig i form af broderen Sam, men den store stjerne her er Nathan's føromtalte interne konflikt, der konstant lurer rundt om ethvert hjørne. Som spiller ønsker du nærmest at Nathan giver op, at han finder sin ro, at han finder fred, men selvfølgelig stikker sygdommen i hans sind dybt, og man funderer konstant over, om hvorvidt Nathan leder efter at Avery's skat fordi han har lyst, eller fordi at han ville gå fra forstanden hvis han lod være. Karaktererne er bygget op med en fantastisk dybde, og selvom en del af den nødvendige kontekst er antaget, altså at det forventes at du tidligere har stiftet bekendtskab med dem, er de enestående at iagttage og interagere med. Uncharted 4: A Thief's End har de mest levende karakterer jeg nogensinde har oplevet i et spil, og de indgår i en præcis, skarp og charmerende fortælling.

At uddybe yderligere ville være at bevæge sig ind i det herrens spoiler-land, og det ønsker jeg sådan at undgå, for spillets historie, og karakterernes forhold til hinanden, er altafgørende for oplevelsens værdi, men tag mit ord for det: Uncharted 4: A Thief's End har seriens mest finpudsede narrativ, og det siger ikke så lidt.

Spillets historie er blevet mere voksen, og ligeså er mekanikkerne. At klatre, skyde, slå og løse puslespil føles tungere på den bedst tænkelige måde, og det kræver måske en lille forklaring. Spillets grafik- og fysikmotor lader til at have fået en opgradering, så nu føles generel bevægelse mere som The Last of Us end tidligere kapitler i serien. Nathan's krop føles tungere at manøvrere når man klatrer, og hans forbindelse til de overflader han bevæger sig på og op ad er mere taktil. Der er altid en fare forbundet med at bruge ordet "realistisk", for spil skal som udgangspunkt ikke være realistiske hvis du spørger mig, men det er nu alligevel det ord der danser ind på nethinden, når Nathan glider ned igennem en ravine, for så at kaste sit reb omkring en afsats og svinge sig over en dyster afgrund - det føles tungt, det føles ægte, det føles udsøgt.

Uncharted 4: A Thief's End
Uncharted 4: A Thief's EndUncharted 4: A Thief's End

Ligeledes har spillets diverse våben og de kampe de indgår i fået en overhaling, og det er en fryd igennem hele oplevelsen. Skud affyres nu med mere vægt, og føles i det hele taget mere bastant. Igen er The Last of Us-indflydelsen ganske tydelig, og nu føles samtlige våben ganske særlige at bruge. Der er en distinkt taktisk forskel hvis man vælger en klassisk AK-47, end hvis man bruger en FAL, og takket være lidt større baner, der giver spilleren flere taktiske muligheder, føles det aldrig som om at spillet slæber dig ned ad en forudbestemt rute, selvom dette er tilfældet. Man bliver taget i hånden, uden tvivl, og det er meningen, men det føles aldrig tvunget eller pågående. Men Nathan har selvfølgelig flere værktøj end bare våben, for han er selvfølgelig udstyret med sine næver og hans nye gribekrog, der bare tilføjer endnu et taktisk, veldesignet og fornøjeligt element til de ellers dynamiske kampscenarier. At skride ned ad en skrænt, for så derefter at kaste rebet med gribekrogen rundt om en lille afsats over én, for så til sidst at lande i et hård slag på en intetanende fjende føles så usandsynligt tilfredsstillende, og disse øjeblikke behøver ikke længere være en del af en forudbestemt sekvens, men opstår nu helt flydende i løbet af de fleste kampsituationer. Det er simpelt, ja, men hvert eneste øjeblik er en fryd, og selve bevægelsen gør at man aldrig keder sig, og at man aldrig, aldrig hviler på laurbærene.

Der er dog mulighed for at gå til kamp på en lidt anden måde denne gang, for nu behøver Nathan ikke at løbe ind med hævede pistoler, nej, han kan snige sig igennem. Uncharted 4: A Thief's End har nemlig, igen, taget ved lære af The Last of Us, og Nathan kan nu, ved hjælp af højt græs, flere steder at gemme sig, og et detektionsmeter snige sig forbi fjenderne, og elimenere en ad gangen fra skyggerne. Dette er slet ikke tvunget ned over hovedet på spilleren, men giver bare flere taktiske muligheder. Hvis du bliver træt af at vente på at fjenderne bevæger sig på en skånsom måde, så er det bare med at hive fat i riflen, og begynde at skyde løs. Det er fortsat simpelt designet, og det er fuldstændig meningen, men fordi man har friheden giver det kampene en helt bestemt dynamik.

Disse kampe foregår, i bedste Uncharted-stil, i ekstremt forskellige miljøer verden over, og du besøger alt fra Madagaskar til Skotland. Hver af disse miljøer er fyldt til randen med en finurlig sans for detalje, og det mest varierede visuelle udtryk Naughty Dog nogensinde har kunne levere. Og det bringer os til det uundgåelige emne, som manger bekymrer sig om, og tænker på, når tankerne vandrer til Uncharted 4: A Thief's End, nemlig hvordan det ser ud.

Det er smukkere end du nogensinde kunne have forestillet dig.

Der sker noget helt særligt, når fantastisk kunstnerisk bevidsthed møder grafisk præcision på det her niveau, og Uncharted 4: A Thief's End sætter alt andet på markedet til vægs. Ansigtsanimationer, farvesætning, vegetation, bevægelse, det hele kombineres til et udsøgt visuelt tagselvbord, som er ulig noget jeg nogensinde har set før. Der er ikke lige så mange filtre som i The Order: 1886, men Uncharted ser fantastisk ud, hele tiden, ikke bare når det står stille i Photo Mode. Derudover leverer Nolan North som forventet en fabelagtig præstation som Nathan Drake, og det er både i form af stemme og Motion Capture-skuespil. Ligeledes er Troy Baker fantastisk som Sam Drake, og sammen giver de spillet liv og sjæl. Det er hverken en finger at sætte på det kunstneriske eller det tekniske. Der er perfekt harmoni, lettere kan det ikke siges.

Uncharted 4: A Thief's End
Uncharted 4: A Thief's EndUncharted 4: A Thief's End

Når du så er færdig med den enestående singleplayer-del, så er der hundredevis af timers underholdning i spillets multiplayer-del. Denne komponent rækker helt tilbage til Uncharted 2: Among Thieves, og på tværs af seriens kapitler er den bare blevet skarpere og skarpere, til det punkt hvor Uncharted 4: A Thief's Ends multiplayer er blandt de bedste på markedet. Kampagnen kører i 1080p/30fps, men for at give en mere flydende oplevelse i multiplayer er disse to værdier blevet vendt på hovedet, så den kører i 720p/60fps. Det hele glider altså lidt lettere, og samtidig er der gribekroge, nærkamp, skyderier med alle de ikoniske karakterer og smukt designede baner, der alle sidder lige i skabet. Igen, der er ikke tale om ekstrem dybde her, med avancerede opgraderingssystemer og banebrydende taktik - nej, det er holdbaserede skyderier på et plan der er til at forstå, og vigtigst af alt, let at sætte pris på.

Der er så meget mere at sige, så meget at sætte pris på, så mange superlativer der endnu er ubrugt, som kunne bruges til at beskrive det niveau af storhed der er at finde i Uncharted 4: A Thief's End. Normalt bruges sådan en afsluttende paragraf som denne til at opsummere spillets negative og positive sider, til at belyse anmeldelsens forskellige pointer, hvis nu de skulle være gået tabt i den syndflod af skæve bemærkninger som sådan en anmeldelse som denne er spækket med. Men sådan er det ikke denne gang, for på mærkværdig vis, kan jeg ikke finde en eneste ting at brokke mig over. Jeg stoppede ikke op én enkelt gang og tænkte: "jeg ville ønske at det her element fungerede anderledes". Jeg opslugte det hele, købte hele præmissen og lagde for en gang skyld mit kritiske anmelderhjerte banke roligt. Uncharted 4: A Thief's End er det bedste spil jeg nogensinde har spillet. Så enkelt er det. Det er så legende let at sige, og jeg er ikke ét sekund i tvivl. Nathan Drake siger farvel, og det gør han med en af de fineste fortællinger som noget medie har at byde på.

10 Gamereactor Danmark
10 / 10
+
Solidt gameplay, vidunderlig historie, skønne miljøer, ikoniske karakterer, storslået musik og lyd, det pæneste spil af sin slags.
-
Erhm...?
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Brugeranmeldelser

  • Lilium11
    Den anmeldelse af Uncharted 4 som jeg leverede tilbage ved spillets udgivelse i Maj er nok det værste stykke skriveri som jeg nogensinde har... 4/10
  • Nike
    Naughty Dog, har siden sin oprindelse i 1984 været ret bred, fra platform spil til skydespil, og har siden da markeret sig selv som et af de mest... 10/10