Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor Danmark
anmeldelser
Necropolis

Necropolis

Picasso møder Dark Souls med en smule Rogue. Det er lidt af en beskrivelse

Forestil et kunstværk, som på mirakuløs vis kommer til live, og af uransagelige årsager beslutter sig for at besøge From Software, og tage designlektioner fra spilbranchens yndlingssadist, Hidetaka Miyazaki. Derefter går kunstværket hjem, og ved hjælp af blod, sved og tårer bliver det endelig til Necropolis. I det mindste er det den historie vi godt kan lide at fortælle os selv, for det er utroligt rammende. Det store spørgsmål er dog, om hvorvidt dette er et mesterværk ligesom sine inspirationskilder.

Den første ting der mødte os da vi startede Necropolis var basset og grum stemme. På et mærkværdigt sprog spyttede karakteren nogle ord ud som var svære at forstå. Personen nævnte noget med nogle bøger, nævnte en navn, og sagde afslutningsvis noget uforståeligt om vores mål. Den impulsive trang til at klikke igennem denne ligegyldige monolog kløede i fingrene allerede der. Pludselige bliver vi kastet ind i grønt og gråt lokale med et sværd i den ene hånd, og et skjold i den anden. Udover en simpel styring som bliver præsenteret lige fra start af, har udvikleren Harebrained valgt helt at springe den normalt del af et spil over, hvor man holder spilleren lidt i hånden. På det tidspunkt føltes det en smule frigørende ikke at skulle igennem en kedelig åbningssekvens, men efter en ensom time med spillet stod det hurtigt klart, at spillet er lidt for ekstremt i forhold til mangel på vejledning.

Efter at have modtaget en række mini-missioner fra den førnævnte dybe stemme, begyndte vores rejse for alvor. Dette eventyr tog os fra det ene grågrønne rum til det andet. Disse rum er fyldt til randen med ondsindede monstre, som viser sig ganske tilfældigt, og de er altid ivrige efter at trampe dig lige lukt ned i Hades. Det er derfor heldigt at vi har et sværd og et skjold.

Blandt andet minder kampsystemet os om Dark Souls-serien. Mekanikkerne er naturligvis ikke engang tæt på at være så polerede og veldesignede som de er i From Softwares tortursimulatorer, men man kan sagtens se at Harebrained har kigget misundeligt på Souls-formularen efter inspiration. At svinge sit våben og parere føles langsomt, som om at spillerens krop er lavet af sirup, og kræver taktisk overvejelse før man fører en given bevægelse ud i livet. Ellers dræner man hurtigt den blå stamina-bar, og så bliver du konsekvent taget med bukserne nede af de mange monstre, der står i kø for at smadre dig.

Necropolis

Og når vi siger at de står i kø, så mener vi det virkelig. Når du dør i Necropolis, så dør du virkelig. Denne Roguelite kræver at du starter helt forfra når du dør på ganske old-school vis. Som om dette ikke er nok, så er der ingen checkpoints, og der er ingen bestemte kapitler som du kan starte fra. Der er ikke engang et objekt som du kan bruge til at genoplive dig selv. Hvis du dør, starter du fra bunden af. Tilføj den brutale sværhedsgrad, og så har du hurtigt et spil der presser dig til det yderste. Hvis du ikke kan lide frustrerende spil, så kommer Necropolis ikke til at være din kop the.

Når du så dør, så bliver alt nulstillet til deres startposition. Du mister de ting du har indsamlet, dine våben, dine opskrifter, faktisk det hele. Eller, måske næsten det hele. "Lite"-delen af Roguelite betyder nemlig, at der er to systemer der forbliver hos dig efter du dør. Én ting er dine skill-point, som du kan optjene ved at gennemføre missioner, og den anden er dine codex-indlæg. Du kan kun have et af disse aktiveret ad gangen, og hvad de gør kan variere meget. Et af dem kan eksempelvis nedsætte mængden af stamina-point du skal bruge til at parere, imens en anden kan halvere den skade du tager når du falder.

Det er i hvert fald hvad vi tror de gør. Vi er faktisk ikke helt sikre. Lyder det forvirrende? Det er fordi at det er det. Det er nemlig her at manglen på vejledning virkelig begynder at vise sit ansigt. Hver af disse codex-indlæg bliver nemlig ikke forklaret som sådan. Det eneste du får er titlen og en kort beskrivelse. Problemet er at titlen og beskrivelsen er en joke. Ikke en "joke" i den negative forstand, men et reelt forsøg på humor. Ja, disse jokes forklarer det stort set hvad hvert codex gør, men det er beskrevet forsætteligt vagt. Det er det samme med alle andre objekter i spillet. Hvert våben du samler giver kun en indikation om hvor godt det er, men der er ingen statistik der viser præcis hvor godt, eller hvilke særlige evner det har. Vi synes at denne uvidenhed var enormt irriterende.

NecropolisNecropolisNecropolis
NecropolisNecropolisNecropolis

Efter at have måtte lade livet over hundrede gange, begyndte vi at blive rimelige mætte på oplevelsen, og faktisk blev det hele en smule kedeligt. Den egentlige grund til den voksende kedsomhed skyldes, at banedesignet konstant ændrer sig, det er automatisk genereret. Hver gang du dør og genstarter, genererer spillet en helt ny verden med helt ny rum og gange. Problemet er, at dette hurtigt bliver utroligt kedeligt. De er alle bare lidt ændrede versioner af det samme koncept. Alt føles fladt, livløst og... identisk. Derudover er det ekstremt let at fare vild i spillets verden. Selvom du kan samle stykker af kridt op som du kan bruge at markere ting på gulvet, så hjalp det ikke synderligt. Til sidst men ikke mindst lader det meget til, at selvom rummene måske er forskellige hver gang, så er de allerede skabt med den samme begrænsede farvepalet. Det er en livløs labyrint der er designet af en farveblind Picasso.

Necropolis er meget bedre hvis du har muligheden for at spille med en ven, fordi man kan faktisk spille kooperativt. Hvis du spiller med en ven, så behøver du nemlig ikke altid starte forfra, for i kan genoplive hinanden. Dog vil at spille med en ven nedsætte sværhedsgraden betragteligt, og det er ikke sikkert at det er det du ønsker med Necropolis.

Udover den kooperative del kunne vi godt lide både musikken og lyddesignet. Ved flere lejligheder gav musikken os gåsehud, og lydene som monstrene laver giver genlyd med stor effektivitet. Så snart du går ind i et nyt rum, og musikken begynder at spille, og fjendens ånde runger med genlyd, er det en ganske effektiv oplevelse.

Lige nu koster Necropolis cirka 250 kroner på Steam. Det føles ret dyrt for det du får. Ja, det er imponerende at spillet kan automatisk generere 3D-verdner, og både musikken og lyddesignet er godt, men banedesignet er forfærdeligt, det bliver kedeligt i længden, og sværhedsgraden var ganske frustrerende når man spiller alene. Spillet har måske kigget efter Souls-serien for inspiration, men det er ingen klassiker.

Necropolis
Necropolis
Necropolis
Necropolis
05 Gamereactor Danmark
5 / 10
+
Relativt sjov co-op, atmosfærisk musik, godt lyddesign.
-
Frustrerende svært, forceret humor, dårligt banedesign, for obskurt, bliver kedeligt til tider.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer