Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor Danmark
anmeldelser
Dishonored 2

Dishonored 2

Arkane Studios er klar med den svære opfølger, og Anders har kigget nærmere på spillet.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annonce

Engang imellem lander der et spil, som nærmest leverer alt det, vi går og drømmer om. For mig var Dishonored netop det. Fra den meget ligefremme fortælling til designet og gameplayet, så var Dishonored eksperimenterende, og opfordrede spilleren til at være det samme. Det var en stealth-fans våde drøm, realiseret gennem et malerisk og forskruet victoriansk udtryk.

Hvis du, ligesom jeg, har et specielt sted i hjertet til Dishonored 2's forgænger, så er der gode nyheder. Efterfølgeren skuffer nemlig på ingen måde. Spillet føles nemlig som en naturlig forlængelse af sin forgænger, og det er jo sådan det skal gøres, når den oprindelige opskrift var så veludført.

Det er faktisk slående, hvor velkendt det er at gå i gang med Dishonored 2. Ligesom i etteren, så starter vi med en tilsyneladende fredelig ramme, som hurtigt tager en faretruende drejning. Efter man som Corvo, den royale livvagt, fik genoprettet Dunwalls trone i slutningen af etteren er det nu Emily, som regerer. Toeren begynder med, at man som Emily er til en mindehøjtidelighed i anledning af årsdagen for moderens død. Men hurtigt er der hevet sværd frem, og blodet flyder. Delilah, som man måske kender som skurken fra DLC'et til etteren, ankommer til højtideligheden, sammen med den korrupte fyrste Abele fra Serkonos. De to anklager Emily og Corvo, de to protagonister, for at være bag de såkaldte Crown Killer-mord. Som om det ikke var nok, så påstår Delilah at være den retmæssige arving til tronen. Åbenbart er alle tilstedeværende vagter med på legen, og Emily og Corvo er nu arresteret og dermed "vanæret".

Som de fleste nok har bemærket i de utroligt flotte trailere til spillet, så kan man vælge mellem Corvo og Emily fra og med dette punkt. Uanset hvem man vælger er man eftersøgt, mens den anden er frosset i en Han Solo-agtig stasis af Delilah og vice versa. Efter man har valgt karakter er opgaven først og fremmest at flygte fra Dunwall. Heldigvis render man ind i den venligtsindede Meagan, som har et skib til rådighed, og indvilliger i at sejle én til det sydlige land Serkonos, hvor den førnævnte skurkagtige fyrste regerer.

Herfra må man forsøge at styrte Delilah og fyrsten, og der er mange veje til dette mål. Som i etteren kan man vælge en blodig vej, som leder byen til endnu mere kaos, eller man kan vise nåde overfor både de stakkels vagter og ens targets, hvilket giver en mere fredelig slutning.

Mens man har diverse gadgets til rådighed, så er de overnaturlige evner ens vigtigste redskab. Lige inden ankomsten til Karnaca møder spilleren den mystiske The Outsider, som fra sin plads i The Void giver overnaturlige evner til udvalgte individer. På forfriskende vis har Arkane i denne omgang givet mulighed for at takke nej til disse kræfter, hvis man ønsker det. Såfremt man ikke træffer så bizart et valg til at starte med, så er der en masse overnaturligt guf forude.

Det er samtidig her Dishonored 2 for alvor viser sig som den legeplads det er. I min første gennemspilning valgte jeg selvfølgelig Emily, og hendes evner er meget anderledes end Corvos. Faktisk vil jeg mene, at Emily er mindst ligeså interessant på både gameplay- og karakterområdet, som Corvo. Som Emily starter du med at få evnen Far Reach. Modsat Corvos Blink, så dukker du ikke blot op det udvalgte sted, men danner i stedet blækagtige fangearme, som trækker dig hen mod destinationen. Dette gør evnen lidt mindre pålidelig, men til gengæld har den længere rækkevidde og kan opgraderes, så du kan trække fjender og objekter hen mod dig. En fed opgradering til Far Reach gør desuden, at man ved fald sløver tiden, hvis evnen aktiveres. På denne måde kan Emily udnytte fald til sin fordel og svinge sig hen til bestemte punkter.

Begge karakterer har Dark Vision, men ellers er evnerne unikke. Corvos Blink kan nu også opgraderes til at fryse tiden, ligesom Daud kunne i etterens DLC. Min umiddelbare favorit i den overnaturlige godtepose må dog være Emilys Domino, som kan linke op til fire fjenders skæbner, således at hvis én dør eller bliver bevidstløs, så sker det samme med de øvrige. Det føles enormt cool at skyde en bedøvelsespil i siden på en vagt fra et skjulested, og så se resten af rummet falde sammen på én gang.

Emilys evner tiltaler mig nok i høj grad fordi de tydeligvis har mere fokus på stealth end Corvos. Tager man Dishonoreds ultimative udfordring op, nemlig ingen alarmer og ingen mord, så er f.eks. Corvos Devouring Swarm ikke til megen hjælp. Denne evne er indbegrebet af kaos-vejen i Dishonored, da den fremmaner rotter, som æder din fjende. Er man good guy er Emily således lidt mere ressourcefuld, da hendes Mezmerize kan hidkalde en ånd fra The Void, som hypnotiserer 2 eller flere fjender, således at du blot kan vade forbi dem helt ubemærket.

Dishonored 2
Dishonored 2Dishonored 2Dishonored 2

Corvo er dog også ganske underholdende at spille med. Hans Possession er blevet opgraderet, så man kan søge tilflugt i en død krop og vente til faren er drevet over. Han kan også fryse tiden, og er dermed på mange måder bedre i kamp end Emily, som til gengæld er bedre til at snyde fjenden. Her har hun også evnen Doppelganger, som laver en kopi af hende, som kan distrahere vagter.

Alle disse evner havde dog været spildte, hvis Arkane ikke havde serveret dem sammen med en indbydende og veldesignet legeplads, og på denne front er spillet helt i top. Før vi taler om det egentlige banedesign må jeg dog bruge lidt plads på at værdsætte spillets setting. Mens jeg elsker etterens steampunkede version af det victorianske England, så er det sydeuropæisk inspirerede Karnaca et frodigt og fascinerende sceneskift. Byen kaldes "Jewel of the South", men udover de rigeste, som bor i kæmpe palæer (som udgør en stor del af spillets baner), så er byen i tydeligt forfald. Byens komplekse verden er pakket ind i alle de små detaljer man finder rundt omkring, og det føles som et sted, hvor folk faktisk lever.

Det er dog også et sted hvor folk dør i hobetal. Mens bunkerne af lig ikke er ligeså store som ved etterens rottepest, så har Karnaca et lignende problem i form af blodfluer på størrelse med fugle, som æder folk og omdanner hele lejligheder til klamme reder.

Denne setting er grobund for solidt gameplay. Som i etteren taler vi ikke om en stor åben verden, men om mindre områder, som man bevæger sig videre til i takt med spillets progression. Man har desuden ikke noget interaktivt kort, men må orientere sig mere manuelt. Hvert level kan tilgås på et utal af måder, og har en enorm densitet. Der er vanvittigt mange rum, døre og bygninger at udforske her, og disse skaber mange veje til målet. Møder man f.eks. en Wall of Light (en væg af strøm, som blokerer vejen) behøver man ikke gå den oplagte vej og rydde et område med vagter, men kan også gå gennem en bygning hvor blodfluerne har overtaget, et slumområde hvor banderne regerer, osv.

Dishonored 2
Dishonored 2Dishonored 2Dishonored 2Dishonored 2
Dishonored 2
Dishonored 2
Dishonored 2
Dishonored 2
Dishonored 2
Dishonored 2
Dishonored 2
Dishonored 2
Dishonored 2
Dishonored 2
Dishonored 2