Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor Danmark
anmeldelser
Assassin's Creed: The Ezio Collection

Assassin's Creed: The Ezio Collection

Open-world spil har udviklet sig. Det har Ezio-trilogien ikke.

Ezio. Sjældent har vi set så karismatisk en karakter. Fra den vrede unge dreng i Assassin's Creed II, til den selvsikre voksne mand i Brotherhood og afslutningsvis som den gamle vise mentor i Revelations. Ezio formår i den grad at bære tre spil på sine skuldre. Desværre er Ezios skæve smil ikke nok til at redde denne remaster, der ikke formår at ældes lige så yndefuldt, som vores elskede italienske snigmorder.

Assassin's Creed: The Ezio Collection

Assassin's Creed II var spillet, der sendte serien op blandt de store drenge. Og det skinner stadig igennem hvorfor. Indledningen er den perfekte begyndelse på Ezios eventyr. Forholdet til familien bliver etableret, introduktionen til de nye mekanikker og forræderiet, der sætter gang i begivenhederne, er med til at knytte et forhold til Ezio. Man når dog ikke engang at træde i Ezios sko, før de første problemer viser sig: ansigtsanimationerne. Begyndelsen, hvor man flygter fra Abstergo sammen med Lucy, er et tidligt ildevarslende tegn. Lucys ansigt i særdeleshed ser umenneskelig ud, som et uhyre der har de menneskelige træk, men propositionerne er en lille smule ved siden af. Havde jeg ikke allerede gennemført spillet tilbage i 2009, ville jeg have været sikker på, at jeg skulle flygte og ikke følge efter hende.

Det er ikke alle karaktererne, der ser lige monstrøse ud, hvor Ezio heldigvis er en undtagelse. Men hist og her dukker de op. Som i begyndelsen, når man træder op til kamp mod den rivaliserende de Pazzi-familie, og en Wendigo-lignende skabning dukker op lige bag Vieri de' Pazzi. Så uhyrlig en skabning, at jeg var nødt til at tjekke videoer af den originale udgivelse, for at forsikre mig om, at vedkommende ikke altid så sådan ud. Og nej, det gjorde han ikke. Dette er en remaster der - til tider - formår at se langt værre ud end originalen. Med mindre du spiller det som gyserspil, for så kan det faktisk være ret effektivt.

Assassin's Creed: The Ezio Collection

Det er dog ikke alle dele af spillene, der er blevet værre at kigge på. Alle teksturerne har fået mere karakter, hvilket gør byerne mere farverige. Dette er især observerbart, når du kravler op på en høj bygning, og kigger ud over hustagene, mens solen går ned i horisonten. Her kan spillene faktisk blive helt pæne at kigge på. Det er når du studerer detaljerne, at skønheden falder sammen. Bygningerne er uden detaljer, og ligner ofte bygningen ved siden af, kun afbrudt af de enkelte monumenter, der har fået tildelt en del mere kærlighed. Dette er grafiske problemer alle tre spil lider under. Påklædningen af NPC'er bliver en smule mere farverige for hvert spil der går, men ellers er ansigtsanimationerne skræmmende og tekstturende firkantede.

Så på den skønhedsmæssige side lever The Ezio Collection ikke op til den moderne standard. Det samme kan siges om kampsystemet. Det har altid været et punkt i serien, der har medfuldt flest jokes og samtidig også den del, der giver mindst mening - og det siger en del, når andre dele inkluderer at hoppe fra et tårn ned i en høstak. Går du i krig mod fire vagter, vil de angribe dig enkeltvis. Det er selvfølgelig venligt af dem, men der mangler finesse. Kampe bliver til en kamp mod tålmodigheden, mens man venter på det første angreb, det blokerer man, følger op med et modangreb, og derefter konstant tryk på firkant indtil alle ligge døde for ens fødder. Gentag, gentag, gentag. Det kan mærkes, der kun har været ét år mellem udgivelserne på spillene, for selv om Ezios bevægelser ændrer sig, er fremgangsmåden den samme.

Assassin's Creed: The Ezio Collection

Dette er tre spil på tre år. Opdateringerne mellem de enkelte spil er derfor minimale, men nogle opdateringer er der da. Størst held har Brotherhood - min personlige favorit - der tilføjer "træning" af nye snigmordere, hvor du befrier dem fra et angreb og derefter sender dem ud i verdenen, hvor de kan bekæmpe tempelriddere. Det er rekrutter, der kan stige i level og endda hjælpe dig, skulle du være omringet af fjender. Det er nye mekanikker, der gør et allerede let spil lettere, men Assassin's Creed handler ikke om udfordring. Det handler om de stilfulde snigmord. Og der er sjældent noget mere stilfuldt, end at fløjte og se en håndfuld hvideklædte snigmordere komme flyvende fra toppen af en bygning direkte ned i tempelridderen foran dig.

Mindre held har Revelations - det svageste spil i triogien - der af uforklarlige årsager tilføjer Tower Defence til serien. En funktion, der aldrig er blevet taget op igen. Spiller du fornuftigt, er det minimalt så mange gange du er nødt til at gøre det, men det er frustrerende hver gang. I stedet for bare at hoppe ned og dræbe gruppen af mænd, der vil infiltrere din bygning, skal du i stedet bede bueskytter om at tage sig af dem. Forfærdeligt. Spillet mangler også en antagonist. En person der konstant undslipper din skjulte klinge, og først til sidst må lukke øjnene en sidste gang, og Ezio kan sige ordene: "requiescat in pace". I stedet bliver den mulige antagonist dræbt før spillet går ordenligt igang. Et sært valg spillet aldrig kommer sig over.

Assassin's Creed: The Ezio Collection

Ud over de tre spil følger også to kortfilm, Lineage og Embers, der begge kan findes på Youtube. De besvarer spørgsmål ingen har tænkt på at stille, men jeg formoder superfansene iblandt os, vil sætte pris på tilføjelsen. Jeg så dem begge til ende, og føler mig hverken mere eller mindre oplyst. Hvis du kan se bort fra det tvivlsomme skuespil, indeholder Lineage dog nogle fede kampscener, og for nye til serien, er det er fornuftigt sted at starte, inden man begynder Assassin's Creed II.

Tilbage står vi med en Collection, der ikke lever op til Ezios arv. Fik du aldrig hoppet med på bølgen i sin tid, er de værd at spille, alene for at opleve en af spilhistoriens bedste karakterers liv fortalt over tre spil. Fra baby til leder af de skjulte krigere. Du skal dog være villig til at overse skønhedsfejl, der til tider kigger dig direkte i ansigtet med deres forvrængede træk. Dette er Assassin's Creed gyser-edition, og det var ikke sådan spillene var tiltænkt. Så stop hellere det skæve smil, Ezio. Det får dig til at ligne et monster.

Skip
05 Gamereactor Danmark
5 / 10
+
Ezios liv mesterfuldt fortalt over tre spil, skinner stadig igennem hvorfor de var så populære dengang...
-
... men nye skønhedsfejl gør det sværere at elske dem i dag, kampsystemet er forældet, firkantede teksturer
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer