Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
anmeldelser
Ghost Recon: Wildlands

Ghost Recon: Wildlands

Ubisoft i autopilot. Strategisk og kaotisk men savner kreativiteten.

Det er altid sjovt at tænke tilbage på et spil man holder af. Selv om jeg kan have brugt 100 timer med et spil, er det ofte enkelte momenter, jeg tænker tilbage på. Når jeg tænker på Watch Dogs 2, tænker jeg på sidemissionen, hvor jeg skulle hacke Ubisoft, efter en trailer for deres kommende spil. Når jeg tænker på Rayman Legends, tænker jeg på banen, hvor musikken til Eye of the Tiger blev designet perfekt til hvert et hop. Når jeg tænker på min tid med Ghost Recon: Wildlands, er der ikke noget der skiller sig ud. Spillet er en opvisning i gentagelse, og mens det konstante gameplay loop er underholdende, begynder man langsomt at savne noget mere.

Ghost Recon: Wildlands

Ghost Recon: Wildlands er Ubisoft som man kender dem. En kæmpe verden, masser af sideaktiviteter, og ting der kan samles op. Verdenen er delt op i distrikter, der alle tilhører en bestemt skurk, som du og dit hold af soldater skal nedlægge. Først skal du finde noget data, der fortæller dig, hvor missionen finder sted. Så skal du klare missionen, og sådan fortsætter du gerne 4-5 gange, inden du lokker bossen frem fra sit skjul. Missionerne indbefatter ofte en infiltration af en base og stjæle noget/springe noget i luften/hacke en computer/dræbe en person osv. Hvor baserne (Outposts) der skulle befris i Far Cry 3 generelt havde den samme størrelse, kommer baserne i Wildlands i alle størrelser og udformninger. En stor del af glæden ved spillet kommer netop ved at lære et nyt område at kende, finde ud af hvor fjenderne befinder sig og lægge en strategi designet til den specifikke base man infiltrerer.

Og det kan du gøre alene (sammen med tre AI medsoldater) eller med op til tre venner. Lad os starte med oplevelsen i single-player: en stor ros skal gå til Ubisoft for at gøre dette spil sjovt for spilleren, der ønsker at udforske Bolivia alene. Dine tre AI medsoldater er sjældent kompetente i en skudkamp, men altid sikre i deres skud, når du beder dem om at snipe én bestemt person. Der er ingen tvivl om, at spillet er bedst med venner (hvilket Ubisoft aldrig har lagt skjul på), men har du ingen venner at spille med, gemmer der sig stadig en god oplevelse i Wildlands.

Ghost Recon: Wildlands

Men jo, det er bedst med venner. At få dine venner til at deltage i din verden - eller hoppe ind i deres - er gjort behageligt let. Med et hurtig hop ind i menuen, kan du finde vennen/vennerne, du vil spille med. Selv efter mange timer med spillet, oplevelse jeg aldrig problemer på den front. Og mens AI soldaterne er acceptable, er de ikke gode til at tage initiativ. De skyder, hvad du peger på, og liver dig op, hvis du falder i kamp. Med tre venner på holdet, der alle føler, de har fået en god idé, står kaos altid på menuen. Og mens spillet er godt, når man formår at pille fjenderne ned én efter én med sin sniper, så fungerer det lige så godt, når alt går galt. Især når man spiller med venner.

Desværre oplevede jeg problemer andre steder: jeg har set biler forsvinde i den blå luft, jeg har formåede at køre direkte igennem en bil på min motorcykel, som var det blot spøgelset af en bil jeg så. Og nogle gange gider min karakter ikke tage drone eller kikkert frem, hvilket tvinger mig til at trænge ind på fjendtligt territorium uden fornemmelse for, hvor fjenderne står. Og i et spil hvor det er bedst at forblive usynlig så længe som muligt, kan det være en frustrerende oplevelse.

Køremekanikkerne har fået en opgradering fra Watch Dogs 2, men det forbliver stadig et svagt punkt hos Ubisoft. Man kan håbe, at de bare behøver at ramme rigtigt én gang, og så bruge den programmering til deres fremtidige spil. Det er dog ønsketænkning indtil de rent faktisk formår at ramme rigtigt. Bilerne har fået en smule mere vægt til sig, men motorcyklerne føles fortsat lette som vinden, og vælger du at køre off-road (hvilket man konstant har lyst til), vil samtlige sten stoppe dig som en mur eller sende dig flyvende. Den tilfredsstillende køretur man havde forestillet sig bliver sjældent en realitet. Og kameraet har det med at blive ved sin vinkel i to sekunder eller indtil man manuelt ændrer det, hvilket betyder, at drejer du bilen, skal du til tider også dreje kameraet. Det bliver aldrig nogen naturlig oplevelse at køre, og det er synd, for man har lyst til at bare at læne sig tilbage og nyde landskabet i stedet for at kæmpe med bilen og kameraet.

For landskabet er virkelig en beundrende køretur værd. Mens karaktererne mangler personlighed, så er den bedste karakter verdenen selv. Varieret, smuk og stemningsfuld udfolder hun sig foran dig, som en invitation til at gå på udforskning. Genialt nok har Ubisoft valgt at placere spilleren i centrum fra begyndelsen af, hvilket tillader dig at gå i hvilken som helst retning. Spillet fortæller kun hvilke distrikter, der er sværere end de andre, men giver ellers spilleren plads til at vælge sin egen rute. Og variationen skaber noget tiltrængt forandring i gameplayet, der hjælper til at holde spillet friskt. At skulle infiltrere en base, der ligger mellem to bjerge, er en væsentlig anderledes oplevelse, end at skulle infiltrere en base ude på de flade saltsøer. Spillet opfordrer dig til konstant at skabe en strategi specifikt til det miljø du befinder dig i. At snipe i ly af buskene er bare ikke en solid taktik, når der ikke er nogle buske i nærheden. Det kan godt være missionsstrukturen beder dig om at gentage den samme rutine igen og igen, men variationen i landskabet får dig til at gøre den samme ting på nye spændende måder.

Ghost Recon: Wildlands

Hvad der ikke føles helt så genialt, er nogle små underlige designbeslutninger. Spiller du sammen med bare én kammerat online, vil det ikke være muligt, at have nogen AI soldater med på holdet. Underligt nok fortsætter deres stemmer med at kunne høres, hvilket virker ufrivilligt komisk hver gang. At sidde to mennesker i en helikopter, men høre fire mennesker være i dialog, er en effektiv måde at bryde den fjerde væg. Og det er ikke fordi deres stemmer er strengt nødvendige for at skubbe historien videre. De kommer med lidt klassisk soldater-snak, men forvent ikke at knytte det mindste bånd til nogen af dem. Og det samme gælder desværre for skurkene. Mens Vaas er gået over i historiebøgerne som en fjende man sent vil glemme - og Pagan Min i mindre grad - så kan jeg ikke engang huske navnet på antagonisten i Wildlands. Muskuløs, tatoveret og med brummende stemme virker han som en kliché på sig selv. Og når Ubisoft ikke gider bringe noget originalitet ind i historien eller karaktererne, kan jeg ikke se, hvorfor spilleren skulle give dem opmærksomhed. Der er nogle mindre skurke - lad os kalde dem minibosser - der har et spændende design, men de får ikke tiden til at gøre et ordenligt indtryk. Spillet er sjældent interesseret i at tage kontrollen fra spilleren, men jeg havde gerne byttet en smule mindre kontrol, for en smule ekstra historie- og karakteropbygning.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Ghost Recon: Wildlands er et sikkert udspil fra Ubisoft. Måske en smule FOR sikkert. Min nydelse af et spil kan ofte tegnes med en bølget streg: nogle momenter er højdepunkter, der står klart i hukommelsen, mens andre momenter er mere afdæmpede. Min tid med Ghost Recon: Wildlands kan tegnes med en lige streg. Det bliver aldrig kedeligt, men det bliver heller aldrig helt farligt. Og jeg savner faren - det er den jeg ville have tænkt på om nogle måneder, da jeg mindes min tid med spillet. Som det står nu, vil jeg sikkert huske gentagelsen i missionsstrukturen. Men også glæden ved at spille med vennerne.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Variationen i Bolivia, at spille med op til 3 venner, single-player fungerer godt, let at invitere venner til sit spil
-
Gentagelse i missionstrukturen, historien, bugs, flade karakterer, køremekanikkerne
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold