Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands
Gamereactor
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
anmeldelser
Echo

Echo

Danske Ultra Ultra har et fedt koncept på hænderne, men det får ringe genlyd når ekseveringen halter.


Jeg må være helt ærlig. Mit førstehåndsindtryk med Ultra Ultra's ECHO var ikke positivt. Slet ikke. Den første time - det føltes som mere, men Steam lyver ikke - var noget af det mest langsommelige, for ikke at sige kedelige, jeg længe har været udsat for. Spillet starter ellers brat. Sådan virkelig brat. Midt i en samtale, for at være præcis. To karakterer, uden videre introduktion, taler henover hovedet på mig. De diskuterer deres forestående mission og refererer flittigt til tidligere begivenheder. Begivenheder jeg intet ved om. Det her er ikke in medias res - det er bare uhøfligt!

Den ene af de to karakterer er En, en ung pilgrim med kridhvidt hår og stort gåpåmod. Den anden er en kropløs, unavngiven maskinintelligens. En årelang rejse på tværs af stjernerne har endelig ført dem til deres destination: en mystisk planet, med et omfangsrigt undergrundskompleks. Planetens labyrintagtige gange og tunneller bærer det kryptiske navn 'The Palace' - tilsyneladende bygget til, men ikke af mennesker. Hvilke gådefulde hemmeligheder gemmer sig i paladsets indre? Der skulle desværre både tvang og tålmodighed til, før jeg fandt svaret.

Echo
EchoEcho

Spillets lige dele uforståelige og langsommelige begyndelse er beklageligvis symptomatisk for resten af oplevelsen. Der er lange sektioner hvor spillerkarakterens i forvejen undervældende bevægelseshastighed bliver halveret, så to uvedkommende karakterer kan levere deres opstyltede replikker. Jeg læste en brugeranmeldelse som kaldte spillet for "en gåsimulator forklædt som et snigerspil." Det er en hård påstand, men jeg har svært ved at tilbagevise den helt. Ens spændstige gang og gyngende hofter kommer til at forfølge mig i mine drømme.

Måske virker det upassende at tage hul på fortællingen, uden overhovedet at have introduceret resten af spillet. Her imiterer jeg desværre bare ECHO's egen tilgang. Historien er såmænd ganske interessant: rumrejser, liv, død, identitet, mødet med fortidens spøgelser - det kunne næsten være løftet fra en novelle af Stanislaw Lem eller Philip K. Dick. På papiret har det sikkert set drøngodt ud, ikke mindst med Game of Thrones-stjernen Rose Leslie på rollelisten, men i realiteten er det langtfra vellykket. Spillets fortælling er simpelthen så anmassende, så højtravende og så forudindtaget at jeg nærmest kørte sur i spillet, før det var begyndt.

Nuvel, det er ikke skidt alt sammen. Hvis man abstraherer fra manuskriptets ordflom og de pinefulde lyt-og-gå sekvenser, så er Ultra Ultra's debut slet ikke uinteressant. ECHO ligner ved første øjekast et gennemsnitligt snigerspil i tredjeperson, men skinnet bedrager. Sådan da. Her er ingen vulgære sikkerhedsvagter eller blegfede rumorker som skal nedlægges på stribe; ingen natkikkerter eller bedøvelsespistoler. Spillet har kun en enkelt fjendetype, men det er til gengæld den ultimative af slagsen - dig selv! Dun-dun-duuun!

Hvad mener jeg med det? Paladsets kringelkroge vrimler med aggressive, men uperfekte kloner af En. Det er intet de talrige dobbeltgængere hellere vil, end vride nakken om på vores albinoagtige heltinde. Der er dog en hage ved det hele: kopierne kan kun, hvad En kan. Eller rettere sagt, deres angreb og bevægelsesmønstre afhænger af spillerens. Paladsets strømgenerator genstarter periodisk - med få minutters mellemrum bliver banen mørklagt og når lyset vender tilbage er klonerne - eller ekkoerne - blevet opdateret. Alt hvad du gjorde i sidste strømcyklus vil blive brugt imod dig!

Det er en superfed idé til et spil. En er ikke ligefrem hjælpeløs, men nogen actionhelt er hun heller ikke: hun kan løbe, gå, kravle og stå. Hun har to forskellige pistoler, men det er småt med ammunitionen og de fungerer bedst til selvforsvar. Hun kan skubbe fjenderne, men de bliver ikke liggende. Arsenalet af våben og manøvrerer er altså ikke større end i lignende spil, tværtimod. Og brugen af selvsamme værktøj har konsekvenser, så man skal altid overveje hvad man gør, i hvilken rækkefølge og hvorfor. Selv noget så banalt som at åbne en dør eller at tilkalde en elevator kan ende med at bide spilleren i røven, når først strømmen er genstartet og efteraberiet begynder.

Echo
EchoEchoEcho