Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands
Gamereactor
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
anmeldelser
Gran Turismo Sport

Gran Turismo Sport

Vi har ventet længe på at se hvordan Gran Turismo-serien ville klare sig på PlayStation 4. Nu er Sport endelig ankommet, og Claus anmelder...


Gran Turismo er næsten synonymt med PlayStations mange konsoller igennem tiden. Det første kapitel i serien solgte næste 11 millioner eksemplarer tilbage i 1998, og derfor har serien siden været at finde på hver eneste af de fire PlayStation-iterationer. Det er nu ikke så mærkeligt, når man tænker på hvor stor en indflydelse serien har haft på spilbranchen og populærkulturen, men sidenhen er denne indflydelse svundet ind en kende, nu er det blevet tid ti Gran Turismo Sport, det første skud på stammen som udnytter teknologien i PlayStation 4, PlayStation 4 Pro og sågar også PlayStation VR. Der hviler en umådelig vægt på udvikleren Polyphony Digitals skuldre, og nu er spillet udkommet.

Men selvom serien har en lang historie, så startede min oplevelse på ganske uortodoks vis. Ser du, første gang jeg startede Gran Turismo Sport virkede spillet ikke som noget jeg havde prøvet før. Der var for det første ikke nogen dedikeret karriere at give sig i kast med, og det er som regel det første stop på touren i ethvert nyt, seriøst bilspil. Her får du muligheden for at sige i graderne, blive bekvemt med fysikken og opleve spillet i et fikseret tempo. Dette er der ikke noget af i Gran Turismo Sport, og det er svært at underkende hvor meget det betyder for det første indtryk. For det andet, og dette er langt lettere at pointere, så bliver man mødt med de absolut skønneste biler i verden fra start. Dette gjorde, og det kan jeg allerede sige nu, at Gran Turismo Sport er et yderst spændende bekendtskab.

Den første menu man møder når man starter spillet op, er muligheden for at spille arkadedelen. Denne giver spilleren mulighed for at køre løb offline, skabe sine egen løb og spille split-screen med en ven på sofaen. Det er en ganske simpel måde at gøre sig selv bekendt med mekanikkerne og balancen, og selvom det ikke er nær lige så spændende som en dedikeret karriere, så er det simpelt, tilgængeligt og let at forstå. Man har valget imellem cirka 38 baner, men man har ikke adgang til dem alle fra starten af. Så det gælder om at køre en masse for at låse op for de resterende. Man får nemlig erfaringspoint i forhold til hvor godt man klarer diverse baner, og hvilken placering man får. Eksempelvis skal man være i niveau 20 for at kunne få adgang de sidste baner, som spillet har at byde på. Man kan køre banerne som nybegynder, relativt erfaren kører eller professionel kører. Der er et hav af indstillinger, der dog er ganske standarder for moderne bilspil. Man kan blandt andet vælge hvad tid på dagen man vil køre, hvilke vejrforhold du vil udsættes for og naturligvis hvilken bil man vil bruge. Hvis du troede at tilpasningsmulighederne sluttede her, så kender du ikke folkene bag Gran Turismo-serien, for vi er først begyndt. Ydermere har man mulighed for at pille ved sin bils standardindstillinger. Dæktryk, støddæmperhøjde, ratlås, styrezone og meget, meget mere. Dog kan du også vælge præcis hvor meget hjælp man vil have til at styre sin bil. Det kan eksempelvis ske ved at den kunstige intelligens hjælper en med at undgå understyring, eller ved at vise ideallinjen igennem svingene. Så man kan i princippet skræddersy sin oplevelse, efter de evner man nu har som virtuel racerkører. Igen, det er relativt standard for et seriøst bilspil, og både Project Cars 2 og Forza Motorsport 7 tilbyder lignende frihed, men bare fordi Gran Turismo Sport satser mere på et dybt online-miljø, så betyder det ikke at de har sparet på friheden, og point for det.

Gran Turismo Sport
Gran Turismo SportGran Turismo SportGran Turismo Sport

Det tætteste vi egentlig kommer på en kampagne er en del af spillet hvor man får små scenarier som skal løses. Selve introduktionen er en del af denne del af spillet, og igennem disse lærer man simpelthen at spille spillet. Helt fra bunden. Du lærer eksempelvis at køre frem i en lige linje uden at slingre for at undgå understyring. Denne del er ganske glimrende for begyndere, men øvede kan også gøre godt brug af den, da det giver erfaringspoint at gennemføre de små scenarier. Her skal den største kritik dog medtages, og det er load-tiden. Hvert eneste lille scenarie tager næsten et minut om at loade, og der er virkelig mange af dem, så man føler at man venter mere end man spiller. Udover køreskolen, som den i øvrigt så fint er navngivet, er der også "Mission Challenge" og "Circuit Experience", og fælles for de tre er at man skal klare små scenarier, som så giver erfaringspoint, og som i sidste ende låser op for nye baner og nye biler. Det er sjovt at prøve disse små udfordringer, men de lange load-tider kan godt gøre det frustrerende i nogle situationer. Ydermere er det måske en kende simpelt sammenlignet med de modes og spildele som fans af seriøse simulationsspil er blevet vant til, men vigtigst af alt er det funktionelt, og du ender alligevel med at have trænet dig tilstrækkeligt op til at forstå de basale mekanikker.

Man får til gengæld følelsen af at dette bare en opvarmning, og præcis ligesom det mindre populære orkester der indtager scenen inden hovednavnet for at varme publikum op, så er det tydeligt fra start af man er en del af et forspil. Vi har vidst fra starten af at Gran Turismo Sport satser anderledes end sine forgængere. Det handler denne gang om en sund, robust online-del. Disse online-begivenheder kaldes ganske enkelt "Sport". Her kan man køre officielle online-løb, komme med i turneringer for at konkurrere med resten af verden, og det er faktisk rigtigt sjovt at køre i disse. Man kan endda indtaste sin mail og blive inviteret til specielle løb på den måde. Dette er en sjov feature, som gør at man føler en rigtig god indlevelse. Indlevelsen kommer hovedsageligt igennem de systemer der gør at man føler sig en del af en større bilglad helhed. Man kan dyste på vegne af sig selv, eller sågar sit land, og man føler sig nu alligevel som officiel atlet på banen, når repræsentanter fra andre lande eller klubber sidder parat på linjen, med foden på speederen og venter på startskudet.

Gran Turismo Sport
Gran Turismo SportGran Turismo SportGran Turismo SportGran Turismo Sport