Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands
Gamereactor
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
anmeldelser
Super Mario Odyssey

Super Mario Odyssey

Mario har kuk i kasketten og det er frygtelig smitsomt. Vi anmelder Nintendo's store efterårsudgivelse.


Super Mario Odyssey! Den verdensberømte blikkenslagers fistelstemme brager ud af højtalerne og forelskelsen er nærmest øjeblikkelig. Kan man opleve andet end barnlig iver ved tanken om et splinternyt Super Mario? Efter fire års pause, en ny konsoludgivelse samt en kavalkade af fantasifuldt reklamemateriale står Nintendo klar med spilverdenens modstykke til mobildiskoteket: festlige farver, farverige fester og trætteløse ørehængere - alt sammen i et fikst og transportabelt format! Spørgsmålet er, om Mario kan holde på gæsterne til morgenen gryr eller om gassen går af ballonen inden da.

Mario har efterhånden været vidt omkring. Han er den dobbelte erobrer af galaksen og har haft succes som både sportsstjerne og rollespilshelt. Der er næppe plads til at opremse hans mange eventyr, hverken i deres enkelte detaljer eller deres mangfoldighed. Denne gang er tingene dog ikke helt som de plejer at være. Hvor tidligere spil i Super Mario-serien har præsenteret et væld af snørklede forhindringsbaner - med fjender, fælder og platforme som tandhjul i et større urværk - så virker Super Mario Odyssey i højere grad som en sprudlende og vidtåben legeplads. Og jeg skal lige straks forklare hvorfor.

Lad os tage den fra begyndelsen. Spillet starter lige på og hårdt: Bowser, den lumre padde, har endnu engang sat kløerne i svamperigets forsvarsløse prinsesse Peach. Visse ting ændrer sig aldrig. Mario er lige i hælene på krybdyrenes konge, men den gæve blikkenslager kikser redningsaktionen, bliver sendt til tælling af et gok i nødden og da han vågner igen, slår han øjnene op til en fremmed og besynderlig verden. Her møder han Cappy, et fortvivlet hattespøgelse med magiske egenskaber og de to slår (bogstaveligt talt) pjalterne sammen mod en fælles fjende. Således begynder en lang og eventyrlig rejse gennem alskens eksotiske lande og riger.

Super Mario Odyssey
Super Mario OdysseySuper Mario OdysseySuper Mario Odyssey

Så langt, så godt. Jordomrejsen sker på det hatteformede luftskib, Odyssey. Skibet har dog ikke brændstof nok til at nå kloden rundt og så har vi balladen. Seriens eftertragtede samlegenstande plejer gerne at være stjerner, men denne gang går jagten altså på brændstof til skibet, i form af magiske måner. Stjerner, måner, kan det ikke komme ud på et? Det virker ved første øjekast som en uvæsentlig forandring, men der ligger mere i det. Hvor tidligere spil måske har haft omkring 200 af de funklende astraldimser, så gemmer der sig langt, langt flere måner i Odyssey. Ja, uden at have de nøjagtige tal på hænderne, så vil jeg skyde på omkring tusind af slagsen. Måske endda mere.

Med så mange måner i omløb kan de selvsagt ikke alle sammen være bundet til hver deres skræddersyede og veludformede bane. Og her ser man den vigtigste forskel på Odyssey og tidligere spil i serien. Normalt plejede man at udpege en bestemt mission i en bestemt verden, for så at kæmpe sig frem til mållinjen gennem diverse forhindringer. Når stjernen var i hus eller flagstangen passeret blev man sendt tilbage til hovedmenuen og så kunne det hele begynde forfra. Sådan er det ikke længere. I Marios seneste eventyr bliver man i stedet kastet ned i en række halvstore sandkasser og så er man ellers frit stillet til at gå jagt efter månerne.

"It's freedom like you never knew", lyder det i titelmelodien, der for første gang er ledsaget af en sangtekst. Og der er da også noget om snakken. Mario er i absolut topform og kan hoppe, springe, rulle og trampe som aldrig før. Samtidig er friheden i spillets verdener uden fortilfælde. Det vrimler med bakker, bjerge, vandfald og skrænter samt vipper, trampoliner og andre platforme. Der er en enkelt eller to hovedmissioner tilknyttet hver verden, men ellers er det småt med rettesnorene. Omvendt vrimler det med små aktiviteter, så det er bare om at komme i sving.

Miljøerne spænder vidt mellem mørklagte skovbunde og rødsandede ørkener til mennesketætte metropoler og farefulde slotsruiner. De varierer ikke kun i udseende, men også udformning. 'Wooden Kingdom' er bygget i stil med konventionelle Mario-baner, men er dog langt større og mere snørklet. Omvendt ligner flade og golde 'Sand Kingdom' noget som kunne være hentet fra et generisk sandkassespil. Fælles for dem alle er dog at de virker mere åbne og tilgængelige end seriens traditionelle baner. Der er selvfølgelig brødkrummer og kontrolposter til at pege spilleren i den "rigtige" retning, men der er ofte rig mulighed for at komme på afveje.

Super Mario Odyssey
Super Mario OdysseySuper Mario OdysseySuper Mario Odyssey

Faktisk er der flere afveje end, øh, ikke-afveje. Du husker sikkert hvordan man i Super Mario 64 kunne opnå en ekstra stjerne ved at indsamle hundrede mønter. Det var en sjov lille bonusting, en hemmelighed, et alternativ. I Odyssey er alternativet blevet udgangspunktet, appetitvækkeren er blevet hovedretten. Der er selvfølgelig stadig en række missioner af den gamle skole at give sig i kast med, men langt størstedelen af spillets indhold er skabt med fokus på fri leg og udforskning. Miljøerne, om end kulørte og gakkede, er også en kende mindre kunstige at navigere igennem. Spillets verdener er mere naturlige - troværdige - men det sætter også visse grænser for deres opbygning.

Så Odyssey demonstrerer stor frihed på visse punkter, men virker mere restriktivt på andre. Som sagt er luftskibet et brændstofslugende bæst og når først man er landet i en ny verdensdel, så er det meningen at man skal blive hængende lidt. Rækkefølgen af destinationer er givet på forhånd. Man kan godt besøge tidligere verdener undervejs, men man kommer ikke videre på rejsen før man har samlet et givent antal måner i den aktuelle verden. Det er jo sådan set det spillet handler om, så det burde ikke være noget problem, vel? Alligevel begynder månekvoten med tiden at minde om en tjekliste. Det er op til dig hvordan du finder dem, men findes - det skal de.

Det bidrager desværre lidt til en følelse af at sidde med et spil som, på visse punkter i hvert fald, er meget skabelonskåret. Enkelte gange har man mulighed for at vælge hvilken af to verdener man helst vil besøge næste gang, men det er ikke helt nok til at fjerne følelsen af at blive venligt, men resolut skubbet i ryggen. Spillets verdener er bestemt fornøjelige at opleve for deres egen skyld, men der er kun fjorten-femten af slagsen (et par af dem er meget små) og nogen af dem virker lidt aktivitetstomme, trods en overflod af samlegenstande. Nintendo balancerer dygtigt på en knivsæg mellem kvalitet og kvantitet, men hvor de ultimativt lander, ja det forudser jeg stor diskussion om.

Super Mario Odyssey
Super Mario OdysseySuper Mario OdysseySuper Mario Odyssey
Super Mario Odyssey
Super Mario OdysseySuper Mario OdysseySuper Mario Odyssey
Super Mario Odyssey
Super Mario Odyssey