Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands
Gamereactor
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
anmeldelser
theHunter: Call of the Wild

theHunter: Call of the Wild

Tidligere på måneden udkom det ambitiøse jagtspil på konsollerne, og Jonathan har taget en tur vildnisset.


Engang forestillede man sig, at det ypperste et spil kunne opnå, var at genskabe virkeligheden så realistisk, at man næsten ikke kunne kende forskel. Vi er der ikke helt endnu, men igennem årene har vi også indset, at det ikke er det, som spil egentlig skal. Hvem gider også rent faktisk rende rundt i en genskabt virkelighed? Spil som en kunstform skal repræsentere virkeligheden til det punkt, hvor vi tror på det, men derefter give det et spin, så det bliver en slags hyper-virkelighed. Der er dog en gruppe af spil, som ihærdigt forsøger at komme så tæt på virkeligheden som muligt; simulatorspil, og theHunter: Call of the Wild falder komfortabelt her ind under.

Derfor kan det lige så godt siges med det samme: theHunter er ikke for alle, langt fra. Spillet kræver tålmodighed, og mange timer, hvor man blot forsøger at lære på bedste vis, hvorledes man nedlægger den bjørn, man nu har fulgt efter hele dagen. Hvis man derimod søger denne oplevelse, så er theHunter muligvis det bedste bud på markedet lige for tiden.

Når man starter spillet, vælger man køn, udseende, og jagtreservat, og bliver kastet direkte ud i det. Man kan vælge imellem to jagtreservater på nuværende tidspunkt. Det ene er et område i Centraleuropa med skove og bjerge, og det andet er Layton Lake. De er begge ganske store, og diversiteten dem imellem er stor nok til, at der går lang tid, inden man bliver trætte af dem. Desuden vil udviklerne tilføjer flere igennem udvidelser med tiden. Områderne er smukke og overraskende detaljerede for denne type af spil. Det er dragende og medrivende at klatre op på en bakke, og blot spotte ud over landskabet. Lyset falder smukt igennem bladene på træerne, og den dynamiske dag/nat-cyklus gør, at man kan jage på alle tider af døgnet. Det ser flot ud, når solen langsomt står op i horisonten, men jeg oplevede dog at lysskiftet var temmelig drastisk. Det ene øjeblik er det skumring, og det næste højlys dag. Det samme gælder vejret som ligeledes skifter dynamisk. Et stormende regnvejr kan forsvinde på et sekund. Alt i alt er præsentation dog glimrende. Ikke mindst fordi lydsiden understøtter flot alt, hvad der foregår: Bladene rasler, fuglene synger, regnen trommer.

theHunter: Call of the Wild
theHunter: Call of the WildtheHunter: Call of the WildtheHunter: Call of the Wild

Rent mekanisk forsøger spillet ligeledes at være så realistisk som muligt, og det er her mange vil stå af. Hvis man forventer at starte spillet, og øjeblikkeligt jage og fange en bjørn, så kan man godt tro om. Du bliver kastet ind i reservatet med en mobiltelefon, hvor igennem du taler med en guide, som kort sætter dig ind i spillets mekanikker. Men allerede det første dådyr, jeg blev bedt om at skyde, brugte jeg nok en time på at fange. Nuvel, jeg gik også alt for aggressivt til værks, men dette spil kræver tålmodighed, og det kan ikke understreges nok. Nu har jeg aldrig været på jagt, men jeg kan sagtens forestille mig, at det er en fantastisk oplevelse at jage sit bytte i flere timer ude i den rigtige natur. I et computerspil er det dog faretruende tæt på at blive kedeligt. Man har heldigvis en del ting som kan hjælpe med jagten. For det første er man utrolig god til at spotte spor. Når man identificerer et sæt spor, lyser en blå kegle i den retning, som dyret er gået. Desuden er man i stand til at identificere lyde, og hvad disse lyde betyder.

I den åbne verden er der mange forskellige steder at udforske. Nogle er fra starten markeret på ens kort, og andre dukker først op, når man finder dem. Rundt omkring i landskabet er der placeret høje udkigsposter, hvorved man kan kortlægge bestemte dele af området. Igennem ens mobiltelefon vil man også løbende blive sendt på missioner. Det kan være alt fra at tage billeder af et bestemt dyr eller dets fodspor, til at jage på en bestemt tid af døgnet. Ingen af dem er dog obligatoriske, og man kan vælge dem helt fra, hvis man vil udforske i sit eget tempo.

Man optjener erfaringspoint og penge ved hvert bytte man fanger. Erfaringspointene kan bruges til at opgradere færdigheder, så man eksempelvis bliver bedre til at aflæse spor eller sigte med sit gevær. Desuden kan noget udstyr også først benyttes ved et bestem level. Vi har altså også et let rollespilselement kørende. Rundt omkring i landskabet finder man jagthytter, hvor man kan tage sig en lur, eller købe nye kuler eller udstyr. Udstyret spænder fra dyre rifler og buer, til dyrekald og duftspray. Noget som alt sammen kan hjælpe meget i jagten på de mere sjældne dyr.

theHunter: Call of the Wild
theHunter: Call of the WildtheHunter: Call of the WildtheHunter: Call of the Wild

Kernen af spillet er dog selve jagten, og det er her jeg ikke er helt solgt. For det meste endte det som en meget frustrerende oplevelse. Jeg brugte timer på at snige mig forsigtigt igennem krat og blade for blot at misse, når jeg endelig fik affyret et skud. Men det er meningen, og det er her, man enten er solgt på spillet eller vender det ryggen. Man skal ønske at fordybe sig i denne langsommelige og træge oplevelse, for at finde dette spil interessant. Vil man det, kan man heldigvis også gå online sammen med andre jagtentusiaster og jage sammen. Hvis man møder nogle, som man har en god kommunikation med, kan dette blive en fantastisk oplevelse, da man med snilde og samarbejde kan omringe et dyr fra flere sider. Det kan anbefales at prøve.

Jeg har svært ved at give theHunter: Call of the Wild en endelig karakter. Jeg kedede mig bravt det meste af tiden med spillet, men af og til så jeg glimt af den fascination, som det også kan fostre. Efter at have jagtet en kronhjort i næsten en time, vil man opleve en stor tilfredsstilles ved endelig at fange ham, men hvorvidt denne følelse giver en lyst til at prøve igen, er svært at sige. En ting er sikkert: spillet er flot og detaljeret, så hvis man ønsker sig en jagtsimulator er dette det bedste bud på markedet.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Fin grafik, god lydside, realistisk og autentisk oplevelse, plads til fordybelse.
-
Appellerer til en snæver målgruppe, til tider usædvanligt kedeligt og frustrerende.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer