Gamereactor Danmark. Se de seneste trailere og friske interviews fra de største spil-messer i verden. Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Call of Duty: WWII

Call of Duty: WWII

Støvlerne er plantet solidt på jorden endnu en gang, og vi har besøgt anden verdenskrig. Har Sledgehammer formået at bringe nyt liv til serien?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

For tre år siden så Call of Duty-serien en drastisk ændring af både tempo og atmosfære. Sledgehammer Games tog os hele vejen fra en taktisk, langsommere og mere overvejet stil vi så i Call of Duty: Ghosts, til en struktur der lod til at være mere inspireret af Halo med jetpacks og masser af vertikalitet, som vi så i Call of Duty: Advanced Warfare. Nu er udviklingscyklussen blevet genstartet imellem studierne, og tjansen er endnu en gang landet hos Sledgehammer Games. Traditionen tro har studiet planlagt endnu et markant skift for serien, for de drager hele vejen tilbage til anden verdenskrig, hvor de beskidte soldaterstøvler er plantet solidt på jorden, og hvor nogle af de følelser som serien er bygget på vender tilbage.

2008 var sidste gang hvor Call of Duty-serien fandt sted under denne periode; Treyarch drog fordel af Infinity Wards succes med Modern Warfare, ved at genbruge det helt nye "create-a-class"-system i multiplayer, og samtidig konstruerede de en fantastisk, beskidt og brutal historie - og når ja, de introducerede også Zombies-delen med den berømte Nacht der Untoten, og skabte en nu ikonisk spiltype, der helt på egen hånd skulle sælge mange eksemplarer af Call of Duty-serien i årevis. At tackle anden verdenskrig er en brav beslutning fra det nyeste, og grønneste, af Call of Duty-studierne, og det er en beslutning der så let kan vise sig at have negative konsekvenser, skulle produktet ikke leve op til forventningerne.

Call of Duty: WWII
Dette er en annonce:

Så lad os få de dårlige nyheder af vejen fra begyndelsen af; det her er ikke det bedste Call of Duty-spil nogensinde. Den tunge krone hviler stadig på Call of Duty 4: Modern Warfares hoved. De gode nyheder? Dette kommer meget, meget tæt på. Hvert eneste aspekt af spillet repræsenterer sådan en afgørende forbedring sammenlignet hvad vi ellers har set i løbet af de sidste fem år, så dette kunne i sandhed være den titel der endnu en gang sætter gang i serien, og lukker ned for den stereotypiske forestilling om, at der ikke er mere damp på det kreative lokomotiv.

Siden spillet blev afsløret tidligere på året er kampagnen blevet markedsført som en følelsesladet historie, der benytter det personlige perspektiv, og som virkeligt går i dybden med hvordan det var at være soldat i krigen. Det handler om at kæmpe side om side med sine kammerater, og eventuelt se dem dø for øjnene af dig. Det lyder spændende, og hold da ferie den leverer. Du spiller størstedelen af kampagnen som Ronald "Red" Daniels, et medlem af den amerikanske første infanteridivision, fra Normandiet under D-Dag, igennem frigørelsen af Paris til Tyskland og den endelige besejring af nazisterne.

Der er én ting der hurtigt bliver meget tydelig når man starter singleplayer-kampagnen op, og det er at Sledgehammer Games har formået at indfange og udtrykke krigens autenticitet. I den aller første mission sidder du klemt inde i et landgangskøretøj på vej ind på stranden med dine venner, alt imens fjendtlig beskydning flyver over hovedet på dig. I er som sardiner i en tønde, og faren melder sig på alle sider. Så går rampen ned uden videre, og pludselig er mange af de venner du har stiftet bekendtskab med bare gennemhullede lig i vandet. Få af dem kommer ud i god behold, og denne brutale invasion af Normandiet's strand sætter tonen for hvor mørkt resten af spillet er.

Call of Duty: WWII
Dette er en annonce:

En markant mekanisk ændring skiller sig ud fra mængden, og gælder kun for kampagnen, og det er at dine livspoint ikke regenererer. I stedet, på samme måde som Elizabeth der kaster brugbare ting til Booker i Bioshock Infinite, kan din soldaterkammerat give dig bandager, som du derefter kan bruge til at få noget liv tilbage. Disse bandager kan desuden findes omkring i banerne, hvis du har mod på at udforske lidt, men der findes ikke noget federe end at gribe bandagerne med den ene hånd, og fyre projektiler afsted imod fjenderne med den anden.

Sammen med feltlægen har andre medlemmer af dit hold også distinkte roller og evner. Du kan få fat i mere ammunition fra en af dem, eller bede en anden om at spotte fjenderne foran dig, så de markeres med en silhuet. Jo flere nazister du formår at møje ned, desto hurtigere bliver disse diverse evner gjort klar til brug, og spiller du på Veteran-sværhedsgraden, så skal du bruge dem så ofte som muligt. World at War blev kendt for at være ganske svært på den hårdeste sværhedsgrad, og dette lader ikke til at være anderledes her.

Call of Duty: WWII

Der er ikke én særlig mission der skiller sig ud på tværs af Daniels' rejse igennem WWII, men tempoet og ændringen der er blevet foretaget i selve strukturen bliver eksekveret med perfektion. Fra intense ildkampe i starten af kampagnen, igennem mudrede marker til okkuperingen af nazi-kontrollerede landsbyer, der er meget mere variation end man først antager, og hver eneste af de mange missioner introducerer noget nyt.

Særligt én mission fortjener dog at blive nævnt, og den findes i den første halvdel af historien, hvor du i stedet spiller som en fransk kvinde ved navn Rousseau. Dit mål er at infiltrere et nazi-kontor i Paris, og derefter mødes med en dobbeltagent som spionerer på den anden side. Du skal huske din personlige information når du skal udgive dig for at være en officer, og du bliver faktisk checket flere gange, og får derigennem dialogmuligheder præsenteret. Det er første gang at denne dybde indfinder sig i Call of Duty-serien, og forhåbentlig vil den forblive en del af strukturen fremover. Vores eneste anke var, at disse opgaver forblev de samme selvom man gik fra Recruit til Veteran.

Call of Duty: WWII

Og lad os så bevæge os videre til der hvor meget af spillets længerevarende appel skal findes; multiplayer-suiten, hvor der også er store nyheder at fortælle om. Den første af disse hedder Headquarters, et slags socialt rum der ligner farmen i Destiny 2, hvor spillere ser deres karakter fra et tredjepersonsperspektiv, og hvor man kan interagere med andre karakterer, tale med NPC'er omkring særlige udfordringer, og sågar udfordre andre spillere til en 1v1-kamp. Du kan udforske Headquarters alt imens du leder efter en multiplayer-kamp at deltage i, og afprøve nye våben på skydebanen. Der er sågar små hemmeligheder hist og her. Det er langt mere intuitivt og spændende end at sidde og vente i menuerne, så dette er en meget kærkommen tilføjelse.

Den anden store tilføjelse kommer i form af en helt ny asymmetrisk spildel kaldet War; men den er desværre ikke ligesom den var i World at War. Denne version af War er en standard 6v6-kamp, men der er meget specifikke opgaver at løse, og der er et langt større fokus på historien bag kampen. Der er tre baner inkluderet ved udgivelsen, og flere vil ankomme via udvidelser i fremtiden, og det er en kende skuffende, da disse bliver ensformige ret hurtigt. Hvis der var omkring dobbelt så mange vil det hele have lidt mere substans, men når du har spillet på begge sider på alle baner, så er du så godt som færdig med War, som det står lige nu.

Call of Duty: WWII

Operation Breakout var den der var tilgængelig i betaen, og her skal de allierede avancere imod en fransk landsby for at ødelægge nogle anti-luftskyts, der er blevet placeret på den anden side af byen. Der er en række opgaver herimellem der kommer i spil, såsom at indtage et hus som Hardpoint, før man skal affyre masser af røggranater imod fjenden og reparere en ødelagt bro. Derefter er det tid til at destruere nogle ammunitionsbeholdere, før man endelig skal eskortere en tank på tværs af byen. Spillerne på den anden side skal naturligvis forsøge at stoppe de allierede, og dræbe nok modspillere. De kan både bruge flammekastere og konstruere mure, der kan holde den invasive styrke tilbage.

Operation Neptune er den anden bane i War, og det er uden tvivl den mest imponerende. Banen foregår under landgangen i Normandiet på D-Dag, og allerede fra start af skal de allierede bevæge sig på tværs af stranden under konstant beskydning fra tyskerne, der kan bruge fastmonterede maskingeværer. De allieredes mål er først og fremmest at indtage nogle af bunkerne på bedste Hardpoint-manér, før de derefter skal skubbe videre og ødelægge nogle af de førnævnte maskingeværspositioner. Under hele seancen har de allierede et hav af computerkontrollerede kammerater på slagmarken, der drøner op ad stranden for at distrahere det modsatte hold.

Call of Duty: WWII

I den sidste War-bane er det nazisterne der er de offensive, og det er denne bane der har de mest unikke opgaver at udføre. Du starter med tre kampvogne, og de skal alle eskorteres en ad gangen, men de allierede kan konstruere barrierer, som man skal sprænge i luften med bomber for at kunne bevæge sig videre. Du skal kun bruge to af kampvognene for at kunne komme videre, og når målet ændres og de allierede bliver skubbet tilbage, så vil én af de to kampvogne eksplodere. For at få den sidste kampvogn i mål skal du hente brændstof rundt omkring på banen.

War er blevet tilføjet til spillet for at give spillere en grund til at arbejde sammen, til at kommunikere med hinanden og spille som et hold i stedet for som individer. Hvor mange gange du, eller dine holdkammerater, har mistet livet bliver ikke talt op, og point bliver givet til dem der hjælper til at med udføre opgaverne i stedet for at rende rundt og dræbe fjendtlige soldater. Det er så sandelig også en kærkommen tilføjelse til den samlede pakke, og det er ganske forfriskende at bryde fra standarden en smule. Der skal dog være flere baner med, og der skal være flere separate, unikke opgaver at udføre, før man kan anse War som en fast bestanddel i kommende Call of Duty-spil.

Call of Duty: WWII

De almindelige multiplayer-dele er som de altid har været. Modes som Team Deathmatch og Search and Destroy foregår dog på langsommere og mere taktisk vis, hvorimod Hardpoint og Capture the Flag er mere klassisk action. Sledgehammer har ikke tilføjet deres egen del til pakken i denne omgang, men har i stedet taget Uplink, som fandtes i de mere sci-fi-inspirerede spil, og lavet navnet om til Gridiron. Det er meget langsommere end Uplink var, men konceptet er det samme; få bolden ind i mål. Hvis du bær bolden i mål får du syv point, hvorimod et kast henover målstregen giver bare fire point, og det leder til en mere strategisk spiloplevelse.

At skulle gennemgå "prestige", og den generelle rejse til toppen af spillets niveauer er stadig langsommelig, men de har endelig sluppet Perks-systemet, og har i stedet erstattet dem med "Basic Training". Disse modificerer stadig din karakter, men ikke på en lige så altafgørende måde, og du kan kun vælge én ad gangen. De mere afgørende ændringer kommer når du vælger division; der er fem at vælge imellem, og hver af dem specialiserer sig i en bestemt karakterklasse og bestemte våben. Et eksempel er Expeditionary-divisionen, som giver shotguns mere kraftfulde skud, eller Infantry-divisionen som giver dig muligheden for at putte en bayonet på enhver riffel. At stige i niveau med din division låser op for nye opgraderinger.

Call of Duty: WWII

Der er én bestemt anke ved hele multiplayer-oplevelsen, og dette vil ikke komme som nogen overraskelse for nogen, men Supply Crates og mikrotransaktioner er tilbage. Så vidt vi oplevede i løbet af vores tid ved anmeldelsesbegivenheden så er disse udelukkende kosmetiske, men det har udviklere og udgivere påstået tidligere, for så at introducere nye værktøjer via mikrotransaktioner der fuldstændig ændrer balancen i multiplayer. Forskellige varianter af våben er tilgængelige, men de ændrer ikke statistisk eller parametre, de ser bare anderledes ud. Der lod også til at være en relativt stor chance for at se sjældnere grej i disse kasser, men det vides ikke om det bare var fordi vi befandt os ved en begivenhed afholdt af Activision.

Måske er det som Sledgehammer Games har forbedret allermest i forhold til tidligere kapitler i serien er Zombies-delen. Plottet er ganske simpelt; du er en del af et hold, der er blevet sendt afsted for at finde stjålne stykker kunst, der er blevet taget af tyskerne under krigen, men alt går naturligvis galt, og zombierne dukker op i hobetal. David Tennant leder an med hans traditionelle skotske accent, med Kathryn Winnick, Elodie Young og Udo Kier som de tre resterende holdmedlemmer.

Call of Duty: WWII

For første gang i Zombies-historien får spillerne en prolog at afprøve før det går løs, og denne del fungerer også som introduktion, som begynderguide, og den sætter tonen for hver bane inden den for alvor går i gang. Alt imens du spænder igennem de sydtyske granskove kommer du forbi en skovl som du kan bruge som våben, og der er både et let og et tungt angreb. Det tunge tager, som forventet, lidt længere tid at udføre, men det gør selvfølgelig mere skade, og oftest resulterer det i at du kan skovle en given zombie's hoved af. Du bliver belønnet med ting som ekstra ammunition og point for at gøre dette, men det tager flere sekunder at udføre, og du kan hurtigt blive omringet i processen. Resten af prologen introducerer de forskellige mekanikker, såsom Geistschild, som er ekstra rustning du kan købe fra designerede maskiner rundt omkring på banen.

Alle dine favoritmekanikker bliver desuden genintroducerede; du kan få Perks her, der kommer i form af modificeringer til din karakters krop, som etableres igennem elektricitet i hånden, og de mystiske kasser er også tilbage, og indeholder masser af interessante våben at afprøve. Der er masser af fælder spredt ud omkring på banerne, og der er en lang række zombier at kampe imod, lige fra standardudgaven til langsommere zombier med eksplosive gastanke på ryggen, og gigantiske bæster der spæner imod dig. Der er også bosser, men vi mødte kun én i den tid vi spillede. Han havde en flammekaster, og når han dør, så taber han sit hoved, og man kan efterfølgende samle det op og slå andre zombier ihjel med det.

Call of Duty: WWII

Den måske bedste ting ved denne Zombies-oplevelse er selve banens opbygning, for selvom den er ikke gigantisk er der masser af af muligheder og forskellige ruter imellem punkt A og B. Områderne er desuden meget varierede, lige fra borge til kloaker, fra butikker til bunkere, fra salt miner til kontroltårne. Der er så meget at se og afprøve i hver bane, og hvert eneste område har sine egne hemmeligheder som du skal lede efter. Der er desuden permanent progression, som betyder at hele oplevelsen mere ligner Killing Floor 2 end tidligere Zombies-dele.

Call of Duty: WWII er et fantastisk spil, og der er faktisk ikke meget at beklage sig over i det hele taget. Ja, det ville være rart ikke at have mikrotransaktioner i spillet, og ja, der er ikke megen innovation at finde når det gælder multiplayer-kampene, men dette er uden tvivl et af de bedste Call of Duty-spil vi har set i lang tid. Kampagnen er fænomenal, og Zombies-delen er den bedste der nogensinde har været. Hvis du ikke kunne lide tidligere multiplayer-suiter i serien, så vil dette ikke ændre på det, men for dem der godt kan lide suset, så er denne samlede pakke meget imponerende. Activisions flagskibs-serie er tilbage, og den er i topform. Det her er det bedste Call of Duty-spil i et årti.

HQ
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Kampagnen er intens, multiplayer introducerer to fede tiltag, Headquarters fungerer godt, Zombies er bedre end nogensinde før.
-
Mikrotransaktioner er tilbage, War har kun tre baner.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Call of Duty: WWIIScore

Call of Duty: WWII

ANMELDELSE. Skrevet af Ford James

Støvlerne er plantet solidt på jorden endnu en gang, og vi har besøgt anden verdenskrig. Har Sledgehammer formået at bringe nyt liv til serien?



Indlæser mere indhold