Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands /
Gamereactor
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
anmeldelser
L.A. Noire

Vi anmelder L.A. Noire på PS4 Pro, Xbox One X og Switch

Team Bondi og Rockstars ambitiøse L.A. Noire ankommer på PS4, Xbox One og Switch, og vi har anmeldt alle tre versioner.


L.A Noire har så hysterisk mange fejl. Faktisk er den omtumlede udviklingsperiode nærmest symptomatisk for spillets identitet - det er ambitiøst, mangefacetteret, rodet og fyldt til renden med fejl og urealiseret potentiale, men det er også charmerende, innovativt og fortsat en af mine absolutte yndlingsspil fra sidste konsolgeneration. Netop derfor holdte jeg vejret da Rockstar afslørede, at de havde i sinde at genudgive spillet på PlayStation 4, Xbox One og sågar Switch, og at grafikken ville få en alvorlig restaurering på de førstnævnte platforme.

Og nu har jeg genoplevet Team Bondi og Rockstars detektivoplevelse, og kan med ro i stemmen sige, at har du ikke oplevet L.A. Noire endnu, så er der al god grund til at gøre det nu.

L.A. Noire stiller dig i skoene som detektiv Cole Phelps, der skal stige op igennem politiets rangstige i Los Angeles i 1947 efter at krigen har efterladt megen bitterhed og indebrændt vrede i samfundet. Spillet udspiller sig over enkelte sager, og som han løser hver og en af dem ved at interviewe mistænkte, finde bevismateriale og på anden vis sætte skurkene i kachotten, så skifter han ansvarsområde og partner. Sådan går spillet egentlig slag i slag, fra trafik til mord, fra mord til brandstiftelse.

Strukturen forblive stort set uændret på tværs af hele oplevelsen, og du stort set starter hver eneste sag med at undersøge et gerningsted for spor, for så at interviewe vidner, og derfra tager sagen en drejning. Spillets unikke identitet udspringer fra disse interviews, hvor det altid er muligt at lege "good cop", "bad cop" eller direkte at anklage personen for at lyve. Hvis Phelps vælger denne mulighed, så skal han hoste op med nogle beviser.

L.A. Noire
L.A. NoireL.A. NoireL.A. NoireL.A. Noire

Hvorimod detaljerede dialogsystemer med mange facetter, lag og muligheder måske er blevet mere kutyme i dag, så forbliver L.A. Noires afhøringssystem ganske unikt, og selvom der er en del "trial and error" i at få svarene rigtigt, og derigennem blive ledt den rigtige vej i en given sag, så er det utrolig tilfredsstillende at lege detektiv. Desuden var det, og er det i dag, ganske forfriskende at befinde sig i en Rockstar-verden (godt nok udviklet af Team Bondi, men nuvel) hvor du spiller som en autoritet, og ikke en der konstant forsøger at underminere dem. Det er jo en del lettere at konstruere en spiloplevelse hvor du enten skyder på eller flygter fra politiet - i stedet tog L.A. Noire en chance og lader dig være politimanden. Flere spil burde afprøve denne vinkel.

Disse sager foregår i en åben verden, og her er spillets første, store fejltrin, for denne verden er simpelthen så uinteressant at befinde sig i, og udforske vigtigst af alt. Dette var slemt allerede dengang hvor spillet udkom, men nu er vi som spillere blevet vant til en detaljegrad i vores åbne verdener, at L.A. Noires Los Angeles kun fremstår yderligere uopfindsom og tom.

Men, det er nu engang sagerne det handler om, og når tempoet falder en smule, og du som Cole Phelps har tid til at virkelig at tænke over beviserne, over de diverse karakterers vidnesbyrd, så begynder spillet at skinne, og vigtigst af alt finder det en distinkt, unik personlighed, som spillet ikke deler med nogen andre. I sagen "A Marriage Made in Heaven" skal man undersøge hvad der ligner et klokkeklart trafikuheld, hvor føreren af bilen er blevet bange og er flygtet. Phelps undersøger gerningsstedet, og interviewer bartenderen i den beværtning offeret kom ud fra. Desuden får han sig lige en snak med en kvinde der så uheldet udspille sig. På vej ud til bilen, beslutter han sig for, for en sikkerheds skyld, at checke en gyde ved siden af baren, og her, i en skraldespand, finder han en blodig kniv, et bevis der vender op og ned på den sag man netop troede stod krystalklar foran en. Det er bare ét bevis på den kraft som L.A. Noire besidder, når designerne har fået lov til at lege med tempoet, og udsætter spilleren for en række udfordrende puslespil. Det er ærlig talt herligt.

Desværre er det ikke kun efterforskning det hele, og det er særligt i kamp, om den er på vejen eller i skyderier at spillet viser sin alder. Det er virkelig ærgerligt, at Team Bondi ikke bare kunne låne den basale styring, og derigennem våbenfysikken, fra Grand Theft Auto VI, for det havde virkelig hjulpet. I stedet fremstår Phelps kluntet når tempoet bliver sat op, og det er ærgerligt.

L.A. Noire
L.A. NoireL.A. NoireL.A. Noire