Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
anmeldelser
Battle Chef Brigade

Battle Chef Brigade

Vive la Brigade.


Facebook
TwitterReddit

Anime og mad har altid haft et tæt forhold. Selvfølgelig er der oplagte eksempler som Food Wars, der handler om at blive den bedste kok, men den lækre mad er ikke kun begrænset hertil. Også andre anime-serier lægger tydeligvis meget kærlighed i maden, hvorfor den ofte ser yderst indbydende ud. Måske er det japanernes madhjerter, der ikke tillader, at maden ikke får den opmærksomhed den fortjener. Uanset hvad har Trinket Studios ramt det oplagte udseende i deres madlavnings-spil, så man næsten kun kan undre sig over, hvordan Battle Chef Brigade ikke er kommet til verden tidligere. Jeg vælger dog bare at være glad for, at det endelig er kommet.

Battle Chef Brigade

Før Overcooked havde jeg nok sat spørgsmålstegn ved et spil, hvor det primært går ud på at lave mad. Overcooked beviste dog, at selve madlavningsprocessen er fremragende til et multiplayerspil. Nu ønsker Battle Chef Brigade at bevise, at den samme proces fungerer lige så godt som single-player. Og det beviser de ved at gøre yderst kreative ting med genren. Hvor Overcooked handler om at nå så mange retter som muligt - man skal jo køre en restaurant - er kokkene i Battle Chef Brigade mere interesseret i at kæle for de enkelte retter. Du kommer aldrig til at lave over tre retter af gangen, og et langt stykke af vejen, beder spillet dig kun om at lave én eller to. Det betyder, at den ene ret skal have kærligheden den fortjener. Alle ingredienser du tilføjer - mere om dem senere - har forskellige smagsoplevelser, hvilket bliver repræsenteret gennem små farvede kugler. Er en kugle rød, vil den have den stærke ild-smag, blå er den forfriskende smag af vand og grøn er den rige smag af naturen. Får du placeret tre grønne kugler ved siden af hinanden, vil de koble sammen til én større grøn kugle, med en langt rigere smag. Tilsæt dertil gryder der tillader at opgradere de enkelte smagskugler ved bare at have to ved siden af hinanden, gryder der tillader at opgradere dem langsomt automatisk, og ingredienser der kan ændre farven, og du står tilbage med et underholdende og effektivt puzzle-spil.

Der er dog altid tid på, så du kan ikke stå og kæle for smagen i evig tid. Du er ofte begrænset til 2-3 minutters kampe, hvorfor en kølig hånd og godt overblik er nødvendigt for at blive den bedste kok. Spillet er heldigvis god til ikke at overrumple spilleren med systemer fra begyndelsen. Hvad der starter simpelt ud, udvikler sig trinvist til en mere og mere indviklet puzzler, så spilleren hele tiden føler sig udfordret uden at føle sig fortabt. Puzzle-delen af spillet er i det hele taget utrolig godt implementeret, men desværre er der endnu et aspekt til madlavningen, der ikke er lige så veludført.

For før du kan tilberede maden, skal du indsamle ingredienserne, og det gør man ved at tage ud i baghaven og nedlægge monstre. Kampsystemet er simpelt og sjældent særlig tilfredsstillende. Der er gode idéer, som hvis en fugl spiser dit bytte inden du kan samle det op, vil det lægge et æg, du kan bruge som ingrediens i din ret. Det er dog gode idéer, der er langt imellem. Ofte gemmer der sig et større monster i banen, som giver flest ingredienser, men kampene mod dem kan være langtrukne - til tider frustrerende - oplevelser. Som beskrevet tidligere, har du kun en lille håndfuld tid til at tilberede din ret, hvorfor et større monster der konstant slår dig baglæns, kan stjæle meget af den dyrebare ressource. Det er et kampsystemet der fungerer, men sammenlignet med det mere puzzle-inspirerede aspekt når du tilbereder maden, så imponerer det ikke.

Og det gør dialogen sjældent heller ikke. Den er ikke dårlig - folk er hovedsageligt flinke mod hinanden, hvilket passer fremragende til den grafiske stil - men der var enkelte tidspunkter, hvor en sætning/dialog ikke gav mening. Dine dage falder hurtigt ind i en form for rutine; du står op, fuldfører dine opgaver i dine tre jobs, udfordrer en person i byen til en madlavningskamp, går i seng og gentag. Men pludselig var der en karakter, der tydeligvis kendte mig fra tidligere, og som spillede en ret relevant rolle i historien. Problemet var bare, at jeg aldrig havde talt med ham før. Jeg fik aldrig spurgt, om han ville have en kamp, hvorfor vi aldrig blev introduceret, hvilket spillet praktisk valgte at ignorere. Da jeg så senere i spillet spurgte, om han ville kæmpe, havde vi endelig den længe ventede introduktion... efter vi allerede havde talt venskabeligt sammen flere gange tidligere. Bortset fra den oplevelse kommer dialogen og stemmeskuespillet relativt sikkert i mål. Måske fordi karakterdesignet er så smukt og varieret, at man er villig til at tilgive lidt mere end sædvanligt.

Battle Chef Brigade

Som beskrevet kommer du hurtigt ind i en rutine. Dine tre jobs giver dig penge, som du kan bruge på udstyr i dine kampe, og heldigvis er det generelt sjove opgaver man kommer på. Dit bedste job beder dig om at maksimere smagen ud fra de ingredienser, du er givet. Hvad der gør det så underholdende, er, at der ingen tidsbegrænsning er, så man kan med god samvittighed læne sig tilbage og give det nogle forsøg. Et andet job beder dig om at lave så mange retter som muligt, gerne ved at ændre en lille smule på ingredienserne, og det er også en fin lille afveksling, mens det sidste job beder dig om at jage. Der skal nedlægges dyr, og jeg har allerede beskrevet min manglende interesse i det aspekt af spillet, så det vil ikke overraske dig, at jeg valgte at blive væk nogle dage. Jeg var alligevel ikke i pengeproblemer.

Battle Chef Brigade er en smuk lille overraskelse. Overcooked viste os, hvordan man gør madlavning sjovt med venner. Battle Chef Brigade viser os, hvordan man gør madlavning sjovt alene. Det er ikke den perfekte ret, da der kan opstå inkonsistens i dialogen og indsamlingen af ingredienser er sjældent den mest medrivende proces. Men mindre kan også gøre det. Med en grafisk stil der egner sig perfekt til at gøre dig lækkersulten med sine varme retter, er det umuligt ikke at falde for Battle Chef Brigade.
Vive la Brigade.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Sjov puzzler, flot grafisk stil, karakterdesignet og stemningen.
-
Dialogen var til tider inkonsistent, kampsystemet er en anelse for simpelt.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer