LIVE

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Live broadcast
Annoncer
logo hd live | Apex Legends: Legacy - Arenas
See in hd icon
logo hd live | Pine
Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Celeste

Celeste

Udsigten på toppen er det hele værd. Det samme er rejsen derop.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Bjerget. Gudernes højborg. Stedet hvor stentavler bliver udleveret og mindeværdige prædikener bliver afholdt. Tidløst symbol på udfordring, anstrengelse, overvindelse - og det klarsyn og den indsigt som venter den, der når til toppen. Også kendt som "geologiens Dark Souls". Op ad bakke, ned ad bakke. Når vi har det svært og det hele virker uoverskueligt, er bakker og bjerge altid på spil. På spil? I spil. I hvert fald i Celeste. I spillet skal du bestige et bjerg. Kan du klare det? Måske, men ikke uden besvær. Ikke uden gentagne nederlag, fortvivlet vægelsind, frustreret bordbankeri og utallige smutture til afgrunden. Hvad er det overhovedet for et bjerg som skal bestiges? Det af klippesten og med sne på toppen? Eller det, der gemmer sig i dit eget indre, uoverskueligt og intimiderende.

Alle svære perioder, alle store udfordringer, er en bjergbestigning.

Bevæger vi os lidt ned på jorden igen (hah), er Celeste en udfordrende platformtitel fra folkene bag det fremragende og helt igennem kaotiske sofaspil, TowerFall: Ascension. Udviklerne har åbenbart noget med ting der enten stiger eller falder. Den pixelerede grafikstil ligger tydeligvis i forlængelse af sidstnævnte titel og spillerkarakterens højde, drøjde og tyngde er da også åbenlyst genkendelig for fans af TowerFall. Her er dog ingen sofaskænderier eller venskabsanstrengende flerspilleri. I stedet byder Celeste på en kort, men intens rejse gennem hundredvis af krævende platformsektioner.

Celeste

Styringen er uhyre simpel. Du kan hoppe, kravle på væggene og lave et kort energispring i en af de otte generelle retninger. Man kan kun hænge på væggene for en kort stund og springet bliver først ladet op, når fødderne igen har rørt jorden. Derfor er udfordringen, i grove træk, først at planlægge den korrekte rute gennem vægspyd, flammer og bundløse huller og derefter at udføre planen ordentligt, rent motorisk. Der er platformspil hvor rammerne er mere løse, målsætningen mere vag og muligheden for personlig udfoldelse større. I Celeste er der oftest kun én rigtig måde at gøre tingene på: det handler om observation, koncentration og præcision.

Det betyder ikke at spillet er gennemgående lineært. Ligesom i andre spil i samme genre, bevæger man sig i Celeste gennem forskellige semistatiske skærmbilleder. Hvert skærmbillede udgør en separat og selvstændig udfordring. Dør du ved en given udfordring, så genopliver du ikke bare med lynets hast - du starter også fra samme skærmbillede. Sagt anderledes: du bliver aldrig bedt om at gøre noget rigtigt to gange. Der er altid en fastlagt rute som fører dig tættere mod toppen, men der er stadig rig mulighed for at tage en afstikker i andre retninger, på jagt efter flere udfordringer. Belønningen for sådanne anstrengelser er små, funklende jordbær som ikke tjener anden funktion end at sikre praleretten. Dog gemmer der sig også andre hemmeligheder rundt omkring i banerne, for eksempel kassettebånd der låser op for ekstra svære variationer af banerne.

Celeste

Det er en sej omgang, alt i alt, med hyppige nederlag og medfølgende vredesudbrud. Celeste lægger ikke fingre imellem og dødsdommene bliver udmålt med millimeterretfærdighed. Enkelte sektioner forekom mig sågar at være unødigt svære, men var de egentlig det? Jeg kom jo igennem dem! Vigtigere endnu, så sad jeg aldrig fast to gange i træk. Et møgsvært skærmbillede bliver næsten altid efterfulgt af et lettere; spilleren får aldrig lov at køre i tomgang. Efter en hård stigning kommer et kortvarigt plateau - og så endnu en stigning. Op og ned, op og ned. Måske er det et udtryk for tilfældighed eller individuel kompetence, men jeg mistænker det for at være skarpt og afbalanceret design.

Så ja, Celeste er svært, men det er en del af oplevelsen. Der er ganske vist en alternativ udgave af spillet som kan hjælpe de nødlidende, men udviklerne selv lægger vægt på, at spillet skal gøre ondt. Måske endda til tider være unfair. Og det er en tanke, et tema, som bliver udfoldet yderligere gennem spillets fortælling. Jeg ser ingen grund til at gå i detaljer, men hvis nu spillet handler om at bestige et bjerg og hvis nu vi leger at bjerget ikke udelukkende er af bogstavelig karakter, så har du måske en fornemmelse af, hvor det kunne bære hen.

Det er en oprigtigt sød historie som hverken virker selvhøjtidelig eller didaktisk. Normalt kunne man frygte at historien, primært fortalt gennem tekstdialoger mellem forskellige karakterer, ville stå tilbage for eller selv overskygge "resten af spillet", men i Celeste er der en stærk forbindelse mellem de forskellige elementer. Udviklerne udfordrer ideen om, at et spils sværhedsgrad eller mekaniske elementer er vilkårlige i forhold til den historie som bliver fortalt. Det er de ikke, i hvert fald ikke i Celeste: her hænger det hele sammen.

Celeste

Og det er måske spillets største bedrift, den her lim mellem de to slags handlinger: historiens og spillerens. Spillet balancerer samtidig dygtigt mellem at være nuttet og decideret noieren på en facon som er helt sin egen, men som jeg alligevel ville sammenligne, fordelagtigt, med Undertale. De forskellige baner har også hver deres identitet, både visuelt og mekanisk. Fortællingens motiver, tydeliggjort i dialogerne, får sågar et "mekanisk ekko" i flere af banerne: den lette fjer, den stride modvind, den bundløse afgrund. Det hele bliver løftet af en velovervejet lydside som komplimenterer, men aldrig overstiger eller distraherer resten af spillet.

Så hvad er Celeste, sagt med mindre svulstige termer? Det er et hæderligt platformspil med noget på hjerte. Det kan klares på en dag, men med tilstrækkelig genspilningsværdi for de utrættelige. Det er samtidig et spil som bruger sværhedsgraden til at fortælle sin historie - eller sin historie til at forsvare, ikke bare nødvendigheden, men også værdien af udfordringer. Det er med størst mulige stolthed at spillet optæller og påminder dig om dine utallige dødsfald. Ikke for at nedgøre eller håne, men for at klappe dig på skulderen og sige "se hvor du har fejlet - se hvor du har lært!"

Celeste

Man kan hvad man vil, og Celeste, med sin skarptslebne sværhedsgrad og opbyggelige fortælling, giver lyst til at ville. Du kommer til at sidde fast ved nogen sektioner og stryge gennem andre. Du kommer til at veksle mellem kulsort fortvivlelse og fornyet selvtillid. Man siger at der er koldt på toppen, men det er kun delvist rigtigt: der er også lys, hjertevarme og nyvunden selverkendelse. Og det er værd at kæmpe for - i Celeste, men så sandelig også i livet.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Udfordrende underholdning med noget på hjerte. Fin musik, grafik og tilstrækkelig genspilningsværdi.
-
Enkelte gange flyder baggrunde og platforme sammen.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

CelesteScore

Celeste

ANMELDELSE. Skrevet af Magnus Laursen

Udsigten på toppen er det hele værd. Det samme er rejsen derop.



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.