Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
anmeldelser
Northgard

Northgard

Shiro Games' krævende strategispil belønner dig, hvis altså du har tålmodigheden og styrken til at komme igennem de hårde vintre.


Facebook
TwitterReddit

Real-time strategi har ikke været på mode i mange år, men Shiro Games har med Northgard en ambition om at puste nyt liv i genren, som ellers har stået som et savnet fortidslevn for mange PC-spillere. Northgard er dog ikke kun en hyldest til Warcraft 3 og Age of Empires iklædt vikinge-kostume. Det er også en forfriskende møde mellem RTS, city-building a la Settlers og klassiske imperie-brætspil, hvor du langsomt overtager mere af landkortet.

Northgard er dog ikke just noget nyt, hvis man har for vane at kigge i Steam-kataloget. Shiro Games, som forresten også står bag det fantastiske Evoland, har nemlig udviklet på det i Early Access i omtrent et år, hvor man har kunnet prøve spillet under udvikling. Det nye er derimod, at spillet nu er færdigt, og har en kort kampagne, der introducerer de mange forskellige klaner, man kan spille som i single- eller multiplayer. Den fulde udgivelse af spillet har naturligvis også mange mindre ændringer, og nogle af disse vil vi også bemærke her i anmeldelsen.

Spillet foregår, som navnet antyder, i Northgard. Dette er et vildt og utæmmet kontintent, som vikingerne finder, hvor vintrene er barske, og mytiske væsner regerer. Fra kæmperne, kaldet jötunn, til kobolder og valkyrier, så er store dele af landkortet beboet af andet end vikinger. Jötunn og kobolder kan man handle med, eller bekrige, mens de fleste andre arter er fjendtlige.

Spilleren kan vælge mellem en voksende række klaner at spille som. De har hver deres fordele, såsom gedeklanen Heidrun, der kan lave indhegninger til får, som dermed bliver ved med at producere mad (normalt kan et får blot slagtes og er derefter død). Eller ravneklanen Huginn and Muninn, som kan sende lejesoldater til fjendernes lejre, og som kan bruge penge, her kaldet Kröwns, i stedet for mad, når de skal kolonisere et område. De i alt seks klaner er alle spændende at lege med, og fungerer på vidt forskellige måder. Umiddelbart er de ganske rimeligt balancerede, omend ulveklanen Fenrir virker en anelse svag, men dette arbejder udvikleren løbende på i patches.

Northgard
NorthgardNorthgard

Når man starter ud i et spil Northgard, så har man et meget begrænset område, en Town Hall og nogle Villagers. Disse er basis-beboere, som bliver genereret ved din Town Hall, alt efter om du har huse nok, og om din befolkning er glade. Man har brug for dem til at reparere og bygge huse, men de indsamler også mad, hvis de ikke har fået besked på andet.

Alle ens beboere kan skifte rolle, når man ønsker det. Dette betyder at dine Villagers kan beordres til at blive farmere, fiskere, krigere, eller hvad du nu har brug for. I starten handler det hele meget om at få basen op at køre, og dette kræver blandt andet en spejderlejr, så man kan udforske kortet, samt en hytte til skovhuggere, så man kan indsamle brænde og bygge flere bygninger.

Som spillet skrider frem bliver ens behov dog mere komplekse, og det er ikke længere nok at indsamle simple ressourcer som mad og brænde. Man skal have en økonomi op at køre, og sørge for at beboerne er glade. Dette betyder at man ikke kan lade sine beboere forblive sårede, og derfor skal have healere til rådighed, ligesom man burde opgradere beboernes huse og sørge for, at de ikke bliver syge (vikinger er krævende mennesker). En økonomi kræver en indtægt, og dette kræver købmænd. Naturligvis bør man også udvide sit område, og til dette skal man bruge krigere. Der er pludselig mange dele, man skal holde øje med.

Listen kunne fortsætte over de mange typer bygninger og beboere man skal bruge, og i høj grad kan det siges, at Northgard primært handler om, at balancere ens base, således at man får præcis den type økonomi, ens strategi kræver. Man skal samtidig sørge for at maden og brændet ikke løber tør i løbet af vinteren, hvor ens base er mindre produktiv.

Northgard
NorthgardNorthgardNorthgard

Er man vant til klassiske RTS-titler som Age of Empires, så virker Northgard meget automatiseret. Når du f.eks. først har sat en fiskehytte op, så skal der ikke gøres så meget mere ved den. Dette havde gjort gameplayet temmelig kedeligt, hvis det ikke var fordi Northgard kræver stort overblik, idet der konstant er interne problemer i ens base, som man skal afværge. Fra rotter, der inficerer ens mad, til vinteren, der altid lurer lige om hjørnet, så er der rigeligt med katastrofer, der afholder spilleren fra blot at kunne opbygge en kæmpe hær og indtage kortet.

Dette leder os videre til den måske mest spændende ting ved Northgard: der er smartere veje til sejr end at udradere modstanderne. Ligesom i brætspil som Settlers of Catan, så spiller udforskning og handel også store roller. Den måske hurtigste rute for mange spillere vil være at blive den største handelsmagt, ved at sende penge til hjemlandet (hvilket naturligvis kræver en solid indtægt). De andre muligheder er visdom og berømmelse, ligesom man også blot kan udradere modstanderne på traditionel vis. Problemet med sidstnævnte er, at krigere er dyre i drift, men ikke bidrager med mad eller penge, og man dermed udhuler sin befolkning ved at være alt for krigerisk. Der er desuden også såkaldte "map specials," hvilket betyder at der er en ekstra mulighed for at vinde, f.eks. at lukke en portal til Helheim.

Berømmelse kan bl.a. opnås gennem erobringer, togter og bestemte bygninger. Ved at have mere berømmelse vil du også få bestemte "gaver" - såsom bestemte ressourcer eller en unik kriger. Visdom fungerer ligesom erfaringspoint, og åbner op for bestemte bonusser, efterhånden som du bliver klogere. Man øger sin visdom ved at indsamle Lore, som igen kan fås vha. togter, men også ved at ansætte Loremasters ved bestemte landemærker, såsom stencirkler.

Northgard
NorthgardNorthgard
Northgard
NorthgardNorthgardNorthgardNorthgard
Northgard
Northgard